Digte og noveller er langt hen af vejen gledet ud i glemslen, men jeg kan huske de fleste af de hovedværker jeg læste i gymnasiet. Nogle af dem har med fornøjelse genlæst senere – Tom Kristensens Hærværk f.eks. – andre er jeg ikke stødt på siden. Til dem hører En landsbydegns dagbog, der i gymnasiesammenhæng har den store fordel, at den er kort. Men den er også god.

Vi følger drengen og manden Morten Vinge gennem en serie korte dagbogsnotater, der strækker sig over mere end fyrre år, fra 1708 til 1753. Vinge kommer fra små kår, men præsten Søren lærer ham latin. Han bliver nærmest optaget i familien og en slags bror til Jens, der er mere interesseret i jagt og ballade end i lærdom og litteratur.

Efter Sørens død flytter de begge til herregården Thiele, Jens som skytte og Morten som tjener. Her trækker overklasselivet i stræberen Morten, der lærer sig fransk og forelsker sig umuligt i datteren Sophie. Og dog: Hun er faktisk til at lokke, men det er Jens og ikke den forsagte Morten, hun vil have.

Huset går i opløsning, og Morten melder sig som soldat i den store nordiske krig. Han ender i russisk fangenskab i Sibirien og vender først hjem mange år senere. Historien slutter, da han endelig er blevet degn på sin fødeegn. Et liv præget af tab, et lillebitte socialt avancement – og muligheden for at blive begravet ved siden af forældrene. Det var så det liv.

Novellen er gribende, og selvom notaterne er spredte, så er der en klar rød tråd og en yderst vedkommende dramatik. Der var også mange ting, som jeg totalt havde glemt: Forholdet til Sophie havde brændt sig mindre fast end det ophold i Sibirien, det indirekte førte til. Under alle omstændigheder en interessant parallel til Holbergs og J.P. Jakobsens fortællinger om Marie Grubbe.

Men det er selvfølgelig hovedpersonen, der trækker læsset. Morten Vinge er som Johannes Vig en fortæller, der ikke er helt fin i kanten, men det får kun hans frustrationer og uopfyldelige ambitioner til at træder tydeligere frem. Er det en tragedie? Eller er tragedien, at han først til allersidst finder ud af, hvor han hører til?

Det var et godt gensyn. En landsbydegns dagbog kan godt anbefales – både til dem, der har læst den før, og til dem, der ikke har det. ( )

Kvalme og hovedpine naglede mig et par timer til min seng i går eftermiddags. I 69 minutter fordrev jeg noget af tiden med at høre Nis Bank Mikkelsen læse den lille bog højt på min mp3-spiller, og det hjalp! For det første er NBM en uovertruffen oplæser, selv om han måske ikke har den samme meget stærke stemme som i gamle dage.
For det andet er det en drabelig livshistorie fortalt af Morten Vinge om hans opstigning og fald, om hans udlændighed og tilbagevenden til sit udgangspunkt i Tjele ved Viborg som landsbydegn næsten 50 år efter bogens start. Og ikke mindst om hans idylliserede kærlighed til frøken Sophie, som virkelig falder fra ungdommens storhed til det helt store fald. Fin historie med fortjent klassikerstatus i dansk litteratur - og en nydelse at høre Nis Bank Mikkelsens fortolkning af teksten- i stor modsætning til mange andre lydbøgers meget 'maskinelle' indlæsning ( )