Herligt respektløs skildring af respektløse kvinder, der mødes hos fru Satrapi (forfatterindens mormor). Marji (Marjane) lytter flittigt med. Mormoren er opiumsnarkoman, så hun starter morgenen med at være eddikesur og modbydelig. Så laver Marji dagens første kop te og mormoren opløse lidt opium i den, drikker det og bliver som forvandlet. Fx klager hun ikke længere over at teen stinker af lort!
Efter middagen laver Marji te i samovar (dvs koger teen i tre kvarter) og serverer den, så de kan få lidt ventilation til hjertet (dvs tale bag ryggen af andre). En af kvinderne har fået fire børn, men aldrig set et mandligt kønsorgan, for manden kommer bare ind, slukker lyset og BAM, BAM, BAM, så er hun gravid. Ovenikøbet er det fire piger, så hun har aldrig set en tissemand! De snakker også om Nahid, der blev gift, men forinden var gået i seng med sin elskede, så hun ikke var jomfru mere. Fru Satrapi gav hende et barberblad og et råd om at snitte lidt, så der kom blod, når hun havde elsket med manden. Men Nahid gik i panik og begyndte at skrige inden ægtemanden overhovedet havde klædt sig af. Og derefter snittede hun ham og ikke sig selv, så ikke alene havde han købt katten i sækken, men han fik også snittet sin ene nosse. Men nu er Nahid død og man skal jo ikke tale ondt om de døde.
En anden af kvinderne er blevet snydt af sin mand. Hun gemmer på bryllupsbilledet, men ikke på andre billeder af manden.

??? ( )

Mais de quelles broderies parle donc Marjane ici ?

À Téhéran (et ailleurs) les femmes (aussi) se réunissent et parlent entre elles. Dans la famille Satrapi, ces discussions ont été élevées au rang d’art social. Marjane ouvre la porte et nous invite à pénétrer dans Saint des saints.

Un album peut être un peu moins hallucinant et créatif que Persepolis mais absolument hilarant ! ( )

Este libro es el resultado de todas las conversaciones entre las mujeres de una familia; las anécdotas, los dramas, los secretos… Refleja perfectamente el sentimiento de comunidad y unión, la importancia de las conexiones entre mujeres y la sensibilidad que caracteriza estas conversaciones en corrillo. ( )

I grew up with a lot of women. Often I was the only Y chromosome in the family gatherings. The conversations in this book reminded me of that except, in this book they talked more about S-E-X.

Even though they were talking about sex, I was bored. The theme just seemed to be that love sucks and men suck even more.

It's probably just not a book for me.

( )

More great insights on Iranian culture from Satrapi...this time focusing on the women in her life back in Tehran. I loved how it was structured around a (seemingly) single night of tea talk. It was short and sweet--I felt like it could have gone into even more depth and I still would have been enthralled. And holy cow! The title! It is quite deceiving (not unlike the content of the book's pages)...I always thought, "Oh, how nice!" with that pink cover, prim and seductive looking woman, and curlicue script. Not a euphemism for something much more sinister and tragic, and another means of deception, I might add. Recommended! ( )