Fotografen Martin Lehmann mødte den hjemløse Henrik Svale Andersen i en forladt togvogn i 1999. Det kom der både billeder og et overraskende venskab ud af, og i bogen følger vi Henriks liv gennem de næste ti år.

Det er et liv præget af vilde op og nedture. I en perioder får han styr på sit stof- og alkoholmisbrug og flytter sammen med sygeplejersken Gitte, men senere er han tilbage på gaden og igen i gang med sit langstrakte selvmord. Billederne er krydret med et par dagbogsnotater af Henrik, en kort beskrivende tekst for hvert år og til sidst et vidnesbyrd om en opvækst præget af forældrenes vold og stofmisbrug.

Vi møder alle hjemløse på gaden fra tid til anden. Ligesom Helga Theilgaards De rodløse formår Martin Lehmann at fange deres menneskelighed, men fordi vi følger Henriks liv over ti år, får vi et meget bedre indblik i hans liv. Billederne viser den ubarmhjertige nedbrydning af kroppen.

Mest forunderligt er det, at Svale på mange måder er lige som os andre: Han har en datter fra et tidligere forhold og deltager selvfølgelig i hendes konfirmation. Han spiller klaver og guitar, får kærester og kærestesorger osv – ”blot med den forskel, at dine op- og nedture var større og voldsommere,” som Martin Lehmann selv formulerer det.

Billederne er (selvfølgelig) i sort/hvid. Jeg var især glad for vinterbillederne fra København og så portrætterne, men bogens styrke er at vi kommer hele vejen rundt om mennesket Henrik Svale Andersen. ( )