Den navnløse fortæller er tilbage i Kenya efter næsten tyve år i Danmark. Hun kører rundt på de støvede veje omkring Nairobi, fordi hun uforsigtigt troede, at hun stadig kunne finde rundt i byens krinkelkroge. Og mens hun kører rundt med manden Paul på passagersæder, tvinges hun til at tage hele sit liv op til revision.

Egentlig skulle hun bare skrive et par artikler om Karen Blixen-museet og samtidig give en hånd med at fordrive et spøgelse, der skræmmer personalet på farmen. (Det er en hvid dame, der går igen, som om Blixen endelig er vendt tilbage til sit elskede afrikanske hjem.) Hun har aldrig fortalt Paul, at hun ikke bare har arbejdet på museet i 1990’erne. Hun har også været gift med en afrikansk politiker. Han blev dræbt på grusom vis, og mens hun kører gennem gaderne med det røde støv, husker hun de frygtelige detaljer én for én. Ender det med forløsning eller bryder det gamle traume bare op?

Bogen er udgivet af Brøndum, og det er flot håndværk. Bogen er bundet i toppen, og der er kun tekst på hver anden side. Det er nærmest som at sidde og bladre i en andens notesbog – og så er det selvfølgelig også med til at puste sidetallet op for den lille fortælling!

Historien om det Afrika, der ”ikke kan forklares” var spændende nok. Sprogligt er Janne Teller dygtig, men af en eller anden grund ynder hun at gentage nogle nogle ord ord. Det er der sikkert en dybere mening med, men for mig var det bare et irritationsmoment: ”Paul læner læner sig tilbage i sædet, han slapper af fordi jeg har sagtnet farten, hvad tænker han på?” (s. 15)

Det er som om danske forfattere har fået mere udsyn de seneste år. Måske er det deltagelsen i krigene i Irak og Afghanistan, der har øget interessen for verden uden for i litteraturen? Under alle omstændigheder var Afrikanske vejen en fin lille roman. (Eller variation, som Teller selv kalder historien.) ( )