Stuk er et portræt af København i 1880’erne. Det var en tid præget af vækst og optimisme, hvor byen voksede eksplosivt og hvor nye industrier blev grundlagt. Men det var også en tid, hvor nederlaget i 1864 og tabet af Slesvig endnu ikke var forvundet. En tid hvor byen og nationen desperat havde behov for at hævde sig og vise, at Danmark fortsat var værd at regne med på den internationale scene.

Alt dette flyder ind i romanen. Hovedpersonen er den unge teateranmelder Herluf Berg – mon ikke der er temmelig mange lighedspunkter med forfatteren – der får en enestående chance. Sammen med Kornelius Adolf, der har overtaget faderens hæderkronede forretning og har både kapital og et godt navn at trække på, og byggematadoren Martens skal han skabe et helt nyt teater, Victoria-teateret. Målet er at skabe et kunstnerisk knudepunkt, der en gang for alle skal befæste København som Skandinaviens kulturelle midtpunkt og løfte byen op til en status som moderne storby.

Ambitionerne er store, og det kræver kapital at komme dertil. I første omgang lykkes det at lokke etatsråd Hein og Centralbanken med, men det kniber med at mobilisere yderligere kapital, og når teatret samtidig forærer stakke af fribilletter væk for at kunne spille for fulde huse, så skal det gå galt. Overalt begynder sprækkerne at vise sig, og det gælder ikke kun i bygningen, der glimter smukt men ligesom Martens lejekaserner er bygget på dårlige materialer.

Sprogligt og tematisk udmærker Stuk sig ikke mindst i skildringen af storbyens mylder. Det gælder f.eks. til premieren i Victoria-teateret og ved det bal, som redaktør Gravesen afholder i håbet om endelig at få bortgiftet en af de mange døtre. Bang formår både at fange de mange indtryk, som en enkelt deltager oplever, og flowet og dynamikken i scenen. Det er måske nok en kliché, men det er vitterligt som at være der selv på en måde, der er så levende som en film.

Herluf Berg er vel forelsket i Asta Hetz, der også holder af ham. Men han vil først vise sit værd på teatret, og han har svært ved at slippe tvivlen på sine følelser. I det hele taget er lykkelig kærlighed en mangelvare i den kreds han færdes i. Den findes mest hos gamle ægtepar som Adolfs forældre og uden for de almindelige normer, som da en kvinde sætter alt på et bræt med elskeren og bryder ud af sit ægteskab. Som hovedregel er folk optaget af at holde på formerne, også selvom de knap har råd til den livsstil, de ”bør” føre.

Stuk er en fantastisk skildring af en by og et land i hastig forandring. Den er selvfølgelig en kritik af tidens overfladiskhed og billige pyntesyge, men romanen er også en hyldest til teateret, til skønheden og ikke mindst til det pulserende byliv, der på godt og ondt er en del af det at blive et moderne land. Det fanges i et fantastisk sprog og med dyb psykologisk forståelse for den blanding af hovmod og underlegenhedsfølelse, som nederlaget i 1864 havde tilføjet flere generationer af danskere. ( )

Read online: http://www.kb.dk/elib/lit/dan/bang/stuk.dkl/index.htm