> Babelio : https://www.babelio.com/livres/Fuentes-Christophe-et-son-oeuf/51836
> BAnQ (Trudel C., Le devoir, 20 avr. 1991) : https://collections.banq.qc.ca/ark:/52327/2760658

Klassikerlæsningen er nået til 1987, hvor mexicanske Carlos Fuentes udgav sin store roman Kristoffer Ufødt. Det er en sælsom historie, ikke mindst fordi fortælleren er et ufødt barn, der fra moders liv fortæller om sine forældre og om det mexicanske samfund, de lever i.

Historien udspiller sig i 1992, hvor Angel og Angeles efter en pludselig indskydelse prøver at vinde ”Kristoffer-konkurrencen” ved at få en søn på 500-årsdagen for Columbus’ opdagelse af Amerika. I virkeligheden er det en gimmick for at holde masserne i ro og kritikerne af det det gennemkorrumperede politiske system i ave.

Der er nemlig i høj grad tale om en dystopi. Mexico er i opløsning med afståelse af flere provinser, mens den politiske ledelse udelukkende er optaget af at beholde magten, om nødvendigt med vold, og af at rage til sig, mens landet tynges af udlandsgæld, efterveerne af det store jordskælv i 1985 og almindelig elendighed.

Midt i dette morads drager Angel og Angeles ud på en vild rejse fra Acapulco til Mexico City og tilbage igen. Undervejs møder de den sataniske Moreno, en falleret chilensk sangerinde, Andels onkler, De fire Forpulede, der både er et band og en bande, og mange, mange flere. Det hele er en voldsom, speedsnakkende udlevering af et samfund, som Fuentes holder af, men som han også føler behov for at svinge svøben over.

Bogen prøver ikke at skjule, at den er en roman. Tværtimod omtales forfatteren i flere sammenhænge – uden at det dog ser ud til, at fortælleren kender sit ophav – og Kristoffer appellerer hyppigt til sin læser om at følge med og tage del i hans oplevelser. Han eksisterer i sproget og i fortællingen, og når der tales til læseren er det også et forsøg på at få ham til at engagere sig i Kristoffers liv og i den genfødsel af Mexico, som Fuentes håber på.

Sproget er fantastisk oversat af Uffe Harder, og selvom det nogle gange kan blive lidt for meget af det gode, så er der også vilde passager fulde af ordspil. Det er en ordvulkan i akut udbrud – her fra selve undfangelsen:

”Min dronning: giv mig Amerika, giv din lille Ángel dit lille Amerika; lad mig nærme mig dit Guanahani, Ángeles, kærtegne din Mexicanske Golf, Kilde dit Mississippi-delta, så det bliver dejligt, ophidse dit Cuba, blive opslugt af din Darien-Bugt.
Giv mig Amerika, Ángel: kom, min Martin Fierro, her er din pampa, min, giv mig dit Veragua, kom tæt på med dit Maracaibo, tag mit Honduras, lad dit Tabasco komme, kys mit Key West, Vene, Vene, Venezuela, kast anker i min havn, den er rig, Puerto Rico, lad mig beholde den store Cayman, lad mig føle mig på Hispaniola og et lille bid i halsen, åh, Dracula, åh Santiago, Dronningens Haver, Nombre de Dios!” (s. 14)

Det er da også en måde at gøre det på!

Romanen er stor i omfang og fuld af barokke indfald. Det er bestemt underholdende og tankevækkende, men det bliver også lidt for meget. Jeg havde i hvert fald svært ved at følge de mange personer, der kommer og går. Det er en fornøjelse at læse bogen, men den fornøjelse måtte godt være et par hundrede sider kortere. ( )