Bent Vinn Nielsen

Vinn Nielsen skriver romaner om jævne, hårdtarbejdende mennesker – og ofte med en solid dosis humor og sproglig virtuositet. Sådan er det også i Opkøb af dødsboer fra 1980, der var en af hans første romaner.

Familien Klop oplever velfærdsstaten på nærmeste hold, da den gamle landejendom bliver opkøbt og erstattet af et socialt boligbyggeri. De flytter til gengæld i rækkehus, hvor børnene Gudmund og Susanne vokser op under ret elendige forhold. Det er nemlig også en historie om svigt i underklassen, hvor tæsk og manglende interesse hører til dagens orden.

”Da de to mænd var gået pryglede Ervin Astrid. Det havde han gjort mange gange tidligere, men ikke så meget i de senere år. Da han var ung kunne han prygle hende, så det peb i hendes magre skind og ben, lige indtil munden stod åben midt i hendes ansigt uden at kunne skrige mere. Når han gjorde det, var det som regel på grund af hendes lede melankoli, men naturligvis også for at straffe hende. Hendes lede melankoli tog livslysten og humøret fra ethvert normalt menneske.” (s.11)

Man skal ikke tage fejl af Bent Vinn Nielsen: Den klassiske dannelse er på plads, og de litterære referencer er mange. Bogen starter med et citat fra Odysseen om de vilde kykloper, der ikke selv skaber noget, men stoler på forsynet, og hvor der ingen respekt er for det menneskelige samfund. ”De bor i huler på bjergenes ryg, og hver mand råder selv som dommer over kvinder og børn og tager intet hensyn til sine naboer.”

Sådan er det også i Klop-familien, hvor faderen Ervin tæver konen og i et vist omfang også Gudmund indtil han bliver for gammel til det. Da han går på pension bliver Gudmund hurtigt den dominerende skikkelse i huset. Han har talent for handel, det er hverken han eller kollegaen Bernhard Trampe i tvivl om. Han slår sig ikke mindst op på opkøb af dødsboer, og inden længe er haven fyldt med varer, og omsætningen vokser i takt med, at folk bliver impulskøbere i det nye forbrugersamfund.

En tid GÅR alting faktisk godt. Gudmund HAR talent for handel, men så falder det hele fra hinanden. Susanne, som ingen rigtig har interesseret sig for, bliver tvangsfjernet og havner i kløerne på nogle tvivlsomme typer, og Gudmund mister gnisten, da han forelsker sig forgæves i Tabitta. Hun har det ellers med at falde for mærkelige mænd, men Gudmund er trods alt FOR tung at danse med.

Velstanden og fremskridtet får det til at se ud, som om familien kan løfte sig op til en bedre tilværelse, men det viser sig altså kun at være en drøm: Så snart problemerne presser sig på, dukker alle de gamle problemer op til overfladen igen. En traumatiseret familie har simpelthen ikke den modstandskraft, der skal til for at stå imod tilværelsens udfordringer. Gudmund kunne være blevet til noget, men viser sig at være alt for nem at slå ud af kurs.

Jeg holder meget af Bent Vinn Nielsen antihelte og hans særlige blanding af socialrealisme og humor, men det er ikke en af hans bedste bøger. Historien blev lidt langtrukken, og fremstillingen af magthaverne fra kommunen og børneværnet var lidt for klichéfyldt.… (mehr)

Det er to ganske interessante historier, der bliver fortalt i En bedre verden. Den ene handler om Rudi Knudsen. Fotograf, knap 50 og vandt til at leve livet i overhalingsbanen, indtil han en dag går ned med flaget. Han kan ikke rigtigt tage sig sammen til at stå ud af sengen, og da lægen har beordret frisk luft, motion og afslapning får nabokonen Jill ham sendt i sommerhus på Bornholm.

Den anden historie handler om Bodil Holm. Hun er damen med nøglerne til sommerhuset og bliver Rudis nabo på Bornholm. Hun er en smuk kvinde, der godt kan lide at drikke, og som har et noget uafklaret forhold til ægtemanden Niels Henrik Holm, der er en stor kanon på øen.

Kuren kan virke fjollet ved første øjekast, men Rudi får det faktisk bedre på solskinsøen. Han går ture, som han har fået besked på, og han har i det hele taget godt af at beskæftige sig med noget andet end arbejde og sig selv. Han bliver også mere og mere interesseret i Bodil Holm, som det litteratur-fikserede ægtepar Billy og Gudrun gerne snakker om.

Det bliver hurtigt klart, at ikke alting er hyggeligt ude på landet. Overalt har mennesker noget, de gerne vil holde for sig selv.

En bedre verden er en ok lille roman. Jeg kunne sagtens se Rudi Knudsen for mig – selvom Jan Wilhelmsens stemme efter min mening ikke passede helt til personen – og Bent Vinn Nielsen har igen skabt en hovedperson, som ikke minder om ret mange andre i dansk litteratur. På den anden side, blev jeg aldrig særligt optaget af Bodil Holm, og de mørke hemmeligheder var derfor også lidt tynde og forudsigelige.… (mehr)

Enevoldsen er 96 år, bor på plejehjem og har fået en besøgsven, Møller. Møller har taget en båndoptager med, og nu fortæller Enevoldsen sin livshistorie til 'tingesten'. Og det er ikke en livshistorie med store og dramatiske udsving, men netop 'et liv i almindelighed'. Men almindelighederne bliver fortalt med sikker stemme, med skråsikre meninger - og absolut ikke uden blik for især andres karakterbrister.
Bogen er Enevoldsens monolog, men også den rapkæftede social- og sundhedsassistent Pia og Møller selv kommer også med på båndet og dermed i bogen.
Det er en fin lille bog, som Bent Vinn Nielsen har skrevet. Der er både halvskarp lud og lune i historien om Enevoldsen og hans familie, hvor man fornemmer, at der er nogle ting, som Enevoldsen nok ikke har opdaget eller måske har villet indse. Bogen kommer nok ikke på nogen Top 10-lister (heller ikke mine), men er et godt lille bekendtskab på vejen.… (mehr)

Vinn Nielsen vandt DR-romanprisen for bogen i 1999, og uden at kende de øvrige nominerede, så virker det helt fortjent. ’En skidt knægt’ holder i hvert fald stadig væk. Vi følger Bjarne, der voksede op i en landsby uden for Aalborg i 1960’erne og blev voksen netop som ungdomsoprøret rullede ind over landet, men det er nu ikke ham, der er den skidte knægt. Det er derimod naboens dreng Kasper Landgrebe, der starter som en almindeligt utilpasset gymnasieelev, men ender med at bruge andre mennesker stadig mere skruppelløst. Bjarne er i virkeligheden bundreel, men alligevel holder han ved Kasper, der bare er meget sjovere at være sammen end det øvrige udbud af konforme vanedyr. Hvad Kasper får ud af Bjarne er sværere at forstå, men som han selv funderer mange år senere, så havde Kasper vel behov for i hvert fald én ven at dele sine oplevelser med.

Litteraturen er fyldt med jeg-fortællende forfattere, der som unge har været sammen med tvivlsomme personligheder og senere reflekterer over dem. Vinn Nielsen vender den ide på hovedet, for det er Kasper, der både har forfatterambitioner og en anløben natur, mens Bjarne overhovedet ikke interesserer sig for kultur. (Bogen foregiver således ikke at være skrevet, men derimod indtalt på kassettebånd.) Bjarne bliver udlært tømrer, men først og fremmest er han Arbejder med stort A. Han elsker simpelthen at knokle igennem. Hans adgangsbillet til de sjove miljøer er ofte hans arbejdskraft, men der er ikke rigtigt tale om udnyttelse, for han gør det nærmest for sjov.

Bogens spændingskurve bygger naturligvis mest på Kaspers gradvise forråelse – eller måske snarere på den gradvise forråelse af hans handlinger, for han er fra starten en rendyrket psykopat, der behandler og udnytter andre som ting – men Bjarne og hans fortællerstemme er bogens helt store styrke. Hans perspektiv ser vi sjældent i litteraturen, og på mig virker tonen i bogen meget realistisk. Korte knappe sætninger med hyppige indbrud gør det faktisk troværdigt, at bogen skulle være indtalt. (Bjarne stopper ofte op med et ”Jeg ved sgu ikke”, når han synes, han har gjort sig lidt for klog på et eller andet.) Det gør også bogen hurtigt og let læst, så den kan anbefales.… (mehr)