Lindgrens vana trogen, är "Dorés Bibel" en underfundig roman skriven på ett avskalat, nästan minimalistiskt sätt. Jag hade mina tvivel om denna roman innan jag satte igång - jag hade inte lust att läsa en bok som handlade om Bibeln. Men efter några års moget övervägande tog jag ändå tag i det, och jag ångrar det inte. Att få följa med i denna författares fantastiska berättelser är en fröjd. Det är roligt, smart och mycket underhållande. ( )

fragment:
Er hebben nooit letters tussen mij en de wereld in gestaan.
Dit is mijn allereerste herinnering, waarschijnlijk lag ik nog in de wieg:
Mijn moeder zat naast me, ze had een opengeslagen boek in haar handen dat ze naar me ophield. Het was de Bijbel van Doré in roodlederen band. Haar vader stond achter haar, hij leunde op de arm van haar stoel.
Natuurlijk! riep hij. Geef hem de Dood die komt aangereden uit Openbaringen ook maar! En het leger van de farao dat in de Rode Zee verdrinkt!

Door een vreemde hersenafwijking blijkt de jonge hoofdpersoon van deze roman niet tot lezen in staat. Zijn vader kan slechts met moeite de weerzin voor voor zijn idiote zoon verbergen. Deze groeit op met de literaire verhalen van zijn grootvader en de prachtige taferelen uit de bijbel van Doré. Daaruit puurt hij zijn eigen idiosynkratiese voorstelling van de werkelijkheid. Zijn uniek tekentalent wendt hij aan omde Bijbel van Doré lijn voor lijn te kopiëren. Voor de buitenstaanders is hij een idioot, intimi zien hem als een devoot genie wiens hand door God zelf wordt geleid.

Jeg læste Norrlands Akvavit sidste år, og jeg er glad for, at jeg gik videre til Dorés Bibel, der efter min mening er et både mere helstøbt og mere interessant værk.

Hovedpersonen bor igen ude i den svenske provins. Han er født lige før anden verdenskrig i det bedre borgerskab med en far, der er statsskovridder, en klaverspillende mor og en elsket morfar, der er ekspert i svensk sprog og litteratur indtil han mister evnen til at læse i et forrygende frostvejr. Det sidste er et typisk eksempel på Torgny Lindgrens underfundige humor, der bærer en både filosofisk gribende historie igennem.

Mens morfaderen mister læseevnen, så har hovedpersonen den aldrig. Han lider af ordblindhed i svær grad og kommer aldrig til at læse den litteratur han holder så meget af og som han så verdensklogt fortolker. Hans fascination af Gustave Dorés bibeltegninger er derfor både naturlig og bogens omdrejningspunkt.

Hans kæreste eje er en luksusudgave af tegningerne, helt uden biblens ord, men alligevel er han i stand til at udlægge teksten – eller i hvert fald budskabet – for de andre børn i skolen. På den måde sættes der alvorligt spørgsmålstegn ved ideen om den hellige skrift og den lutheranske fascination af den, for hvad er illustrationerne andet end fortolkninger af det oprindelige budskab? I øvrigt er heller ikke denne fortolkning endelig, for da fortælleren minutiøst kopierer de originale tegninger bliver dødstallet på billederne ubevidst et par hundrede færre. Han har ”glemt en lille, næsten usynlig streg hist og her. Mere er det jo ikke der skiller livet fra døden.” (179)

Centralt står forholdet til faderen – Vor Far, som han afslørende betegnes på et tidspunkt – der ikke kan accepterer fortællerens handicap og får ham anbragt på et hjem for uegnede, selvom han drømmer om både universitet og landbohøjskole. Trods dette åbenlyse forræderi nægter fortælleren at hade sin far, som han tværtimod idealiserer og identificerer sig med, og han afviser også at blive vred på systemet eller bitter i sin senere tilværelse. Netop hans naive og positive tilgang til den urimelige behandling gør anklagen mod det velfærdssamfund, der i sin trang til at beskytte og forædle endte med at diskriminere, så meget mere pointeret.

Bogen er rigt illustreret med eksempler på Dorés bibelkunst. Det er et godt valg, for de hænger naturligt sammen med teksten. Det er med til at give den rette stemning, men der er naturligvis ikke den samme tætte sammenhæng mellem tekst og grafik som i tegneserier.

Historien er pakket ind i den ramme, at fortælleren (en ordblind!) er blevet opfordret af kirken til at skrive en bog om sit forhold til Doré, så der henvises hyppigt til, at hele romanen indtales på bånd, ligesom fortælleren undervejs diskuterer projektet med Manfred Marklund, den lokale notitsskriver til den regionale avis, der altid er på jagt efter interessante nyheder, han kan presse den indre sandhed ud af.

Adspurgt om de ikke kunne blive til en bog, svarer han lakonisk: ”Jeg har tænkt på det, siger Manfred. Men mine notitser er ikke sådan. De er unikke og alvorligt ment. De må ikke gemmes af vejen i romaner.” Sagen er naturligvis, at Dorés Bibel er spækket med notitser og observationer, som i den grad er både unikke og alvorligt ment, og det gør ikke spor, at de er gemt af vejen i en roman. ( )