Indeholder "1. Til Månen om en halv time!", "2. Dabneys kraftfelt", "3. Demonstrationen", "4. Rumskibet", "5. Hvor er vi?", "6. Den navnløse planet", "7. De skibbrudne", "8. På opdagelse i universet", "9. Simms er forsvundet!", "10. Diamantsandet".

En reklamemand Jed Cochrane er ansat i reklamebureauet Kursten, Kasten, Hopkins og Fallowe. Og nu har Hopkins sendt Jed på mission til Månen sammen med Jeds sekretær Babs Deane, to teknikere mr West og mr Jamison og en journalist mr Bell. Jed tager en helicab ud til rumhavnen, hvor raketten lander imens han nærmer sig. En stewardesse checker billetten og sørger for at han og de øvrige er spændt godt fast. En psykiatriker mr William (dvs Bill) Holden kan fortælle at de er på mission for Hobkins, for hans svigersøn Dabney har opfundet noget stort, men synes ikke at han får nok anerkendelse. Dabney er neurotisk, så opgaven går ud på at holde ham klar af galehuset. Via en optankning på en rumstation, kommer de til Månen, hvor der er frimærkesalg og sol-varme-miner og andre svagt givtige foretagender. Jed og de andre mødes med Dabney, der viser videre til sin egen tekniker Jones. Opfindelsen går ud på at oprette et felt mellem to plader. Der opstår et cirkulært felt, hvor signalerne går hurtigere end udenfor. Opfindelsen virker nytteløs, for den kræver vakuum mellem pladerne, så man kan fx ikke sende direkte fra Jorden til Månen. Jed tænker at man kan få det til at lyde meget spændende, hvis man tilføjer at man kan sende genstande med samme fart. Jed får West og Jamison til at bikse noget overbevisende sludder sammen. Imens fortæller Jones at det er ham, der har gjort opdagelsen, men han har solgt den til Dabney. Det giver jo god mening, og Jones tænker også at han sagtens kan få ideen med at sende genstande med overlys-hastighed til at virke. Som tænkt så gjort. Et strandet marsrumskib bliver købt for en slik og Cochrane, West, Jamison og Jones danner et selskab, som står bag. De får forsyningerne gratis bare ved at give tilladelse til at leverandørerne må reklamere med at være leverandører til missionen. En tidligere måneskibspilot gennemgår skibet og Jones sætter et par stråleplader foran og bagpå, så de kan styre skibet. Hele projektet går viralt hjulpet godt på ved at Cochranes uovertrufne evner som reklamemand.
En millionærarving Johnny Simms er gift med Alicia Keith og har penge nok. Simms drikker West fuld og køber hans anpart i firmaet A/S Rumfart. Det giver ham mulighed for at bremse afsendelse af firmaets rumraket, men i praksis er det bare fordi han selv vil med. Han er psykopat og kender ikke forskel på godt og ondt, men han vil gerne med på noget spændende. Han tager elefantgeværer og ammunition med på turen. Bell spiller poker og sælger det halve af sin part til Babs. Der går nogle uger og rumskibet bliver udrustet og gjort klart, alt imens Cochrane ordner alt papirarbejdet og det er meget.
Babs dukker op og får ham med ud at se rumskibet. Han bliver sat i en stol og Jones giver signal til afgang, selv om Cochrane protesterer over at det er at sætte Babs i fare. Det har han nok ret i, for rumskibet suser afsted med overlyshastighed og er snart ude af syne fra Lunar City. De har heldigvis instantan kommunikation via en visifon, så de kan snakke med journalisterne og andre i Lunar City. Og sende billeder tilbage.
Besætningen er Jones, Al som er måneraketpilot, Babs, Cochrane, Holden, Bell, Alicia Keith og Johnny Simms.
I travlheden glemte Jones at få afleveret en seddel til Babs om at sørge for at få nogen til at finde ud af hvordan man navigerer udenfor solsystemet. Nu er de allerede så langt væk at Solen bare er en blandt tusindvis af stjerner og de kan ikke lige finde den igen. De er kommet pænt langt hjemmefra. De stopper i rummet og sætter en ballon ud, der kan fungere som relæstation. Data og billeder bliver sendt frem og tilbage og de er kommet 178,3 lysår væk fra Solen. Alt er godt og de får sat op, så de kan sende fjernsynsbilleder direkte. Det bliver til et fast show på en halv time hver dag og det bliver en omgående succes. Cochrane er både instruktør og producer. Og Al viser sig som lidt af en frikadelle, hvilket også er et stort hit ved publikum.
De finder en planet og lander. TV-billederne er kun forsinkede med ca tre sekunder over afstanden på 203,7 lysår. Planeten har vulkaner og mens Jed og Babs er udenfor og se sig om, tvinger et udbrud til andre til at lade raketten lette. De to tilbringer aften, nat og næste morgen med at overveje situationen, men heldigvis kommer raketten tilbage efter dem. Jones har endda tænkt over et par raffinementer, så de kan spare voldsomt på brændstoffet. De får sendt en transmission tilbage til Jorden med nogle klip, som Bell har lavet, mens Cochrane var strandet på planeten. Og imens finder Jones en anden stjerne med en anden planet at lande på. Her er nogle menneskelignende væsner, som Holden forsøger at kommunikere med, men Johnny Simms skyder i stedet på dem og dræber mindst en af dem. De letter og finder en anden planet. Her er store horder af bøffellignende dyr. Om natten går Simms ud for at skyde nogle af dem, men han bliver formentlig trampet ned af dem i stedet. De andre hører nogle skud og høje skrig af rædsel og så ikke mere. Simms kone Alicia er ulykkelig. Næste dag drager de ud for at finde liget, men de finder ham heldigvis i live. Han har været oppe at toppes med nogle fuglelignende væsener på menneskestørrelse og er blevet hakket alvorligt i, men dog i live. De får ham med tilbage til rumskibet og letter igen. Denne gang tilbage til Jorden og en masse kontrakter for udforskning af planeterne og udnyttelse af Dabney feltet bliver udformet. I løbet af det næste halve år bliver masser sat i værk og rumrejser bliver rutine.

Her er dømt space opera, hvor raketter sender 500 meter lange flammer ud, men er gratis at bruge? Murray Leinster styrer sine papfigurer med rutineret hånd. Måske er det en satire over tv-værter og speed-snakkere? Kold fusion og superledende materialer ved normalt tryk og temperatur bliver jo præcist kioskbaskere i vore dage, fordi det ville være så smart, hvis det altså fandtes. Måske.
Og tilgangen til at få gang i rumrejser bringer Elon Musk og SpaceX i hu. Forresten også Cavorit, for virkemåden af raket og Dabney-felt er ikke ret overbevisende. ( )

A self aggrandizing TV advertising executive named Jed Cochrane is sent to the moon along with his secretary, a psychiatrist, and a team of TV producers to document a revolutionary discovery made by a neurotic scientist, Dabney, who just happens to be the son-in-law of one of the advertising firm's owners.

Shortly after their arrival, the team learns that Dabney is a fraud. Yes, a scientific breakthrough in faster than light communication was made, but by Dabney's employee, a physicist named Jones. Dabney merely purchased credit for the discovery, which has no practical use at the moment.

Nevertheless, Cochrane devises a scheme to portray this achievement as one of the most significant in human history... by making a TV show about faster than light space exploration.

This story was intended as a spoof of the television and advertising industries as well as the future of mass communication. While Leinster achieves this, he does so with yet another cast of stereotypical, two-dimensional characters. This is a failing that seems to plague several of Leinster's novels. In the case of Operation: Outer Space, however, every character suffers the additional affliction of being thoroughly unlikeable. ( )

This book was part of my birth year challenge. While reading, I kept in mind that it was written in 1954. It was such a fun read! Part Twilight Zone and part Dick Van Dyke! The "science" is crazy and the mis-matched group that make up the ship's crew are great. I'll be laughing for days. ( )

An enjoyable story that, however, did not leave much behind. It describes a society based on advertising and the efforts of a small group of people to fund an interstellar expedition by selling television rights on their adventures. ( )