Uanset hvad man i øvrigt måtte tænke om Fernández-Armesto, der er professor i historie på universitetet i Oxford, så er han i hvert fald ikke bange for at tackle de helt store spørgsmål. I Årtusindet prøvede han at skrive en syntese af hele verdens historie over de sidste tusind år, og i denne bog fra 1997 undersøger han sandhedens historie. Det gør han ud fra en begrebshistorisk tilgang, og selvom der er mange interessante betragtninger i bogen, så leverer den aldrig den erkendelsesteoretiske godbid, som den stiller i udsigt.

Fernández-Armesto er dybt anfægtet af postmodernisme, skepticisme, relativisme og alle de andre nyere videnskabsteoretiske retninger, der afviser muligheden for en Sandhed med stort S. Han ser det som en bevidst underminering af civilisationens grundlag, og der er ingen tvivl om, at han ville være dybt skeptisk over for tidens identitetspolitik. Hans holdning er man aldrig i tvivl om, og han maler gerne sine antipatier i tydelige farver – her f.eks. i en skildring af subjektivismens vildveje:

”Vi har været på flugt ud i uvisheden i de sidste hundrede år – den periode hvor alle de traditionelle sandheder er blevet detroniseret, men forhistorien til denne flugt, hvis ikke det er selve dens begyndelse, kan spores tilbage til ’ordkløvernes’ tid. Subjektivismen – som i denne sammenhæng skal forstås som læren om, at opdagelsen af selvet er det første skridt i etableringen af viden – var begyndelsen på denne råddenskab; det selvbevidste subjekt minder om den en-dimensionale prik i Flatland, der er så forgabt i sin egen selvfordybelse, at den ’tror den er universet’ og er ude af stand til at få øje på en anden virkelighed.” (s. 196)

Under alle omstændigheder er der behov for et fastere grundlag at stå på, og det er så her, forfatteren trækker på sin historiefaglige baggrund: Om ikke andet må man kende de veje til sandheden, som mennesker på tværs af tid og rum har benyttet sig af. Han skelner mellem fire typer, som altid har eksisteret i forskellige blandingsforhold, og som han – det er en af bogens fortjenester – sporer på tværs af vanlige civilisatoriske skel, i stedet for blindt at tage udgangspunkt i den vestlige tradition.

For det første er der den sandhed man føler, hvor man bare kan mærke forskellen på sandt og falsk i kroppen. Fernández-Amesto bliver aldrig særlig præcis i sin definition, men man må forstå det som en blanding af instinkter og mavefornemmelse – en måde at opfatte omverdenen på, som er lagret i vores gener og som er en forudsætning for overhovedet at kunne overleve i den fysiske verden. Kan man ikke kende forskel på løver og zebraer, eller hvis man ikke kan forstå, at man dør, når man går ud over en klippekant, så bliver man hurtigt fjernet fra den evolutionære udvikling. Pointen er, at denne måde at nå til sandheden stadig findes og er vigtig. Nogle gange har man en klar fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert, også selvom man ikke kan forklare det eller bevise det logisk.

For det andet er der den sandhed man har fået fortalt. Igen ser forfatteren bredt ud over det historiske landskab. Han præsenterer både orakeltraditioner og civilisationer, der bygger på hellige skrifter. I begge tilfælde findes sandheden uden for den umiddelbart tilgængelige fysiske verden, og sandheden findes ved, at nogen med særlig ekspertise har adgang til den ved at tolke tegn. Allerede her begynder håbet om en radikalt ny erkendelsesteori at smuldre, for Fernández-Armesto må erkende de mange forbehold, man må have overfor den vej til sandheden.

For det tredje er der den sandhed vi kan forstå. Det er historien om logik og logisk tænkning fra de gamle grækere og frem til i dag. Igen viser det sig, at der er stærke logiske traditioner i alle dele af verden, men det viser sig også, at logikken ender med at bryde sammen. Ikke nok med, at det viser sig at være umuligt at lave en 1:1 sammenhæng mellem virkeligheden og logikkens symbolsprog, det viser sig også, at det er umuligt at skabe et objektivt logisk system. Der vil altid være nogle grundforudsætninger, som ikke kan bevises objektivt men kun inden for systemets andre rammer.

For det fjerde er der den sandhed vi sanser. Det er fortællingen om sanserne som kilde til viden om omverdenen og især som grundlaget for den moderne (natur)videnskab. Alle observationer, målinger og forsøg bygger på sansernes kraft – enten menneskets egne sanser eller instrumenter der er skabt til at forstærke vores mulighed for at se verden. I en pragmatisk forstand fungerer denne kilde til sandhed, for videnskaben har givet mennesket uanede muligheder for at manipulere sin omverden og skabe velstand som aldrig før. Men også denne kilde til sandhed har sine begrænsninger. Virkeligheden ændrer sig alt efter hvordan vi observerer den, og mere generelt kan man kun observere virkningerne. Årsagerne forbliver skjulte og må findes med andre metoder.

I de to sidste kapitler gennemgår Fernández-Armesto så forfaldets historie – altså alle de udviklinger inden for filosofi, logik, sprogvidenskab og fysik, der har fjernet grundlaget for den objektive sandhed. Hver for sig har de pillet dele af sandhedens hus fra hinanden og insisteret på virkelighedens uforståelighed og menneskets begrænsede muligheder for at erkende den. Det er en historie, der ikke adskiller sig fra andre fremstillinger af nyere videnskabsteori, der naturligt handler lige så meget om erkendelsens begrænsninger som om dens muligheder. Selv i det sidste kapitel, hvor vi endelig skulle få et svar på, hvad vi så stiller op med alle disse problemer, bruges det meste plads på at kritisere henholdsvis korrespondens- og kohærensprincippet for sandhed. Det hele slutter med en hyldest til Habermas’ teori om kommunikativ handlen, der vel mere er en vej til konsensus end en løsning på de erkendelsesteoretiske problemer, der anfægter muligheden for en objektiv sandhed, og til en appel om at stræbe efter sandhed med udgangspunkt i fler-perspektivisme, metodetriangulering og fokus på de fire veje til sandhed og deres begrænsninger.

Det er ikke noget dårligt sted at stå, men det er bare slet ikke, hvad Fernández-Armesto har stillet i udsigt. Og i lyset af, at han ender med at tilslutte sig de skeptiske traditioner, kommer hans voldsomme udfald mod forskere og teoretikere, der også har bidraget til søgen efter sandhed ved at kritisere andres fejlslutninger og subjektive metoder, til at stå i et noget komisk skær. Jeg savner også, at han tager den begrebshistoriske tradition til sig og rent faktisk undersøger ordet sandhed og hvordan det er blevet brugt gennem historien. Det forsvinder til fordel for undersøgelse af ritualer og erkendelsesteoretiske diskussioner, som selvfølgelig er interessante, men som langt fra er hele historien om sandhedsbegrebet. ( )

Explores the history of the notions and approaches to truth that are based on feeling it in your bones, accepting what is told, reasoning it out, and checking it out. Far more interesting then it sounds and a challenge to all whose truth is in the book or what they can rationally test! ( )