Journalist Helle Juhl har efterhånden udgivet en stribe bøger om det tyvende århundredes kulturhistorie. Hun har et fint blik for det, der engang var helt almindeligt, men som ikke er det længere. Hun har f.eks. skrevet om opvækst og livet på landet, og jeg satte stor pris på hendes bog om husbestyrerinder. På lige fod tager udgangspunkt i et undervisningsforløb om satiretegninger som historisk kilde, og Helle Juhl har så valgt at kombinere det særlige kildefokus med historien om kamp for kvinders valgret i Danmark. Det er der kommet en velfortalt og ikke mindst en meget seværdig bog ud af.

Vi starter i 1915, hvor 10.000 kvinder gik demonstration gennem Københavns gader, både for at takke kongen og rigsdagen for den valgret, der endelig var opnået, og for at markere at de nu var klar til at tage deres plads i det offentlige liv. Der var kræfter, der var overraskede over, at kvinder overhovedet kunne planlægge og gennemføre så stor en manifestation, men de blev gjort til skamme af et velgennemført arrangement. Det blev selvfølgelig også markeret i tidens satireblade, hvor der både blev slået på kvinders angivelige angst for mus og deres optagethed af tøj.
Forud var gået 65 års kamp for ligestilling mellem kønnene.

Grundlovsfædrene i 1849 havde ikke set noget formål med kvindelig valgret, og holdningen havde ikke ændret sig ved revisionen i 1866. Noget var dog ved at ændre sig i samfundet, for mens det politiske liv var fanget i provisorietidens positionskamp, kom der gang i moderniseringen af økonomien. Det betød også, at kvinder i stigende grad fik uddannelse og erhvervsmuligheder, og den uafhængighed gav både lyst og position til at kæmpe for ligestilling. Der var mange lærerinder i kvindebevægelsens første bølge, men borgerskabets kvinder var også med, og tjenestepigerne begyndte at organisere sig.

Årtierne frem til første verdenskrig blev også de satiriske ugeblades storhedstid. Teknikken var endnu ikke til tegninger i den daglige avis, men den var god nok til at producere billige, humoristiske blade. Det første var det konservative Punch, som senere blev suppleret af det socialdemokratiske Ravnen og det frække Klods-Hans. Kvindesagsforkæmperne var nemme ofre for satiren, og de blev typisk fremstillet som mandhaftige og uattraktive. Intentionen var – særligt i Punch – at holde fast i den eksisterende samfundsorden, men som forfatteren så rigtigt bemærker, så var satiren mere kærlig end hadefuld. På den måde var bladene med til at udbrede ideen om ligestilling, også selvom de lavede sjov med den.

Bogen veksler mellem billeder, portrætter af kvindekampens vigtigste skikkelser og den sammenhængende tekst om kvindekampen. Der er både kapitler om kvindekampen i provinsen og om de internationale forbindelser. Det er med til at nuancere fortællingen, men det giver også nogle gentagelser og det trækker lidt energi ud af bogen som en sammenhængende historie. Til gengæld er billedmaterialet fænomenalt. Det gælder ikke bare satiretegningerne men også det righoldige udvalg af fotografier. Sort-hvid billeder fra den perioder kan have en tendens til at blive kantede og så kontrastfyldte, at personernes særtræk går tabt, men det er ikke tilfældet her. Tværtimod. Jeg sad gang på gang og kiggede på billederne og følte, at jeg lige så godt kunne have mødt personerne på gaden.

Helle Juhl har ganske ret i, at hun har fundet et meget interessant kildemateriale, men hun har også formået at forløse det i en udmærket bog. Så betyder det mindre, at fortællingen om kampen for kvinders valgret skrives på baggrund af andre fremstillinger. ( )