Saga Borg

Bogen var den bedste ind til videre i min genlæsning af Jarastavens vandring. Der er gået ti år siden Vindens øje, og det et var interessant at læse om hvordan fortidens hændelser har påvirket Siri - og hvordan hendes datter Jorun, som aldrig i tilnærmelsesvis samme grad havde oplevet krig og personlig vold, er blevet helt anderledes opsat på at kræve retfærdighed uden at bekymre sig om konsekvenserne. Det er dog også let at tænke at når Jorun bliver sammenlignet med faren, Vidar, og bliver beskyldt for at være mere genstridig og egenrådig, så er det simpelthen fordi Vidar var vant til at folk lyttede til ham, mens Jorun bliver udelukket fra vigtige beslutninger.

Tidsspringet på ti år er lidt forstyrrende til at starte med, især i forhold til Vidblicks og Joruns forhold. I sidste bog lærte han hende at kende mens hun var en lille pige. Men tidsspringet fungerer godt til at give et længere perspektiv på karakterernes udvikling og virkede meget bedre for mig end da jeg fik bøgerne læst højt for femten år siden.

Der lesbiske subplot med Bodil og Svala fortsætter stort set op hvor sidste bog slap det, trods tidsspringet (og mindede på den led om Kols og Jils forhold, der også stod stille i fire år mellem to bøger fordi plottet krævede det). Måske er det lige at strække den at Siri har ventet ti år på at hendes bedste veninde kommer til hende med sin hemmelighed - det er jo ikke bare et spørgsmål om om Bodil selv er klar, men også at hun har gode grunde til at være bange, også på andres vegne. Men Siri foreslår at både hun og Svale kan blive gift med Blote, som belejligt helst er fri for sex, og dermed få lov til at flytte ind i hans hus frem for den meget fattige enkehytte. Aftalen med Blote var bedre end jeg huskede - han fik faktisk noget ud af det, nemlig en adoptivdatter, han allerede havde et godt forhold til. Og Siri var også langt mere sympatisk og forstående end jeg huskede.

Grina huserede mest i baggrunden - men på fantastisk vis, hendes åndevæsen var stadig splintret fra kampen mod Siri i Vindens øje, og nu trængt ind i forskellige dyr som holdt til om det forbandede Bäckakorset. Det her må være min yndlingsversion af Grina. Hun er ond og gemen som altid, med alt hvad hun har til rådighed.

Hvorfor nogen stolede på en boplads som kaldte sig selv “Rotebo” er en gåde, men Illianas blændværk var virkelig noget for sig - hun har skabt en zombieby hvor ingen kan se at beboerne faktisk er døde, og en falsk skat. Jeg vil give Jorun ret i at Rejd handlede forståeligt, men ikke retfærdiggjort, selv om - han må da have vidst at chancen for at Illiana virkelig ville genoplive hans boplads i bytte for Jarastaven var ikke-eksisterende. Til gengæld lykkes det for Illiana at kidnappe Iorin, og jeg frygter for ham. Men glæder mig også til det går op for Illiana at han, trods hendes bestræbelser, aldrig bliver ondskabens barnebarn. … (mehr)

Jeg har gode minder om at få serien læst højt som fjorten-femtenårig. Min mor husker at hun lige havde læst Skammerserien for min bror og mig, og forestillede sig at det her var mere af det samme. Jeg husker at hun kom til en af de erotiske scener og lagde bogen fra sig og spurgte min bror og jeg om vi kunne holde til det. Vi plagede hende om at fortsætte, for det var så spændende at finde ud af hvad der skete med Siri og hendes folk. Det er det også på en genlæsning mange år senere hvor jeg havde glemt en masse detaljer og nuancer i mellemtiden.… (mehr)

Kullagård, juni måned i det Herrens år 1495.

Alexander har oppdaget det hemmelige rommet, så forholdet mellom ham og Agnes er spent. Skal hun betro han sine innerste hemmeligheter, og alt hun har oppdaget der? Agnet klarer ikke å bestemme seg.

Plutselig hugger smertene til og får henne til å glemme alt. Hun vet hva som skal skje. Nå skal tvillingene komme til verden. Det hemmelige rommet er glemt. Inntil videre.

Tordenen ruller og uværet raser utenfor vinduene på Kullagård da Agnes føder sine barn. Men noe dramatisk skjer under fødselen. Er det forbannelsen som gjør seg gjeldende?… (mehr)