Segurament una de les històries més fascinats llegides per mi mai, una veritable obra d'art literari. ( )

"Ehrengard", cuento póstumo de la baronesa Karen Blixen, más conocida universalmente por su seudónimo Isak Dinesen, es el epítome de su obra de narradora, su cuento más acabado y también el más descarado, el más desconcertante, el más engañoso en cierto sentido. Cuando lo escribió es obvio que no había llegado al último arabesco, al postrer estadio de la literatura de cuentos: aquel en que resulta imperceptible la frontera entre la literalidad y la ironía.
En esta pastoral concebida a la sombra del "Diario de un seductor" de Kierkegaard, a la de Goethe, a la del Shakespeare de "La Tempestad", está el artificio llevado hasta su último extremo, está la estructura --tan querida para la baronesa-- de cajas chinas y de relato epistolar, está la desfachatez del cuentista que sacrifica cualquier regla para la eficacia de la historia. ( )

Ehrengard skulle have være med i Skæbneanekdoter (1958), men Blixen var ikke tilfreds med den, så den blev pillet ud til ny bearbejdning. Den engelske udgave var færdig, da hun døde i 1962, men der var ingen dansk udgave. Den udkom først året efter i Clara Svendsens oversættelse.

Historien er enkel: I det fiktive tyske fyrstehus Babenhausen har kronprinsen langt om længe fundet sig en smuk kone fra et nærliggende fyrstendømme. Hun er endda også gravid, så det eneste problem er, at nedkomsten må forventes syv måneder efter brylluppet – og altså noget før det burde være muligt. Hofmaleren Cazotte foreslår, at prinsessen skal isolere sig på et fjernt slot med et minimalt følge, hvor fødslen kan holdes hemmelig til den rigtige dato og den nye prins stille og roligt introduceres for offentligheden.

Det er her, at Ehrengard kommer på banen. Hun er datter af general von Schreckenstein, der har produceret en lang række af mandige og absolut loyale officerer til landets hær, og datteren stiller sig da også beredvilligt til rådighed som hofdame. Cazotte bliver snart fascineret. Mens han er et produkt af kunst og dannelse, så er hun et naturvæsen, der som en anden valkyrie ridder på en ilter hest og – til kunstmalerens begejstring – bader nøgen i søen hver morgen.

Og dog viser det sig, at hun ikke bare er villig til at ofre sig selv – det var man aldrig i tvivl om – men at hun kan lyve og forstille sig, når loyaliteten over for kongehuset kræver det.

Fortællingen forholder sig som så mange andre i Blixens forfatterskab til forholdet mellem kunst og virkelighed. For Cazotte smelter rollen som intrigemager, kunstmaler og forfører naturligt sammen, men hans objekt nægter at passe ind i hans forudbestemte roller. Og slutningen er usædvanlig: Alt er lagt an til en tragisk og selvopofrende skæbne for Ehrengard, men det hele reddes ud i en lille epilog.

Blixens klasse fornægter sig ikke – heller ikke i Ehrengard. Det var fin underholdning en fredag aften, men på den anden side virker den både i form og indhold som et appendiks til et stort forfatterskab. ( )

1.1

paperback