Rifbjergs debut fra 1956 er umiskendeligt ham. Fyldt med sprogligt overskud, fortælleglæde og et åbenlyst let greb om det at digte fremstiller han sit liv fra undfangelse til nygift. Meget er morsomt og rammende, men dybt sidder det ikke fast. Bedst kunne jeg lide det finurlige digt Foster om, nå ja, fostertilværelsen:
Vi er helt moderne
to-i-een systemet,
let og praktisk
dame med indbygget barn ( )