8474612470

8474612470

My third read by this author; I preferred the other two, though this has quite a beguiling storyline.
Goncalo Ramires is a nobleman- of somewhat limited means. He lives in a tower and is writing a book on the chivalrous and heroic deeds of his illustrious forebears.
Yet even as he narrates tales of derring-do, his own life seems to fall somewhat short- as he gazumps a tenant in favour of a more monied one, runs away from a challenger...and ditches his principles to take up a broken friendship with a chum of loose norals in ordere to advance his political career...
The story is good, but for me the lengthy exerpts of his historic story just represented tedium...well, until the final scene in a pool of leeches!
de Queiros' books are all good, but try the fabulous "The Crime of Father Amaro" or "Cousin Bazilio" first.. ( )

José Saramago har kaldt Eca de Queiroz for Portugals største romanforfatter. Det er altid svært at gøre op – der er nok mange, der ville pege på, at Saramago selv er en værdig kandidat til titlen – men alle lande synes at have mindst én stor romanforfatter fra sidste halvdel 1800-tallet, og den rolle udfylder han i Portugal. Han udgav en række romaner inden sin død som 55-årig i 1900, men boet gemte på lige så mange og altså også The Illustrious House of Ramires.

Hovedpersonen er Goncalo Ramires, seneste skud på stammen i en af Portugals ældste og derfor også fineste adelsslægter. Han bor på en herregård ikke langt fra Porto, som domineres af et stort tårn tilbage fra middelalderen. Goncalo er stadig en ung mand, men han må selv finde sin vej gennem tilværelsen. Faderen døde mens han var på universitetet, og da han først kom igennem regnskaberne viste det sig, at det meste af formuen var væk. Han kan stadig leve et nogenlunde behageligt liv, men han er ikke længere hovedrig.

Hans søster har derimod klaret sig godt. Som helt ung var hun på nippet til at blive forlovet med Goncalos ven Cavaleiro, som han nu nærer et indædt og ofte ytret had til, fordi hun svigtede søsteren på det groveste. Heldigvis blev hun godt gift og fungerer som et sikkert anker for Goncalo, der har svært ved at finde ud af, hvad han skal bruge tilværelsen på. Han kunne blive politiker, men har han evnerne og viljen til at forfølge det mål? Han kunne også genopbygge familiens formue gennem hårdt arbejde eller et heldigt ægteskab, men han ved ikke om han har lyst eller hvordan han skal gribe det an.

Handlingen sættes for alvor i gang, da han bliver bedt om at skrive en novella om slægtens historie. Som så mange andre historiske romaner griber han tilbage til middelalderen, hvor en af hans forfædre blev involveret i et voldsomt opgør med en anden adelsmand, der var forelsket i hans datter. Historien skal hylde fortidens mandige beslutsomhed, men efterhånden som historien foldes ud, er det svært at se forskel på heroisme og barbari.

Mens Goncalo skriver på historien, åbner der sig en mulighed for en politisk karriere. Det lokale parlamentsmedlem dør pludseligt, og da der ikke er nogen åbenlys kandidat, får en af hans venner den glimrende ide, at han skal stille op. Det forudsætter bare et skifte til det konservative parti og en udsoning med Cavaleiro, der nu er guvernør i området og derfor afgørende for at blive valgt. Men hvis Paris er en messe værd, så er Lissabon vel også en begravet stridsøkse værd, tænker han.

Inden længe er han kandidat – eller er han? Ligesom han har svært ved at samle sig om skriveriet eller om at få forpagtningen af sin jord på plads, så har han også svært ved at tage sig sammen til at føre rigtig valgkamp. Mens forfædrene var aggressivt modige, så er Goncalo i virkeligheden en bangebuks, der hellere stikker af end tager kampen op. Her skal han muligvis ses som et billede på selve Portugal, der i 1890’erne blev mobbet af de andre kolonimagter og især England, der havde kastet blikket på nogle af de samme lunser af Afrika.

Ægte mod finder han aldrig, men arbejdet med forfædrenes historie og det modvillige kandidatur til parlamentet sætter ham alligevel fri. Han opdager, at andre godt kan lide ham, og selvom navnet og slægtens historie betyder noget, så er det ikke den eneste forklaring. Han er også en god person med ulastelige manerer, der ikke er bange for at hjælpe almindelige mennesker.

Plottet og intrigen i The Illustrious Hous of Ramires er ikke særlig indviklet, og selvom mørke skyer trækker op undervejs, så går det aldrig rigtig galt for Goncalo og hans familie. Historien er ikke drevet af skibskatastrofer og pludselig død, men først og fremmest af hovedpersonens modsætningsfyldte personlighed og den udvikling han gennemgår. Accepterer man den præmis, så skriver Eca de Queiroz til gengæld flydende og læseværdigt, også i engelsk oversættelse. ( )

Magnífico. Eça de Queirós, em "A Ilustre Casa de Ramires", faz um delicioso retrato do Portugal novecentista, decadente e submisso, ao descrever a vida, os sonhos, desejos e frustrações do último herdeiro - Gonçalo Mendes Ramires - duma das mais antigas, senão a mais antiga, Casas do Reíno - a Casa dos Ramires.
Eça desenvolve a narrativa tomando como mote, como fio condutor, o processo de amadurecimento do Fidalgo da Torre que, de jovem vaidoso, fútil, covarde e tremendamente inconstante nas suas deliberações, transforma-se, pouco a pouco, em pessoa respeitável, firme, consciente da tradição multimilenar que carrega em seu sangue e à qual deve prestar o devido tributo da honra.
A história desenvolve-se em dois planos, o plano da vida, pequena e desimportante, de Gonçalo Ramires, decadente representante duma fidalguia, duma nobreza da terra igualmente decadente, sem qualquer influência política e econômica, e, de outro lado, o plano da tradição, da rica história dos Ramires, bravos e altivos senhores feudais que, com sua bravura e inquebrantável senso de honra, edificaram o Reino em meio a batalhas e confrontos militares de todo o tipo.
O lance capital se dá quando Gonçalo, esmagado pelas constantes humilhações, pela fraqueza sua, física, moral e política, sonha com seus antepassados ilustres, recebendo destes, num gesto de amor e carinho pelo distante descendente, as armas com que conquistaram a imorredoura fama. Gonçalo, num momento de luminosa autoconsciência, se dá conta de que o grande mal de sua vida, a raiz de seus problemas é a vontade, a vontade fraca e inconstante, que faz com que seja, a todo o momento, arrastado pelas circunstâncias em torno. Logo no dia seguinte, no violento entrevero com o valentão de Nacejas, Ernesto de Nacejos, Gonçalo redescobre a força, o ímpeto, a bravura indômita, tanto tempo represada, de seus avós ilustres - e, meditando sobre ocorrido, pôde dizer, com indisfarçada satisfação, que "enfim era um homem!".
Romance de transformação, de conquista da maturidade que, em larga medida, se realiza na tomada de consciência duma antiquíssima tradição familiar de honra viril - Gonçalo transforma-se no que verdadeiramente é - senhor de terras sobranceiro, altivo e bondoso - quando aceita, de uma vez por todas, o legado heróico de seus antepassados ilustres que construíram "Torre mais velha que o reino, Torre de Santa Irenéia!". ( )