Der er noget velkendt over Gudmundssons roman fra 2004: En flok unge drenge i et lidt snusket kvarter, der er ved at blive voksne og bruger musikken til at gøre sig fri af forældrenes kontrol.

Her foregår historien på Island i 1960’erne, hvor Johan og hans venner dyrker Beatles og andre bands af den type, som forældre, lærere og voksne i almindelighed ser skævt til. De ser op til det lokale kopiband Flamengo, der lægger pigerne ned med deres garagerock, og danner endda selv det alt andet end succesfulde band Matchbox.

Men de er også ved at bevæge sig ind i voksenlivet med arbejde (Johan deler aviser ud og bliver helt socialdemokratisk af det) og piger. Johan forelsker sig i Helga, og selvom han kommer et stykke med hende, så lykkes det ikke helt. Bagved det hele lurer den ultimative voksentest: Hvad er der egentlig galt med den skrantende mor?

Historien kunne foregå alle steder til næsten alle tider, og det er selvfølgelig en udfordring for en forfatter. Når skabelonen er kendt, kommer det hele til at afhænge af udførelsen. Er der særligt interessante hovedfigurer? Eller nogle særligt interessante forviklinger? Det bliver let kriteriet, og her synes jeg at Beatlesmanifestet falder lidt igennem. Det er fin underholdning, men der mangler det ekstra pift, der gør lige netop denne drengefortælling til noget særligt ( )

"Beatlesmanifestet" är en samling historier som utspelar sig i Reykyaviks utkanter under mitten av 60-talet. Historiens personer är ungdomar - nyss barn - som försöket komma underfund med livet.
Gudmundsson återger en rad händelser, som i dig inte alltid har med varandra att göra. Det är meningen att det skall blir roligt, humoristiskt, men för mig lyckas han inte. Det blir inte roligt och jag kan aldrig riktigt egagera mig i karaktärernas förehavanden. När sedan stämningsläget radikalt ändras mot slutet känns det helt malplacerat och, i det närmaste, desperat.

Jag önskar författaren hade förvaltat sitt pund bättre, visst hade det varit roligt att läsa en intressant bok om Island på 60-talet. ( )