Fremragende, virkeligt underligt univers med en nærmest utiltalende hovedperson, som er den næstskøreste og har kastet sin kærlighed på den skøreste kapgænger. ( )

Året er 1980 og Bernhard Hval nærmer seg åtti år. Han skjønner at han ikke har lenge igjen, og nå sitter han altså sentralt i Oslo og memorerer over det som har vært hans liv. Utdannet lege, tvangsnevrotiker og med et udiagnostisert Tourettes syndrom som arter seg slik at det kommer ukontrollerbare tirader - såkalte tics - med ukvemsord trillende ut av ham når det aller minst passer seg ... Med en eneste sann venn - Notto Fipp - som hadde det med å gå av seg sine frustrasjoner, og med en kone som det må ha vært besværlig å elske ...

Nokså tidlig i Bernhard Hvals liv viser det seg at han er alt annet enn gjennomsnittlig. Vi forstår også at han ikke har vært et spesielt høyt elsket barn - med en mor som var nokså livsfjern og en far som stort sett kritiserte ham så snart anledningen bød seg. Det var kanskje ikke så rart at han og Notto Fipp fant hverandre - noen merkelige skruer som de begge i grunnen var, hver på sin måte.

Gjennom et helt liv lever Bernhard på at han var den beste i sitt kull på medisinen. Når livet blir for hardt og uutholdelig, er det dette han klamrer seg til - at han tross alt var den beste i sitt kull. Blant annet øker hans aksjer i forhold til Sigrid, som finner ham attraktiv og gifter seg med ham. Etter hvert kan man saktens spørre seg hva som egentlig binder dem sammen - hun en kvinne av det virkelig giftige slaget, besk og forbitret, han en mann som er livredd for å sette barn på henne og som gjør alt som står i hans makt for å unngå å gjøre henne gravid ...

Vi følger Bernhard Hval, hans kone Sigrid og vennen Notto Fipp gjennom mange tiår. Verdenskrigene og spesielt den siste, som får et nokså trist endeligt for noen ... Bernhard gjør karriere som rettsmedisiner, men ender etter hvert opp som det han har hatt mest lyst til etter krigen, nemlig som allmennlege.

Mange har slitt med denne kolossen av en bok, og det er ikke få som har gitt opp underveis. Om det var det forhold at jeg hørte den som lydbok med Kim Haugen i sin kanskje aller beste oppleserrolle noen gang, eller om det var humoren i boka som traff meg spesielt, er jeg ikke helt sikker på, men faktum er at jeg elsket denne boka fra første stund! Noen ganger ga jeg meg ende over og lo så jeg hikstet. Oppi all humoren er det likevel en del tristhet. Oppleser Kim Haugen tolker Bernhard Hval så glitrende, toppet av rasende utbrudd med tics, at jeg aldri har hørt maken! Beskrivelsen av Hvals forsøk på å holde sine skammelig tics i sjakk, er rørende.

Det er slett ikke første gang Lars Saabye Christensen skriver om skrudde personer, men denne gangen gjør han det så til gangs at jeg ble fullstendig oppslukt i Bernhard Hvals univers. Og selv om den godeste Bernhard Hval er totalt annerledes alle jeg noen gang har kjent, og også var veldig spesiell - på grensen til det uspiselige - likte jeg ham og følte godhet for ham. Kanskje særlig når hans kone Sigrid drev ham til det ytterste med all sin urimelighet ... Historien er absurd, på grensen til det urealistiske, og sånn sett minner denne romanen lite om hans foregående romaner, som stort sett har hatt mer hverdagsrealisme i seg. Det får meg til å tenke at Lars Saabye Christensen virkelig er en forfatter som er i stand til å fornye seg! Jeg er for øvrig ikke enig med dem som hevder at denne boka er for lang eller at det blir for mange gjentakelser. Jeg mener at boka fortjener terningkast fem - et sterkt sådan!

Utgitt: 2010
Forlag: Cappelen Damm
Oppleser: Kim Haugen
Spilletid: 18 t 16 min. ( )

”Jeg kan lige så godt få det overstået og præsentere mig først som sidst: Jeg var ikke den skøreste. Jeg var kun den næstskøreste. Mit navn er Bernhard Hval.” Sådan indleder Saabye Christensen sin roman fra 2010, men undervejs på de 517 sider bliver man som læser skeptisk: Mon ikke Hval alligevel er den skøreste?

Skør er han i hvert fald. Plaget af tvangstanker og ustyrlige impulser gennemlever han dagligt et repertoire af tænderskæren, latinske remser, spytten, kolbøtter, snøften og meget andet. Det giver ikke så få pinlige situationer, og det er en kun takket være en formidabel disciplin tilsat en del gode forbindelser, at han holder sig på den rigtige side af galeanstalten. Han bliver ikke spærret inde: Han bliver læge.

Hval er født i 1900, og hovedparten af romanen samler op på hans liv frem til 1929. Her møder han den ligesindede Notto Fipp, der slås med sine egne dæmoner, men har fundet ud af at tøjle dem ved at vandre. ”Når jeg går, tænker jeg mindre,” (s. 33) som han allerede formulerede det i barndommen.

Der opstår et særegent venskab mellem de to mænd. De forstår hinanden – eller er det bare noget Bernhard bilder sig ind? – og Fipps største vandreture falder sammen med skelsættende begivenheder i Bernhards liv. Han dimitterer som den bedste på sin årgang, han bliver forunderligt nok gift med den selvstændige og rige Sigrid, og han indleder på trods af sine særheder en akademisk karriere. Det er dømt til at gå galt, både videnskaben og ægteskabet.

Saabye Christensen skriver over stok og sten. Vi kommer helt ind i hovedet på Bernhard Hval, hvor et mylder af tanker kæmper om at komme til. Det er morsomt, men det er også tragisk, for selvom Hval er dygtig, så er han også ensom og hele tiden tvunget til at kæmpe med sig selv. ”Men jeg, jeg havde to discipliner, jeg skulle op i: medicin og ordenssans. Måtte ikke grynte. Måtte ikke snuse ind. Heller ikke trampe, slå kolbøtte eller spytte, for guds skyld, spyt ikke til medicinsk embedseksamen! Det er det, jeg siger: Vi, de kantede, har altid dobbelt så meget at lave, hvorfor de timer, vi har til rådighed burde fordobles.” (363)

Det dobbelte bogholderi er selvfølgelig umuligt – og med det følger den dårlige samvittighed. ”Jeg tog for øvrigt ikke til genmæle. Jeg passede min dont. Det er de kantedes forbandelse. Vi lider af konstant dårlig samvittighed, den er uophørlig, den sidder som hæmorider i sjælen, og derfor tager vi al skyld på os. Vi har fortjent det.” (384)

Bernhard har været kantet så længe han kan huske, men det har næppe holdt tvangstankerne nede, at moderen forlod ham efter en stribe kærlighedsforhold til stuepigerne, eller at faderen begik selvmord efter en fejlslagen spekulation i kokosnødder under 1. verdenskrig. Under alle omstændigheder kan Bernhard Hvals liv ikke reduceres til hans sygdom. Saabye Christensen skriver et ægte menneske frem. Et der oplever usædvanligt meget og gør sit bedste for sig selv og for andre. Det er en præstation. ( )

http://bogbrokken.blogspot.com/2011/09/lars-saabye-christensen-bernhard-hvals.ht... ( )

Å lese Lars Saabye Christensens "Bernhard Hvals forsnakkelser" var ikke som å lese enda en Saaby Christensen-roman, til det er bøkene hans så forskjellige. Han overrasker igjen ved å fortelle en helt unik historie, og selv om også denne har et preg av å være en generasjonshistorie, foregår mesteparten av handlingen innenfor en gangske begrenset periode på slutten av 20-tallet/begynnelsen av 30-tallet.
Hvis to gode skuespillere hadde fått oppgaven å spille Bernhard Hval og Notto Fipp, burde det blitt Oscar-materiale, for to så spesielle, egenartede, men likevel så troverdige karakterer, er det lenge jeg har sett beskrevet i noe medium. Det gjør vondt å lese om den kronisk syke legen Bernhard og hans tics, både fysiske og verbale. Visst er det morsomt, men mest vondt, for i Bernhard har Saabye Christensen samlet alle som ikke tilpasser seg samfunnet fordi de er som de er og ikke fordi de vil - de kantede, som Bernhard kaller seg selv og Notto. Notto (som jeg forstår er basert på en historisk person) er enda lenger "ute" enn Bernhard, men begge er i sin totale tilpasningsløshet så nære oss likevel, og de får vår fulle sympati der de bokstavelig talt traver seg gjennom verden. Jeg vil ikke umiddelbart anbefale denne boken til alle som elsket Halvbroren og Beatles, for Bernhard Hvals forsnakkelser er en helt annen type bok. Men den er en strålende roman. ( )