Anmeldt af Anders Rode, LGBT Biblioteket
Titlen lyder så positiv, men det er en meget sort historie, der hudfletter alle mennesker og såkaldte civilisationer. De første ca. 100 sider tror man som læser, at det er det østtyske DDR-samfund, forfatteren vil hænge ud, men da hovedpersonen, Toto, kommer til Vesttyskland, viser det sig, at det er mennesker i almindelighed, forfatteren har noget eller rettere meget imod.
Det er ikke bare i mødet med Toto, deres utiltalende sider viser sig, men Toto appellerer til det dårligste i menneskene. Frygten for det, der er uventet, anderledes, fremmed, omsættes nemt til had, og når det anderledes så oven i købet er kombineret med en spontan godhed, venlighed, omsorg, kommer de brutale reaktioner.
Toto fødes uden køn. Det er i 1966 i en østtysk flække. Da hans mor skal oplyse barnets køn, kommer hun lidt tilfældigt til at sige, at det er en dreng, og det er han så de næste 20 år.
Han bliver uformelig stor, så man lægger mærke til ham, og det er ikke positivt. Han kommer på institution som barn og er ensom blandt de mange børn, som ikke vil lege med ham. Bortset fra Kasimir, og deres venskab slutter, da Kasimir en dag ser ham uden tøj og væmmes. Men Toto læser bøger, synger med en alt for høj stemme og med absolut gehør, og han holder af dyrene og af arbejdet, da han bliver "solgt" til nogle - fordrukne naturligvis - folk på landet.
Det er ikke bare forholdene i det socialistiske land, der skildres negativt. Vi får også alle den kolde krigs propagandas floskler serveret som sandheder. Oven i købet er der altid koldt.
Det er der så også i Vesten. Nu er det kapitalismen, der kvæler enhver livsgnist med en grænseløs nærighed: Så sad de mange småaktionærer der med maven fyldt af billigt kød og øl og betragtede deres penge kopulere.
Toto kommer på hospitalet og bliver opereret, og derefter betragter hun sig som kvinde. Foruden de mange andre former for overgreb må hun så også finde sig i at blive voldtaget.
Det slutter i Paris i 2030. Et Paris i forfald, overtaget af asiater. Det er børnehavevennen, der tager hende med hertil, idet han har bevaret et udpræget had-kærlighedsforhold til Toto, og når det ikke lykkes at slå hende ihjel, må han elske hende!
Jovist fortjener menneskene nogle af de stryg, som forfatteren giver os, men der vrænges i en grad, så pessimismen bliver komisk.
Lyspunkter? Ja, Toto er det store, uformelige lyspunkt og når trods menneskehedens ubegrænsede ondskab næsten lykke to gange i sit liv, da et andet menneske kysser hende. I fortællingen om Toto får bogen gnist og mening, men der er alt for lange ørkenvandringer, hvor forfatteren kulturmasochistisk fortaber sig i menneskehedens råddenskab: "Det er muligt, de er degenererede, at de er ved at rådne op af tumorer, men de uddør ikke, de vænner sig til alt, menneskene".