Tratado psicológico sobre la testarudez, en el que un turco se niega a pagar embarque para cruzar a la otra orilla de Estambul con objeto de asistir a la boda de su hija, y para ello no se le ocurre otra cosa que rodear todo el mar Negro. Todo un derroche de imaginación de nuestro autor novelístico más querido. ( )

Konstantinopel, afslutningen af ramadanen, august måned ca 1880

Keraban Stivnakke er som navnet siger ikke den mest føjelige person under solen. Han er i Konstantinopel med sin tjener. Han er 45 år gammel, gammeltroende tyrk og vil ikke vide af nymodens opfindelser som fx lokomotiver. Men han forstår at tjene penge. En tyrk, der handler med tobak! Han bor i Scutari og har en tjener Nizih med sig.
En rig Ottoman, Saffar, har en hushovmester Scarpante. På Saffars vegne laver han en aftale med kaptajn Yarhud på skibet Guidar om at denne skal bortføre Amasia som er datter af bankieren Selim. Hun skal egentlig giftes med Ahmet, som er Kerabans nevø. Men Saffar vil det anderledes. Yarhud skal bortføre hende og tage hende med til Trebizonde, hvor Saffar vil vente ham om tre uger.
Handlingen skubbes i gang, da politimesteren i Konstantinopel forkynder en skat på trafik over Bosporus. Enhver der passerer skal betale ti paras. Keraban finder at det er en uretfærdig skat og vælger at tage tilbage til Scutari ved at rejse hele vejen udenom Sortehavet, dvs en rejse på ca tre tusinde kilometre for at spare en klatskilling. To hollændere Van Mitten på 45 år og hans tjener Bruno på 40 år er også i Konstantinopel og Van Mitten er en af Kerabans gode venner. Van Mitten er blevet uvenner med sin kone og er rejst hjemmefra efter at have givet ordre til at sælge alt. Så han og Bruno bliver inviteret på middag i Scutari og tager med Keraban som hans gæster.
Keraban, Nizih, Ahmet og Van Mitten og Bruno begiver sig i Kerabans solide, men ikke luksuøse hestevogn ud på den lange rejse. Keraban har sørget for at der er en narghil (dvs vandpibe) til Van Mitten og en til ham, så de kan dampe løs på piberne undervejs.
Næsten samtidig med Kerabans afrejse snupper Yarhud Amasia og tvinger hende ombord på sit skib og da faderen råber op, får han en geværkugle i skulderen.
Fra Konstantinopel til landsbyen Serai og videre. Efter en uge er de nået til Donaus delta, hvor vognen kører fast indtil hestene bliver panikslagne over en flok vildsvin. I et par timer galopperer hestene afsted med vognen, mens vildsvinene følger efter (berettet med samme troværdighed som von Münchhausen). Herfra til Odessa, Koblewo, Nikolajef (28 august), Perekop og Arabat. Her har en Saffar lige snuppet de sidste heste, så Keraban lejer to dromedarer og de når frem til Argin og næste dag til Kertsch. Den 5 september når de strædet ved Janikale, der skiller Krim fra Asien. Ahmet frygter at Keraban vil insisterer på en landfast rute, men denne går uden at blinke ombord på færgen og punkterer nogle søforklaringer fra Van Mitten og Ahmet. På strækningen længere fremme findes dyndvulkaner og det er ret farligt. Bruno synes at han og Van Mitten burde forlade selskabet, men det mener Van Mitten ikke. De finder en lille landsbykro og Van Mitten og Keraban nyder en stille pibe. De kommer dog næsten op at slås over hvilken tobak, der er bedst. Keraban sværger til Tombeki fra Persien med lidt belladonna i. Van Mitten til Latakie fra Lilleasien. Men de forliges igen og efter fire dages rejse når selskabet frem til Redout-Kale. De skal krydse jernbanelinien Poti - Tiflis og her kommer de op at skændes med Saffar og hans selskab. Resultatet er at Kerabans vogn bliver beskadiget og han selv taget med af en flok kosakker, der smider ham på et tog og tager ham med til dommeren i Poti. Det koster en bøde og en forsinkelse, men trods alt ikke noget værre. Bruno er til gengæld bange for helt at svinde ind. Og det bliver ikke bedre, da de må ride selv fra Poti. Efter en lang ridetur kommer de til Choppa og køber en ny vogn, der er mere solid end elegant. De når under strabadser og hårdt vejr frem til Atinas fyrtårn, hvor de søger husly. Bruno narrer sig til at spise det meste af maden fra Nizih. Senere på natten blæser det endnu mere op og et skib er i havsnød udfor kysten. Det lykkes kun for en mand og to kvinder at redde sig i land. Den ene af kvinderne viser sig at være Amasia og den anden er hendes Nedjeb, hendes tjernerinde. Manden er kaptajn Yarhud, der bare sørger for at forsvinde i stilhed, inden han bliver anklaget for bortførelsen.
Næste dag går turen til Rize og derfra til Surmench. På næste stræk går et vognhjul af og de må stoppe i karavanserailet i Rissar. Her støder Yarhud sammen med Saffar og Scarpante og de lægger skumle planer. Værten på stedet Kidros er lidt klemt af en drabeligt udseende kurder ved navn Yanar, som har klaget over at nogen har trængt sig ind i hans søster værelse. Hun hedder Saraboul og er tredive år, men allerede enke to gange. Scarpante vikler Keraban og de andre ind i vanskeligheder ved at anvise dem Sarabouls værelse. Der bliver ballade, men de slipper væk uden at blive genkendt, men til gengæld har de heller ikke bidt mærke i Scarpante. En dommer kommer til og han kan et trick med en ged, som udpeger Keraban og hans selskab som skyldige. Problemet "løses" ved at Van Mitten bliver forlovet med Saraboul. De fortsætter til Trebizond uvidende om at Saffar har sit palæ der. Saraboul og Van Mitten bliver forlovede under store festligheder. Brylluppet skal stå i Mossoul, men det må vente. Nu skal selskabet til Scutari og en fører melder sig. Han er imidlertid i Saffars sold, så ham skal de nok ikke stole for meget på. De har tolv dage til at nå Scutari og få Ahmet og Amasia gift, for ellers går hun glip af en stor medgift. Det er 900 km og de har udstyret sig med to "Talitsa'er" en slags kalechevogne og har desuden et par rideheste med. Første dag når de til Tiseboli, næste til Keresoum. Og den 20 september Fatisa. Næste dag Sansoun. Den 24 september Ineboli. Amastra og Kap Kerp den 27 september om aftenen. De mangler 240 km og har 48 timer tilbage. Føreren foreslår en vej som vil skære 50 km af turen. De følger hans råd og kommer til passet ved Nerissa i god tid. Det er ved at blive mørkt og han foreslår at de stopper der og tager de sidste 25 km næste dag. Ahmet stoler ikke på ham og er på vagt. Det gør han ret i, for hestene bliver stjålet midt om natten. En af tyvene bliver skudt og viser sig at være Yarhud. Det udløser et angreb, hvor Scarpante også bliver skudt. Imidlertid får de fat i Amasia og er lige ved at vinde kampen, da Selim og en snes af hans folk kommer til undsætning. Keraban får ram på Saffar med en dolk.
De er tæt på Scutari og når frem i tide til at spise en god frokost. Keraban undskylder for han havde jo inviteret Van Mitten på middag. og brylluppet kan stå.
Van Mitten har troet at kunne slippe for Saraboul og hendes broder Yanar. Men et telegram indløber og fortæller at hans hollandske kone er afgået for fem uger siden. Så ægteskabet med Saraboul er altså ikke umuligt. Selim opdager også at ægteskab mellem Amasia og Ahmet ikke kan indgås i Scutari, men kun i Konstantinopel. Og Keraban har svoret på ikke at betale skat for at krydse Bosporus. Ahmet og Amasia tager til Konstantinopel og er stærkt utilfredse med Keraban.
Han er til gengæld i syv sind for han vil ikke gøre de to unge ulykkelige, men heller ikke betale skatten. Det løses ved at få akrobaten Storki til at gå på line fra Leanders Tårn. Også kaldet Keuz-Koulessi eller Jomfrutårnet. Han har en trillebør med på linen. Og i den sidder Keraban. Han har således sparet to gange ti piastre. Og kun brugt totusind på pladsen i trillebøren og otte hundred tusind på rejsen.
Van Mitten får læst telegrammet helt til ende og ser at konen er afgået til Konstantinopel og altså ikke død. Hun dukker op og så er han jo frelst fra Saraboul.
Keraban går til regeringen og køber den nye skat af dem og bliver meget populær.
Alle er glade undtagen de døde skurke og Saraboul og hendes broder Yanar.

Rent dukketeater. Forfatteren flytter sine personer rundt, så de kan mødes på fjerne steder og udveksle replikker. Turen går fra Konstantinopel til Perekop til Kertsch til Scutari og tilbage til Konstantinopel.
Bogen hedder på fransk Kéraban-le-Têtu hvilket betyder Keraban den Stædige. ( )

This, for me, was another one of Verne's lesser works. It just did not seem to have the vibrancy and potency of his great fiction. It was not that bad of a book, per se, but the entertaining value was also not as high as in most of his own books. Thus, it does not really deserve anything higher than the rating I've given it.

2 stars. ( )

Denna bok har tyvärr begåvats med en missvisande titel. »Den absurt halsstarrige och ständigt grälsjuke Keraban« hade varit mer korrekt, men alldeles för otympligt. Sagde Keraban är i vilket fall gammelturk, och så reaktionär att han får amerikanska högerkristna tokstollar att te sig progressiva. Således finner han sig oförmögen att ta en roddarslup från den europeiska sidan av Bosporen till den asiatiska där hans hem ligger , eftersom regeringen lagt en skatt på sådana transporter – en struntsumma för en rik köpman som Keraban, förvisso, men principen! Principen!

Keraban, som är en handlingens man, bestämmer sig därför att ta vägen runt Svarta havet. Att segla över någon annanstans motsätter han sig med hänvisning till sjösjuka, och tåg kan han självfallet inte sänka sig att åka – hur skulle det se ut, en gammelturk på ett tåg?! Med på resan följer hans dumme betjänt Nizib, samt hans holländske vän och handelspartner van Mitten, en mycket timid och flegmatisk herre, som åkt till Konstantinopel för att undkomma någon slags obehaglighet där hemma – tydligen något rörande fru van Mitten – och dennes betjänt Bruno, pessimistisk, alltid beredd att sätta upp en sur min, i synnerhet när han till sin förfäran tappat några kilo.

Som man kan förstå stöter man på diverse förvecklingar på resan, i synnerhet i samband med Kerabans brorson Ahmet, som måste gifta sig med den sköna Amasia innan en viss dag för att hon skall kunna få ut ett stort arv. Dock är det inte bara Ahmet som fått upp ögonen för henne, utan även den hänsynslöse seigneur Saffer, som lejt hejdukar för att enlevera henne.

Som synes är det en rätt hafsigt hopkommen historia, både sett till grundförutsättningen och alla turerna kring Amasia – till slut tröttnar man på att hålla reda på alla de sammanträffanden som inträffar. Därtill kommer en något vedartad dialog, i synnerhet i inledningskapitlet – annars en välskriven sak där författaren låter en undra över varför Konstantinopels gator är så märkligt tomma vid van Mittens ankomst –, och figurer som man har svårt att riktigt känna för: Keraban är en buffel, van Mitten en toffel, Bruno består mest av klagomål, och Ahmet är mest trånan efter Amasia. Man ser inget av den mänsklighet som utmärker Passerpartout eller de livsandar som Aouda uppväcker i Phileas Fogg, och skurkarna är mest skurkaktiga och inte bara misstagna som detektiv Fix.

Därmed inte sagt att det är en dålig bok: Jules Verne är helt klart i besittning av sin vanliga auktoritet, sin förmåga att få allt att verka troligt, och han får utmärkta tillfällen att teckna upp de mest intressanta punkterna i det landskap som genomkorsas. I några novellartade episoder – i synnerhet en brottsplatsundersökning som företas med stor slughet – så visar han på en stor skicklighet, och ehuru den namnmagi han är så skicklig med förtas något av ett envist placerande av främmande ord inom citationstecken så finns den ändå där. Boken är också förhållandevis inkännande – västerlänningen van Mitten är minst lika löjeväckande som Keraban, och även om några folk som passeras på vägen får mindre smickrande epitet är det knappast värre än man kan vänta sig.

På det hela taget är det dock fullt symptomatiskt att denna bok först översatts på senare år; dess starka sidor kan inte helt täcka upp för de svaga, och den teknikoptimism som annars är Vernes adelsmärke uteblir helt. Man kan lätt hitta bättre romaner av hans penna. ( )

Read in Livre de Poche edition ( )