Jeg læste Thomsens første digtsamling, City Slang, tidligere i år, og nu har jeg så fået læst hans seneste værk, der udkom i 2011. Kontrasten er tydelig: Thomsen er gået fra den unge mands fascination af det hurtige storbyliv, til den midaldrende mands eftertænksomhed.

Det er livets store spørgsmål, der præger Rystet spejl. Døden som det grundvilkår, der giver livet mening. Erkendelsen af, at livet går. Fascinationen af den verden, vi lever i. Men det er tematikker, der behandles modent og eftertænksomt. Det er ikke forfærdeligt, at tiden passerer og at vi bliver ældre, men man kan stadig overraskes over, at det sker:

”… går jeg en tur i den moderne verden
hvis uforståelighed er banal
sammenlignet med at krydse grænsen
fra det selvfølgelige ved at være til
til det mærkelige i ikke at være død.” (s. 22)

Det mest tankevækkende er en grundlæggende glæde ved det konkrete på bekostning af længslen efter det, som kunne have været: Skønheden i naturen, det mærkelige og dragende billede af en rusten grønthøster mod horisonten, og først og fremmest ægtheden i det liv som faktisk er levet.

”Men dagen i dag var ikke ’måske’
den var der
og så var den væk.
Derfor var dagen i dag den bedste.” (s. 19)

Søren Ulrik Thomsen er blevet ældre, men han har stadig en fantastisk sans for rytme og billeder. Rystet spejl vil blive stående i dansk litteratur i mange år, så hvis du kun vil læse en digtsamling i år – så læs den. ( )

En dejlig digtsamling. Erindringer fra livet og oplevelser, kærlighed og glæde. Digte, der kan læses af mange og kan genlæses, hvor man opdager nye sider. ( )