Lagercrantz beskriver de mange bøger og artikler om Proust som en ”industri”, som han ikke har følt sig forpligtet til at læse, før han gik i gang med at skrive bogen – og i øvrigt bidrage til, at industrien udvider med endnu en filial. I stedet er det Prousts vældige romanværk, der er udgangspunktet. ”Jeg har gennem flere år læst På sporet af den forsvundne tid og ikke stort andet,” skriver han (s. 9) og selvom bogen først og fremmest er et personligt vidnesbyrd om mødet med værket, så vil han også åbne det for sin læser. Det kunne typisk være én, der på et tidspunkt har fået læst et bind eller to, men så er gået i stå på sin vej gennem labyrinten.

Den beskrivelse passer vældig godt på mig. Jeg er ganske vist ikke gået i stå, men jeg har læst det første bind, Swanns verden, og bind to står nu på hylden og venter på det rette øjeblik. Det er faktisk et fint udgangspunkt, for nogle af de personer og episoder, der diskuteres i bogen (f.eks. Charles Swann og hans forhold til Odette, barndomserindringerne fra Combray osv.) havde jeg allerede mødt og kunne dermed genkende, og samtidig har jeg nu fået nogle veje ind til personer og tematikker, som først for alvor træder frem i romanens næste bind.

Lagercrantz vil ikke læse biografisk og han kritiserer stærkt de kolleger, der bruger det meste af deres tid på at bestemme, hvilke personer og episoder, der har inspireret romanens figurer. Men han gør det naturligvis også selv – og har selvindsigt nok til at indrømme det – for ”det er min tro at læsningen beriges af hvert nyt betydningsplan.” (s. 126) Det er der næppe tvivl om. Jeg er ikke specielt optaget af, hvor mange af Prousts erotiske eventyr, der er afspejlet i hans roman, men det er interessant at kende hans engagement i Dreyfus-sagen, og det er også rart nok at få fastslået, at Bergotte, Vinteuil og Elstir, romanens tre fremtrædende kunstnere, er udsprunget af Prousts fantasi.

Først og fremmest var det interessant at læse om inspirationen fra John Ruskin, som Proust oversatte til fransk, og at læse Lagercrantz’ udlægning af Prousts metode. Når man læser På sporet af den tabte tid, er det åbenlyst, at Proust benytter sig af associationskæder og lange, sidestillede passager, som får enkelte episoder eller genstande til at fremstå mangefacetterede, men det var nyt for mig, at personer og handlinger også forskyder sig bagud i tid, så den enkelte tjenestepige eller adelsmand også bliver en repræsentant for utallige generationer af tjenestepiger og adelsmænd på stedet. Det vil jeg holde øje med, når jeg sidder med romanen næste gang.

Tolkningen af kærlighed hos Proust er også interessant. Lagercrantz refererer Saint-Loups kærlighed til Rachel, som han først ser i et teaterstykke, og som han i en sådan grad idealiserer, at han forelsker sig i dette billede af hende. Selv da han møder hendes veninder fra bordellet holder han fast. ”Hans kærligheds vidunderlige drøm sejrer, og han beslutter at forære sin elskede et brilliantsmykke til en værdi af halvtreds tusind. For i hans øjne vedbliver hun at være en åbenbaring…” (s. 59) Det er selvfølgelig et selvbedragerisk valg, men jeg kunne sagtens genkende, at for Proust er det velvillige selvbedrag en nøgleingrediens i den store kærlighed.

Lagercrantz laver mange fortolkninger på bogens 160 sider, og dele af den sagde mig ikke så meget. Det vil måske ændre sig, når jeg har læst mere af selve romanen, men i hvert fald opfyldte den sit væsentligste formål: Jeg glæder mig til næste bind af Prousts mesterværk. ( )