Cyprian Ekwensi (1921–2007)

This is the story of Amusa Sango, crime reporter and dance-band leader, in Lagos (unnamed in the book) in the early 1950s. According to the publisher (Heinemann), Sango eventually “comes to see that what he can do for the developing country in which he lives is more important than the considerable and varied personal pleasures he can find in the hectic life of the city.” That may have been Ekwensi’s intention…or the publisher’s hope but I was never convinced that Sango ever came to see that. He thinks about bigger issues, to be sure. He has moments when he feels guilty for pursuing his smaller pleasures as well as for failing to seize opportunities to act on his better instincts. But the book ends as it began, with no discernible (to me) change in his behavior. Ekwensi paints a vivid, convincing portrait of life in the big city but I was disappointed that several hundred pages later, Sango is acting no differently than he did at the outset. Of course, the book is significant enough that NYRB Books decided to reprint it in 2020, so perhaps my disillusionment is overstated. But I leave the final word to M.A. Orthofer (of The Complete Review) who summarized his thoughts this way: “There's enough to People of the City for it to be of interest—indeed, one of the problems with the book is that there is so much scattered in it, too little of which is followed-up or presented in sufficient depth. Ekwensi's writing is uneven and often rough, but there's some impressive color to it too; even where the story sputters, the writing mostly carries it through.” I agree.… (mehr)

Ekwensi, a highly regarded Nigerian novelist, may have originally intended this as Young Adult fiction. The publisher certainly did and was startled when it became extremely popular with all ages. That it did so is no surprise, I think. The story follows Mai Sunsaye, a Fulani herder and chief of his village in northern Nigeria. A rival successfully casts a spell on him, afflicting him with sokugo, the wandering sickness. The plot follows Sunsaye as he travels under this spell, reuniting with his sons and other intriguing characters at the same time providing a wonderful picture of society and life in a particular place and time (the 1950s). Ekwensi is a great storyteller; it’s no accident that Chinua Achebe, the editorial advisor to Heinemann’s African Writers Series, included three of Ekwensi’s books among the first publications of that estimable collection. Indeed, this was the second volume in that series, following directly upon the publication of Achebe’s Things Fall Apart. It, too, has great interest as a work of social anthropology, but Ekwensi is too good a writer to pass ignore. Whether you read this or some of his other works, I’d urge you to seek him out.… (mehr)

Nigeria, Laos, 1970
Indeholder "1. Manden i danshiki-dragten", "2. Jeg møder Colly", "3. Motorskibet "Skattejagten"", "4. Kanodrengen", "5. Da kanodrengen smilede", "6. Et ord på engelsk", "7. Den hemmelige orden", "8. Juju-klippen", "9. Angrebet", "10. Opgøret på Juju-klippen", "11. Hilsen fra Dan Koma", "12. Et lille opgør", "13. Manden i danshiki-dragten endnu en gang", "14. Wild-west", "15. Inspektøren på Ilekan-skolen".

Drengen Rikku er fra fulani-stammen, femte søn af Mai Sunsaye, og født på egnen tæt ved Juju-klippen, men nu går han på Ilekan-kostskolen et godt stykke derfra. Det skyldes en Kaptajn Plowman, som fik øje på ham blandt de lokale drenge og betaler for skolegangen. En af Rikkus kammerater får øje på en annonce i avisen, hvor en Colly søger en sportstrænet pålidelig dreng med kendskab til Juju-klippen og lokker med 4 års friplads på et universitet i England, hvis samarbejdet er godt. Rikku bider lidt tøvende på krogen og bliver samlet op af en taxa efter at være stukket af fra skolen. Det foregår om natten og han og kammeraten Obi bliver forfulgt et stykke af vejen af en mand i danshiki-dragt, der skyder pile efter dem. Rikku finder den opgivne adresse, Kogun 21 x med lidt besvær og banker på. Døren bliver åbnet af en lille hvid dreng, Michael, der slår Rikku og stikker af. En gorillalignende mand, Kabra, stormer efter ham. Rikku undrer sig, men kommer indenfor og bliver budt velkommen af Colly, der er en høj blond englænder. Han fortæller om et skibsforlis, hvor "Skattejagten" gik ned i floden. Han fortæller at de var tre overlevende hvide mænd, Greenham, Snott og ham selv. En fjerde mand Kaptajn Plowman forsvandt, men de tror ikke at han døde. Hans søn, Michael, bor nu ved Colly.
Colly, Greenham, Snott og Rikku tager ud til Juju-klippen, men må vente til næste dag på at blive færget over til den. Rikku går ind til byen og da han kommer tilbage, overhører han skjult at Greenham og Snott diskuterer. Det drejer sig om en skjult guldmine og Snott mener at det er farligt at Rikku vil opdage hvor minen er. Så han foreslår at Rikku ikke skal komme tilbage. Ikke at det behøver at være mord, men der kan jo ske et "uheld". Greenham er imod, men Rikku synes ikke at det lyder så trygt, så han lister stille væk igen og forsvinder.
Rikku låner en kano og bytter sig til nyt og anderledes tøj, Han får også en til at give ham ny frisure med kun lige en hanekam i midten og så ellers lidt maling på kinderne i nogle striber. Så sejler han forbi de tre mænds lejr og bliver som ventet råbt an og de genkender ham slet ikke. De får ham til at sejle sig til Juju-klippen, men han sætter dem i stedet i landsbyen Dan Koma tæt ved. Han hjælper med at få deres materiel i land, men er med vilje ret klodset og har held til at hugge et kort fra dem. Hans plan er at finde Kaptajn Plowman og give ham kortet. Han går til landsbyens høvding, Mallam Yahaya, fortæller ham alt og beder om 30 mand til hjælp.
Mallam vil tænke over det, men om natten forsvinder Colly og landsbyen har besøg fra Den hemmelige Orden. Greenham, Snott og Rikku følger efter tre mørkklædte mænd. Da mørket falder på, må de stoppe og slå lejr. De er heldige og skyder en ung antilope, så de har noget at spise. Næste morgen fortsætter de i de tre mørkklædtes spor. Næste nat er de tæt på klippen, da de slår lejr. De ser et vældigt bål på toppen og høre uhyggelige lyde, men efter en halv times tid slukkes bålet pludseligt og alt er stille. Greenham og Snott beslutter sig for at gå nærmere for at redde Colly, hvis det er muligt. De bliver opdaget og taget til fange. Rikku bliver ignoreret lidt, fordi fangevogterne måske tror at han er død, men han tager pludseligt benene på nakken og flygter. Undervejs finder han en dragt som Den hemmelige Orden bruger og med den som camouflage sniger han sig forbi en vagt og kommer ned i et fangehul, hvor han finder en meget afkræftet Kaptajn Plowman. Rikku får Plowman med sig op fra fangehullet, men må snart efter efterlade ham, men han giver ham sin egen dragt på.
Rikku går tilbage til Juju-klippen og får befriet Colly, Greenham og Snott, men det varer ikke længe før de igen bliver overmandet og bundet fast til noget, der ligner et offeralter. Heldigvis bliver Den hemmelige Ordens folk netop i det øjeblik angrebet af over fyrre mænd fra landsbyen. Landbyfolkene sejrer i den blodige kamp og Mallam Yahaya kan ånde lettet op, for Den hemmelige Ordens magt er brudt.
Rikku er også glad fordi han ikke er blevet ofret og han får landsbyfolkene til at hjælpe Colly, Greenham og Snott fri. Undervejs har han forklaret Colly at han er Rikku i forklædning, så Colly er helt med på hvad der er sket. Rikku er til gengæld ikke glad for at Kaptajn Plowman er sporløst forsvundet. Han har ikke fortalt andre at han har set Plowman i live, så han går ned i landsbyen for at snakke med høvdingen, men han er taget til en anden by. Da han kommer tilbage, lokker Colly, Greenham og Snott historien ud af ham. Snott vil ikke hjælpe med noget og tror ikke at Plowman overhovedet kan være til nogen hjælp. Da han har sagt det højt, dukker Plowman pludselig op og spørger om han nu er sikker på det. Men Plowman er både træt og sulten, så Rikku henter noget mad og efter at have sovet i lang tid, vågner han og spiser og fortæller Rikku hvordan han undslap fra Juju-klippen. Næste dag kommer det til skænderi og slagsmål mellem Rikku og Colly, Greenham og Snott. Plowman dukker op og blander sig, men det er der også en anden, der gør. En mand i danshiki-dragt. Han slår Greenham ud, forhindrer Rikku i at dolke Snott og Colly var allerede slået ud af Greenham, så Plowman vinder slaget. Manden i danshiki-dragt finder en kano frem og fragter Plowman og Rikku med. Imens fortæller Plowman om den "forsvundne" mine at folk, der har fundet den, har tegnet dårlige kort eller taget udgangspunkt i noget ikke helt fast. Fx en flodbred eller et mærke på nogle træer.
Plowman var gode venner med en af de lokale høvdinge og skiftede et kedeligt lærerjob ud med at arbejde for et engelsk mineselskab. De stolede på ham, men ikke så meget på Colly, Greenham og Snott, så han skulle ikke dele sin viden med disse. Men det gik selvfølgelig ikke så nemt og de tre modarbejdede Plowman. Selv da de sejlede tilbage og derfor led skibet forlis og de tre og Plowman skiltes.
Plowman og Rikku har et forspring for de tre, så de når Kogun 21 x først. Rikku står skoleret for skoleinspektøren, men nattevagten på skolen, George, var faktisk med på turen til Juju-klippen og kan fortælle hvor glimrende Rikku har klaret ærterne. Alt ender i jubel.

Meget spændende fortalt historie med nogenlunde troværdigt plot.… (mehr)

If it was Easter Day on lock-down and this was the only book in the house it would pass a few hours, but if you have a second book, for God’s sake read that. This one is a car-crash.

Our hero is a chap called Wilson. He takes pride running his business, the Independence Pharmacy, but neglects Yaniya, his wife. Will Yaniya leave him? Will Wilson have to learn to cook for himself?

The political metaphor is delivered with such sledge-hammer subtlety that even I grasped it. Wilson is the Nigerian state and Yaniya is the people. We’d be heading into allegorical territory were the fabric of it not torn. You see, Wilson is also a politician, so we have a situation where the character is both a metaphor and the thing itself. You can’t have it both ways, but the whole novel is full of forced situations, unbelievable coincidences and factual inconsistencies. Yaniya too sits uncomfortably in her assigned metaphor. Take chapter 4 and the conversation between she and her boyfriend. Who talks like that? I actually wondered if Ekwensi had ever had a conversation with another human being.

I’m going to struggle to convey to you just how bad it is. I just wanted to shut Ekwensi up for his own good, but he just went on and on, making it worse for himself. Incompetence is one thing, but he also betrays some rather unpleasant social attitudes along the way. The whole thing reads like it was written by a randy 15 year old boy, every woman repeatedly described in sexual terms. You think I’m exagerating? Here’s one of the best:

“The roots of her breasts – sapling stems of sucklement- buried their thickness in two hefty ridges. Her bosom seemed to be divided into those two roots and nothing more, tossing up the lower edge of her blowse so that the midriff stood revealed.”

See? “Sapling stems of sucklement”, folks. I’ve taken one for the team reading this.… (mehr)