Det er et år fyldt med historiske mærkedage. Hver søndag kan vi følge Ole Bornedals fortolkning af 1864, og hen over året har der været sat fokus på udbruddet af 1. verdenskrig. Den huskes i Danmark mest for genforeningen i 1920 og overskygges ellers af 2. verdenskrig. Men sådan er det ikke i mange andre europæiske lande. Her er det stadig The Great War, hvor en verden gik under og en ny verden med massemobilisering, kommunisme og nye grænser blev født.

Der er derfor god grund til at markere 100-året for krigsudbruddet, og jeg har benyttet det som lejlighed til at læse Nils Arne Sørensens bog om Den store Krig med nogle års forsinkelse. (Den udkom i 2005) Det er jeg glad for, for det er en fremragende bog, der samler nye tendenser i krigshistorien og giver et gennemarbejdet bud på en samlet tolkning af krigen.

Helt centralt er selvfølgelig den politiske historie og den militære historie. Hvorfor blev krigen udløst? Hvordan blev den kæmpet og vundet? Og hvad betød freden for verden efter krigen?

Det første spørgsmål har optaget flere historikere end noget andet spørgsmål, og bogen følger den nyeste tendens på området. Ja, der var strukturelle betingelser og et internationalt system under nedbrud. Ja, der var interne grunde til at aflede opmærksomheden med et felttog i udlandet. Ja, der var selvfølgelig interessegrupper, der kunne se frem til store fortjenester. Men i sidste ende blev krigen startet af politikere – primært i Østrig-Ungarn og Tyskland – der var villige til at udløse en europæisk storkrig for at opnå deres mål.

Selve krigen udviklede sig meget forskelligt, og det er en af bogens store fortjenester, at den giver fuld opmærksomhed til andre krigsskuepladser end vestfronten. Det er nemlig en central pointe, at selvom fronterne frøs fast i Frankrig og Belgien, så fik man faktisk den forventede bevægelseskrig på østfronten, hvor Tyskland sejrede og påtvang den nye russiske regering en fredsordning. Den endte med at blive ophævet, men pegede fremad mod nazisternes krav om ”Lebensraum” i øst.

I sidste ende havde ententen flere ressourcer at sætte ind, og da centralmagterne ikke vandt den hurtige sejr, de også selv havde forudsat, var resultatet på sin vis givet. Men sådan så det ikke nødvendigvis ud i 1915 eller 1916, hvor Frankrig var på nippet til at bryde sammen, Rusland var på tilbagetog og USA endnu ikke trådt ind i krigen.

Der er tendens til at nuancere billedet af især den britiske militære ledelse, der i mange år blev beskyldt for hovedløst at kast sig ud i nytteløse masseangreb. Det gjorde de også, men går man lidt mere i detaljer, bliver det tydeligt, at nye taktikker blev udviklet og forfinet, og at disse i sidste ende var med til at vinde krigen. Prisen var urimeligt høj, men hærene stod også over for fastlåste fronter, og de kunne jo ikke bede om en time-out, mens de udtænkte nye strategier.

Under alle omstændigheder var det vanskeligt at opretholde moralen i massehærene. Antallet af desertationer steg, og i Rusland var det en vigtig årsag til regeringernes fald i 1917. Problemet voksede også andre steder, men i det lange løb løftede vestmagterne trods alt opgaven bedst – bl.a. fordi de havde større held med at løse opgaven med at skaffe basale forsyninger til soldater og hjemmefront.

Alt dette beskrives også fra soldaternes og husmødrenes synsvinkel. Generalstabenes strategier og de store slag er med, men for Sørensen er den meniges oplevelser lige så vigtige. Nogle af de bedste afsnit diskuterer, hvordan krigsoplevelsen var – voldsomme slag, men også lange venteperioder – og hvorfor langt de fleste soldater trods alt blev ved med at kæmpe. Grundlæggende blev systemet og fortællingen om krigens nødvendighed ved med at give mening – men der udviklede sig også markante krav om forandringer i samfundet, når den så var overstået. Krigen skulle være ”The War to End All Wars” og soldaterne skulle ikke vende tilbage til det gamle samfund, men til ”A Land Fit for Heroes” for nu at bruge de britiske udtryk.

Det var et forandret verdenskort, der kom ud af fredsslutningerne. På mange måder blev dagens Europa-kort født i 1919, men kimen blev også lagt til revanchekrigen tyve år senere. Krigsskyld og krigsskadeerstatninger blev indskrevet i traktaten, og de fungerede som angrebspunkter for nazisterne og skabte en generel oplevelse af uretfærdighed blandt den tyske befolkning. Det var ikke kun fredslutningens skyld, men det er indlysende, at den ikke formåede at skabe den nye verdensorden, der var målet.

Endelig er der et stort kapitel om krigen efter krigen: Om mindekulturen, om dyrkelsen af den ukendte soldats grav og om indretningen af krigskirkegårde og lokale monumenter for de faldne. Krigen har sandsynligvis været genstand for flere monumenter end nogen anden begivenhed. Behovet for mening med krigen – og især blandt taberne: kampen om fortolkningen – fortsatte efter krigen og holdt den på dagsordenen længe efter, at den var slut.

Det er forståeligt, for også på afstand må 1. verdenskrig ses som den store krig. Verden – eller i hvert fald Europa – blev aldrig den samme igen, Nils Arne Sørensens bog er en velskrevet bud på, hvorfor det skete, hvordan det gik til og hvad det hele betød. Har du heller ikke fået læst den endnu, så er den perfekte anledning der et par måneder endnu. ( )