Farverig og velskrevet historisk roman om royal frygt og intolerance i renæssancens Danmark. [...] "Kongens mærke" er ikke historie light. Der er et væld af personer og begivenheder at holde rede på, ligesom politik og religion præger fortællingen, men det hele synker dog ind pga. et flot sprog og historien om Aona og hendes datter.

Min forkærlighed for magi, hekse og havfruer er stor. Men min uvilje mod at give en historisk person en forkert og i dette tilfælde meget betydningsfuld drivkraft for sine videre gerninger er større. [...] Men der er så meget liv, fabeldigter og sprog i Erling Pedersen, at ’Kongens mærke’ griber, og man hænger på.

Erling Pedersen fortæller i et efterord, at det har taget ham 20 år at indsamle baggrundsstof til bogen. Denne grundighed har sat sig gode spor i form af dejlige beskrivelser af Norge og indblik i tankegang og holdning hos nordmændene i 1600-tallet, og vi sluger det hele råt, fordi sproget er så smukt. Og oversætteren må have sin del af æren. Der er en mild og blid tone i beretningen om selv de mest grusomme begivenheder. Der er en svag, knap målelig ironi lige under ordene. Bogen kan læses alene for sprogets skyld.

Kruttsterkt og kongelig. Storslåtte historiske dramaer om tøffe folk i en røff tid. [...] «Kongens merke» er en svært underholdende roman med historisk sus, språklig flyt og en ujålete teft for detaljer.

Romanens historiske tid strekker seg fra kong Christian IVs store reise til Vardø i 1599 og fram til Kalmarkrigen (1611-13), med Sinclairtog gjennom Gudbrandsdalen, og rettssaken mot en håndfull kryptokatolikker i Gjerpen utenfor Skien sensommeren 1613. [...] Handlingsforløpene knyttes til trolljenta Aona som voldtas av Christian IV under reisen til Vardø og føder datteren Erla i en vill storm i havgapet, adelsmannen Peder Iverssøn Jernskjegg, storbonden Per Klungnæs og kong Christian IV selv. [...] For denne anmelder er uansett «Kongens merke» i all hovedsak storveis underholdning og et overflødighetshorn av en roman.