Spineless man mad woman = tale as old as time ( )

Adolphe, jeune nobliau à qui tout semble ouvert au printemps de sa vie, tombe amoureux et séduit Ellénore, mariée et de dix ans son aînée. Et maintenant ?

Coincé entre son incapacité à aimer, son devoir, ses principes, ses sentiments, les attentes de la dame, les conventions, la société et son père, le gentil mais pleutre Adolphe louvoie et se perd.

Un livre comme une démonstration brillante, triste et consternante ( )

> Par Charlotte (U Lost Control) : Adolphe [Benjamin Constant]
11 janv. 2016 ... C'est avec beaucoup de plaisir que je viens vous présenter le premier roman de 2016 puisqu'il s'agit d'un classique : Adolphe, de Benjamin ...
... Prendre des décisions, honorer ses engagements, écouter les opinions et conseils de chacun pour construire sa propre histoire, faire fi de l’opinion de la société… Finalement, c’est de comment devenir adulte que nous parle l’Adolphe de Benjamin Constant. Ce sont donc cent petites pages que je vous conseille vivement et qui j’espère vous convaincront du dynamisme et de l’intemporalité des classiques. Adolphe est un petit livre qui a beaucoup à nous apprendre.

> Par Adrian (Laculturegenerale.com) : Les 150 classiques de la littérature française qu’il faut avoir lus !
07/05/2017 - Les amours de l’auteur avec la précédente. L’oeuvre littéraire de Constant semble bien pauvre (en quantité) par rapport à son apport à la pensée politique. Mais ne vaut-il pas mieux écrire un seul grand roman plutôt que dix de ratés ?

« Il y a des choses qu’on est longtemps sans se dire, mais quand une fois elles sont dites, on ne cesse jamais de les répéter. »

This is an unusual short novel. A story of a romance with virtually no context, however it suggests what Europe was like for a son of a wealthy family in the early 19th century. And, in one of the later chapters, Constant describes the physical geography of an area of Poland. But, beyond that, there's only Adolphe's emotions and his perceptions of Eleanor's. In its psychological approach it reminded me a bit of The Sorrows of Young Werther, but perhaps more closely resembles Lermontov's A Hero of Our Time.

The narrator, Adolphe, is an intelligent young man, given to analysis and raised in a household without much affection, who begins a relationship almost as an experiment – and also because he understands that this is what people are supposed to do. The woman is already the mistress of a Duke, and has two children with him but no real rights as acknowledged by society. He is young, 22 years old, and has just completed his studies at the University of Göttingen. He travels to a small town in Germany, where he becomes attached to the court of an enlightened Prince. During his stay he gains a reputation for an unpleasant wit. A friend inspires him to attempt the seduction of an older woman named Ellenore.

Eventually, the woman succumbs, and as far as the reader can tell she is entirely in earnest. She gives up everything for him. Rather quickly, Adolphe’s ardor entirely cools, but he feels unable to detach himself from her. He alternates between trying to be honest about his feelings and then, when he sees her getting more and more distraught, rapidly feigns emotions that he desperately wants to feel but no longer does. Adolphe becomes anxious as he realizes that he is sacrificing any potential future for the sake of Ellénore. She persuades him to extend his stay by six months, but they quarrel, and when she tends him after he is injured in a duel, he finds himself hopelessly indebted to her. He attempts to leave her only to have her follow him. The denouement leads Adolphe to return to a life of alienation more severe than that which he experienced before his affair.

I am not sure that I enjoyed this novel, but I certainly appreciated the approach - when, upon reflection, I realized the novelty of the psychological approach. It likely had a major impact on later "psychological" novels. According to a critic of Russian literature, Victor Terras, French literature of the nineteenth century influenced the major Russian writers, thus Dostoevsky likely was familiar with Constant. The fictional Adolphe is familiar with the things that he is supposed to say and how he is supposed to act, and in doing these things almost convinces himself that he is actually in love – for a short time, in fact, he might feel something similar to the real thing. ( )

Historien fortælles af Adolphe, der som ung har svært ved at slå sig til ro som embedsmand. Hans far er ellers minister i et fredeligt tyske fyrstedømme, så hans vej til en stabil stilling med kone, børn og fast administrativt arbejde er stukket ud. I stedet bliver han besat af ønsket om at opleve et kærlighedseventyr, og da han rejser ud, møder han den smukke Ellenore. Hun er af adelig polsk afstamning, men hun er blevet tvunget til at forlade sit hjemland og lever nu som grev P…’s elskerinde. Det er den bedste position hun kan håbe på, men den er stadig udsat position. Hun bliver nok tålt af grevens nærmeste, fordi han insisterer på det, men hvor hun i øvrigt er udsat for social foragt.

Hende kaster Adolphe sine øjne på, og han bliver besat af at indlede et forhold til hende. Problemet er, at han kun er optaget af at erobre hende, ligesom han er mere forelsket i tanken om at være forelsket end i Ellenore selv, og her er vi fremme ved historiens kerne: Adolphe er en roman om ulykkelig kærlighed, men den er fortalt fra den persons side, der IKKE elsker.

Erobringen lykkes nemlig over al forventning, og Ellenore bliver håbløst forelsket i Adolphe. Hun opgiver sine trods alt faste rammer og følger efter ham, da han rejser hjem. Faderen er ikke begejstret for den udvikling, og han sørger for, at hun bliver smidt ud af fyrstedømmet, men det reelle problem er langt større. Adolphe elsker hende ikke, men han holder alligevel så meget af hende og har så meget æresfølelse, at han føler sig forpligtet til at blive sammen med hende.

”Jeg blev bedrøvet, når hun syntes at tvivle om en kærlighed, der var hende så uundværlig, og jeg blev ikke mindre bedrøvet, når hun syntes at tro på den. Jeg følte, at hun var bedre end jeg, og jeg foragtede mig selv, fordi jeg var hende uværdig. Det er en frygtelig ulykke ikke at blive elsket, når man elsker, men det er måske en endnu større at blive elsket med lidenskab, når man ikke længere elsker selv.” (s. 77)

Han kan ikke få sig selv til at bryde med hende af medlidenhed, og hun kan ikke bryde med ham, fordi hun føler ægte kærlighed og derfor altid vil foretrække hans selvskab, uanset hans uoprigtighed. Den enes kærlighed er for lidt til at gøre deres forhold lykkeligt, og man aner tidligt, at det ikke kommer til at ende godt.

Adolphe er en lille, letlæst og velskrevet kærlighedshistorie, der nok udspringer af bestemte sociale strukturer, hvor kvinder havde få valgmuligheder, og hvor den sociale kontrol var stor, men dynamikken mellem to mennesker, hvor den ene elsker mere intenst end den anden, er universel. Jeg læste den med fornøjelse og anbefaler den gerne! ( )