Premio Nobel de Literatura en 1947, relata la historia de un pastor que vive en Neuchâtel, a finales del S. XIX. El pastor, casado acoge en su casa a una joven ciega (Gertrude), que se queda sin vínculos de ningún tipo, tras la muerte de su tía. Durante muchos años, el pastor hará lo posible para ayudarla a descubrir las riquezas de un mundo visible, vedado a sus sentidos. Para ello, empleará de un alfabeto nuevo, que irá adecuando a Gertrude. Valiéndose de imágenes sonoras y de metáforas musicales para que se imagine lo que no puede ver, le hará escuchar, al mismo tiempo, la Sinfonía Pastoral de Beethoven, para despertar y enriquecer sus emociones más profundas.

Dagene ligner hinanden for fortælleren, der er protestantisk præst i bjergene på grænsen mellem Frankrig og Schweiz. Han bor med kone og børn, passer sine prædikener og tager sig af sine sognebørn, når det er nødvendigt. En dag bliver han kaldt ud til et hjemmebesøg, som kommer til at forandre hans liv for altid: I en fattig hytte i sognets fjerneste afkrog, finder han en blind pige. Hun er ikke stum, men hun har aldrig lært at tale, for hendes mor var døv. Moderen er død, og præsten tager pigen med hjem.

Han beslutter også at beholde hende, selvom hans kone Amélie er imod. Pigen får navnet Gertrude, og inden længe er han fuldt optaget af at lære hende at tale. Hun gør strålende fremskridt, fatter interesse for musik og viser sig i øvrigt at være ældre end forventet – hun er næsten en ung kvinde – og i øvrigt meget smuk.

Det bemærker sønnen Jacques også. Han forelsker sig i Gertrude, og det oprører præsten. Officielt vil han beskytte pigen, der stadig kender så lidt til den store verdens fortrædeligheder, men den egentlige forklaring er meget enklere: Han er selv dybt forelsket i hende, og selvom han ikke vil indrømme det, vil han have hende for sig selv. Imens bliver forholdet til Amélie dårligere, fordi hun meget tydeligere end han ser hans kærlighed til den unge pige.

Romanen skulle afspejle protestantismens og katolicismens forskellige syn på mennesket og på synd. Den fortællende præst er i hvert fald selv overbevist om, at han ved at udelukke fra Paulus’ syndsbegreb ser det kristne budskab renere.

Heldigvis er de teologiske overvejelser ikke dominerende, og jeg var langt mere optaget af præsten som fortæller. Han er ikke bare upålidelig og selvcentreret, han er også helt ude af stand til at se sig selv og sine handlinger i et objektivt lys. Det er meget menneskeligt, men ikke videre sympatisk. Det er svært ikke at sympatisere med Amélie, som finder sig i meget og som han aldrig lytter til, og med Jacques, der bare forelsker sig og gerne vil giftes med en smuk ung pige.

Det er altid interessant at se en fortæller afsløre mere om sig selv, end der var tiltænkt. Da Amélie igen har bemærket, at han bruger alt for meget tid med Gertrude, når han f.eks. frem til følgende:

”Egentlig tror jeg, at hun blev drevet frem af en slags moderlig jalousi; thi mere end én gang har jeg hørt hende sige: ’Du har da aldrig beskæftiget dig nær så meget med nogen af dine egne børn.” Og det havde hun jo ret i; for selv om jeg elsker mine børn højt, har jeg aldrig ment, at jeg skulle beskæftige mig særlig meget med dem.” (s.28)

Romanen er kort men medrivende, og den er skrevet i et smukt og tilgængeligt sprog, hvor meget er op til fortolkning, og hvor det hele tiden er vanskeligt at afgøre, hvor meget man som læser kan stole på fortælleren og hans intentioner. ( )

The moralist priest who adopts a blind girl to educate and civilized fall in the trap of love that is against his core beliefs! The kind of love that is fine for him to feel, but not as cool when it happens to others. How we prefer to shut our common sense when it comes to our own privileges and how we mix up ignorant with innocence is very well illustrated in this short novel. I actually liked this one much more than Isabelle! ( )

A bit disappointing. Gide sets up an interesting moral quandary -- what's a devout vicar, husband and father to do when he finds out he's attracted to a blind adolescent he's adopted? Gide follows his main character along a journey of ethical questions and pseudo-ethical justifications, but he does not maintain his momentum: instead of continuing to build on this structure, he settles for what I thought was a cheap cop-out. Two and a half stars, because the ending to a solid buildup could have been much more satisfying. ( )

Histoire romantique au pire sens. Pasteur se trompe opposant un Jésus d’amour immoral à un Paul moraliste, pour justifier sa passion immorale pour une brébis ; sa mauvaise conduite alienne sa famille, pousse la brébis à la morte, e son fils au romanisme. Mauvais goût laissé à la bouche. ( )