Bien se podría decir que Salvatore Cippico ha vivido en sus carnes buena parte de los males del siglo XX. Afiliado al partido comunista, viajó a España para luchar en la Guerra Civil, luego fue militar del ejército yugoslavo en la Segunda Guerra Mundial. Lo deportaron al campo de concentración de Dachau y, posteriormente, fue a parar al gulag de Goli Otok. En los años cincuenta emigra a Australia, lugar al que un siglo atrás fue condenado a trabajos forzados Jorgen Jorgensen después de fracasar en su intento de erigirse como rey de Islandia. Un delirio de voces en el que resuenan las de otros malogrados revolucionarios perdidos en los pliegues de la historia.

Masterful. ( )

Masterful. ( )

Jeg læste Som de sikkert forstår af Claudio Magris sidste år, og jeg var ret begejstret for den fine gendigtning af myten om Orfeus og Eurydike. Det var derfor med ret store forventninger, at jeg gik i gang med I blinde, som desværre ikke helt holdt niveauet.

Fortælleren er Salvatore Cippicio, der er indlagt på et sindssygehospital i Trieste, hvor han fortæller om sit dramatiske liv. Faktisk fortæller han om sine TO dramatiske liv, for han hævder også at være en kloning af den danske eventyrer og kosmopolit Jorgen Jorgensen, der både nåede at være konge af Island, grundlægge Hobart på Tasmien og senere blive deporteret dertil som straffefange. Ind i den historie væver sig et væld af klassiske historier og referencer med Jason og argonauternes jagt på det gyldne skind, som det mest gennemgående billede.

Salvatore har hele sit liv pendlet mellem Australien og Norditalien, og som medlem af kommunistpartiet har han oplevet hele forrige århundredes batteri af rædsler. Fra den spanske borgerkrig over partisanbevægelsen i Jugoslavien og koncentrationslejren Dachau til Titos brutale undertrykkelse i straffelejren Goli Otok. Det er en personlig historie fyldt med vold, og selvom Salvatore aldrig holder op med at tro på kommunismen, så er det den interne undertrykkelse, der gør mest ondt. En ting er, at fascister og nazister vil slå en ihjel. De er jo på ondskabens side. Men at kommunister udrydder anarkister i Spanien eller at Tito smider udenlandske kommunister i arbejdslejre, dét ryster ham for alvor.

Parallelt fortælles Jorgen Jorgensens dramatiske historie. Jørgen Jürgensen er en rigtig historisk skikkelse, selvom Magris givetvis ikke har underspillet hans oplevelser. Jorgensen er handlekraftig og eventyrlysten, og han er for det meste dygtig og belæst nok til at flyde ovenpå som læge eller forfatter. Han har også en enestående evne til at skaffe sig selv i problemer.

Både Salvatore og Jorgen er grundlæggende på menneskets side i kampen mod systemer og autoriteter, men de går ikke af vejen for at bruge vold, når det er nødvendigt – eller for den sags skyld, når de får at vide, at det er nødvendigt. Når briterne beslutter at udrydde tasmanierne, eller når Titos partisaner rutinemæssigt udrydder italienere på mistanke om fascisme, så er de klar til at gøre deres del og forsvare det efterfølgende. Men det sker med ubehag, og tabet af idealer er på sin vis grunden til at Salvatore fortæller sin historie fra et psykiatrisk hospital.

Som det fremgår, er historien (historierne) både medrivende og interessante. Men jeg var ikke begejstret for stilen. Den konstante vekslen i perspektiver og spring i tid og rum bliver lidt anstrengende, og sproget er FOR overlæsset med litterære henvisninger. Derfor blev Salvatore aldrig helt overbevisende, og jeg sad det meste af tiden tilbage med en fornemmelse af, at Magris prøvede at imponere mig med referencerne. De blev ikke en naturlig del af fortællingen.

Jeg er trods alt glad for, at jeg har læst bogen, og selvom den er lidt for meget af det gode, var den ikke specielt vanskelig eller langsom at læse. ( )

terrifiant et captivant :-) ( )