LLegit amb interés i alhora amb un cert neguit per aquestes misèries humanes i vitals en aquella Alemanya dels anys 1920 fins al al 194545. És fa difícil de admetre la vilesa d'aquella societat abocada al nazisme. El llibre tracta de la vida corrent d'un escriptor i de les situacions socials i artístiques de l'època.Depriment, però bona literatura
Miquel ( )

Forfatteren spørger selv til sidst, om hans oplevelser egentlig er værd at hæfte sig ved, når så mange andre har været ude for langt værre ting under nazisternes styre og krigens rasen. Han er trods alt sluppet med livet i behold, og hans familie har formået at holde fast i den øvre middelklasse med de goder, der følger med en succesfuld karriere. Det er da også rigtigt, at hvis man vil have vidnesbyrd om nazisternes værste forbrydelser, må man kigge andre steder hen, men det gør ikke bogen mindre interessant. Fallada gennemlevede den nazistiske periode i Tyskland, og det giver ham en glimrende mulighed for at skildre systemets brutalitet og smålighed indefra.

Dagbogen er ikke en dagbog i traditionel forstand. Der er ganske vist datoer på kapitlerne, men Fallada skriver stort set intet om livet i fængslet. I stedet bruger han skriften til at se tilbage på de sidste elleve år af sit liv – fra nazisterne tog magten og til hans ophold i fængslet i 1944. Der var han i øvrigt havnet pga. alkoholisme og trusler mod den kone, som han var ved at blive skilt, og ikke for modstand mod regimet eller politiske synspunkter. Manuskriptet slutter brat, da Fallada under en udgang får mulighed for at smugle det ud, og det blev først udgivet i 2009 efter genopdagelsen af romanen Alene i Berlin, der også fik fremragende anmeldelser, da den udkom på dansk.

Hans Fallada definerer sig først og fremmest som tysker, og da han hverken var jøde eller politisk aktiv, var han ikke udgangspunktet på de ny magthaveres radar. Men han foragtede nazismen for dens brutalitet, dens lederes primitive adfærd og for dens hensynsløse undertrykkelse af frihedsrettigheder, som også i Tyskland var grundfæstet efter den franske revolution og en fasttømret del af det tyske borgerskabs selvforståelse. I starten kan han simpelthen ikke forstå, at der ikke længere gælder lighed for loven, eller at der skulle eksistere et parti, som har sit eget parallelunivers, hvor kun hensynet til medlemmerne betyder noget.

Ved magtovertagelsen boede han med sin familie i en lille landsby ved Spree, hvor de bor til leje hos de konkursramte ejere af en gammel villa. Fallada tilbyder at købe huset og lade de to gamle blive boende på favorable vilkår, men da de er medlemmer af den lokale partiafdeling, og da de overhører en af Falladas gæster tale højlydt og kritisk om nazisterne, angiver de ham til de lokale SA’ere. Efter en ransagning bliver Fallada taget med i bilen, og det er kun fordi den lokale læge kommer forbi, at han ikke bliver ”skudt under flugt” som det sker for så mange af partiets modstandere. I stedet havner han i beskyttelsesarrest og det er trods alt bedre end alternativet.

Fallada har svært ved at vende sig til, at den gamle verdens logik ikke længere tæller. I stort og småt er det den stærkes ret, der gælder, og det fører gennem årene til masser af konfrontationer med lokale repræsentanter for partiet. Her er det ikke ideologien, der er i højsædet, men derimod muligheden for at udnytte sin position til at rage til sig. Det minder om en mafia, og fordi den også ejer staten, nytter det ikke noget at gå til politiet. Eneste håb er at spille spillet og finde nogen, der er højere på strå.

Erindringerne er selvfølgelig præget af Falladas fremtrædende position i det tyske litterære landskab. Mange erindringer handler om hans forlægger og gode ven Ernst Rowolt, mens den senere forlagsdirektør Peter Suhrkamp får et noget mere blakket skudsmål. Der er også interessante skildringer af skuespilleren Emil Jannings, der fremstår som sympatisk men også håbløst forfængelig, og karikaturtegneren Plauen, der egentlig hader nazismen men producerer satiretegninger til deres aviser for at overleve.

Der er næppe tvivl om, at Falladas liv var i alvorlig fare under den første køretur med SA’erne, men ellers var han et godt eksempel på, at man kunne slippe af sted med ganske meget, så længe man producerede for apparatet og undgik åbenlys politisk modstand. Til gengæld var det nærmest umuligt at holde den nazistiske og patriotiske propaganda på afstand. Fallada kendte flere, der før krigen mente, at det ville være bedst for alle parter, hvis Tyskland tabte og fik muligheden for at starte forfra. Da krigen så brød ud, håbede de alligevel på tysk sejr. Men det mærkes også på hans egen holdning til jøderne, som han ikke rigtig havde tænkt på som anderledes før den nazistiske propaganda slog til. Nu var der måske alligevel noget om, at de tilhørte et andet folk:

”I disse uger indså jeg, at en jøde i farens stund er nærmere knyttet til selv den mest anderledes og uomgængelige jøde end til mest trofaste ven af anden afstamning. Jeg forstod, at det er jøderne, der har oprettet en barriere over for andre folkeslag, skønt vi ikke ville tro nazisterne, når de sagde, at jøderne selv oplevede og fastholdt dette raceskel, hvilket vi altid havde moret os lidt over. Den erkendelse har ikke gjort mig til antisemit. Men jeg har dog lært at tænke anderledes om jøderne. Det beklager jeg – men jeg kan ikke gøre for det. Ja, jeg er forbistret ked af det – men der er ikke noget at stille op.” (s. 95)

Jeg har ikke medtaget citatet for at udlevere Fallada, men snarere for at vise, hvordan den nazistiske propaganda var så massiv, at selv en kritisk iagttager havde svært ved at stå imod og vælge den oplagte fortolkning, nemlig at det var det nazistiske styre, der tvang jøder og alle til at sætte deres afstamning før deres andre identiteter.

Fallada skriver godt, og i betragtning af at manuskriptet er nedfældet over få uger, hænger det overraskende godt sammen. Bogens styrke findes ikke i dens analyse af nazismens udvikling, men derimod i skildringen af nazisternes grænseløse smålighed og totale foragt for det borgerlige samfunds grundlæggende værdier. ( )

Hans Fallada era già ben indirizzato nel percorso della propria autodistruzione quando, nel 1944, fu rinchiuso in un manicomio criminale per aver tentato di commettere atti di violenza contro quella che era ormai la sua ex moglie. In cella riuscì a procurarsi carta e penna e con quelle, mentre al di fuori la Germania precipitava nell’inferno, scrisse alcuni racconti e, di nascosto dai propri carcerieri, il diario della vita sua e dei propri familiari sotto il nazismo.
Per non essere scoperto e per sfruttare fino in fondo il poco materiale di cui disponeva, scrisse questo libro a caratteri piccolissimi, capovolgendo il foglio ogni volta che arrivava alla fine e ricominciando daccapo scrivendo negli spazi fra una riga e l’altra. A un certo punto, lo racconta lui stesso nell’ultimo capitolo, deve decidere di fermarsi e, approfittando di un permesso temporaneo di uscita, nasconde su di sé i fogli e riesce a portarli fuori del carcere. Difficilissimo da decifrare, il manoscritto rimarrà inedito fino al 2009.
Come già in Ognuno muore solo, il punto di vista di Fallada è quello dell’uomo comune, schiacciato dall’immane macchina del regime. Ma se nel romanzo le tante storie che si intrecciano sono quelle dei piccoli atti di resistenza nella tetra Berlino degli anni di guerra, qui Fallada racconta una storia di quotidiana normalità in una piccola cittadina di campagna e del suo resistere da persona comune contro la stolidità, l’arroganza, la perfidia dei nazisti:
"Mi sembra che tutto ciò che ho vissuto siano soltanto beghe di poco conto, che non possono non annoiare chiunque […] E però mi dico: cos’altro avrei dovuto scrivere? Io non mi sono trovato nel bel mezzo dell’attualità, non ero l’amico fidato di ministri e generali, non ho grandi rivelazioni da fare. Ho vissuto la vita di tutti, la vita della gente qualunque, della massa."
Nonostante ne abbia più volte avuto l’occasione, Fallada si rifiutò sempre di lasciare la Germania. Fu questa la sua resistenza, il suo piccolo e privato atto di eroismo, il pegno d’amore pagato a un paese che non riconosceva più ma che nonostante tutto non cessò mai di amare. ( )

Hij deelt een krappe cel ’met een schizofrene moordenaar, een zwakzinnige, gecastreerde zedendelinquent en een andere, eveneens zwakzinnige man die een poging tot lustmoord heeft begaan’. Plaats en tijd maken deze situatieschets volledig: een Duitse gevangenis in het jaar 1944 !!
De schrijver vertelt in dit boek zijn belevenissen vanaf 1932.

Fallada behoorde tot de schrijvers die, na de machtsovername door Hitler, in Duitsland bleven en niet naar het buitenland vertrokken. Wat de reden daarvoor mag zijn, in ieder geval ontbrak het Fallada aan politieke gevoeligheid en was hij in i ieder geval behebt met een zekere lichtzinnigheid. Veelal onder het mom van ”het valt misschien allemaal wel mee”. Daarnaast is daar natuurlijk nog het begrip ’innere Emigration’; in een noot van de vertaler wordt verwezen naar dat begrip in de betekenis van de attitude van Duitse intellectuelen die tegen Hitler gekant waren doch ten tijde van het Derde Rijk bewust niet in ballingschap gingen. Men gaf de voorkeur om te blijven en zich niet te roeren in het publieke debat. Zoals gezegd, Fallada bleef en heeft met gevaar voor ontdekking zijn geschiedenis in de gevangenis opgeschreven.

Enfin, het boek is geschreven onder deze horizon. En wat voor een boek. In een overweldigende stortvloed vol met vertellingen en anekdotes wordt de lezer het beschreven tijdsgewricht als het ware ingezogen. Het verraad van gewone burgers die, geleid door angst, zich uiteindelijk tot ploerten ontwikkelden is een steeds terugkerend thema. Aanvankelijk verwondert de schrijver zich hierover, maar gaandeweg -het is dan al te laat- leert hij de mens wel kennen.
Hij schrijft met haast, de wereld moet het wel weten. Met die drang is het hem uiteindelijk nog gelukt om tijdens een dag verlof het manuscript de gevangenis uit te smokkelen.

Een indrukwekkend boek, fraai geschreven en van een bijzonder goede inleiding/toelichting voorzien. ( )