I forbindelse med strukturreformen, der trådte i kraft 1. januar 2007, benyttede mange kommuner og amter lejligheden til at gøre status. Sådan var det også i Nakskov, hvor kommunen bad Ulla Nygaard om at fortælle købstadens historie fra den forrige kommunalreform i 1970 og frem til etableringen af Lolland Kommune. Resultatet er blevet en velskrevet fortælling om det moderne Nakskovs historie og selvforståelse.

Ved sammenlægningen med Branderslev Sognekommune var Nakskov socialdemokratisk, velstående og i vækst. Da det 35 år senere var slut som selvstændig kommune var Nakskov ingen af delene – selvom der dog var tegn på fornyet fremgang. De fire første kapitler koncentrerer sig om den brede samfundshistorie og den politiske historie, hvor der bl.a. er portrætter af byens borgmestre og redegørelse for kommunalvalgene. Omdrejningspunktet er selvfølgelig Nakskov Skibsværft, for i årtier var værftets skæbne byens skæbne, selvfølgelig som den helt dominerende arbejdsplads, men også som udgangspunkt for uddannelser og kulturliv. De store investeringer i byens uddannelsescenter, idrætscenter og kulturcentrum med nyt bibliotek og teatersal blev igangsat mens der var penge i kassen og gang i produktionen på havnen.

Fra slutningen af 1970’erne begyndte det at gå galt. De første år lykkedes det at holde værftet i gang med løntilbageholdenhed og DSB-færger, men i 1986 var det endegyldigt slut. ØK lukkede værftet, og arbejdsløsheden satte rekorder i et årti, hvor der var høj arbejdsløshed alle steder. Ikke nok med det: En anden af byens ikoniske virksomheder forsvandt, da produktionen af OTA Solgryn rykkede til England, og selvom fabrikken fortsatte som Mill Foods, så var det endnu et identitetstab for byen.

Værftets fald blev også Socialdemokratiets fald. Partiet havde haft absolut flertal i årtier. Befolkningen var tilsyneladende godt tilfreds med deres forvaltning af de gode tider, men efter lukningen af værftet begyndte mandaterne at sive, og da de borgerlige partier fandt sammen med SF var vejen banet for Flemming Bonne Hansen som SF-borgmester. Ulykkerne havde ikke været socialdemokraternes skyld, men der var behov for nye kræfter for at komme videre, synes vælgernes logik at være. Borgmesteren svingede godt med den nye kommunaldirektør Jørgen Husted Madsen, og i forhold til erhvervsudviklingen blev de to snart suppleret af Leo Christensen som direktør for forsyningen. Båndene til fortiden blev endeligt kappet da de gamle værftskraner blev væltet og der blev investeret massivt i nye arbejdspladser. Satsningen lykkedes, da Vestas kom til byen. Endelig var der nye job, og det kunne ses på alt fra stemningen i byen til mængden af storskrald, når folk endelig turde skifte køkken.

De sidste kapitler sætter lys på Nakskov Kommunes stærkt decentrale forvaltningsmodel, og der er fine portrætter af ældreplejen, der blev ledet af Grete Breinhild, og den integrerede institution Falken, der i årtier var med til at skabe liv og glæde i de almene boligområder ved Nørrevænget og Birkevænget. Det var en struktur med meget stor frihed til institutionerne – så stor at skeptikere kunne hævde, at den ansvarlige politiske ledelse kun havde begrænset indsigt i, hvordan opgaverne blev løst. Bogen slutter med et portræt af Gitte Andersen, der har boet i Nakskov hele sit liv.

Bogen er velskrevet og må være et af de bedre eksempler inden for sin genre. Forfatteren har haft frie hænder og adgang til kommunens arkiver, men de vigtigste kilder er tydeligvis interviews med nøglepersonerne. Det giver en levende fortælling, og det giver et godt billede af selvforståelsen, særligt i de sidste ti år, hvor nød lærte en fattig kommune at finde på kreative løsninger. Bogen er gennemillustreret med smukke fotografier fra byen og stadig værd at læse – men nok mest, hvis man interesserer sig for Nakskovs historie. ( )