Canada, Bone Lake, ca 1960

Indeholder kapitlerne "Baren", "Jeg var der", "Atter i baren", "Mary, moder til ingenting", "Løsladelsen", "Hjem, hjem, kære hjem", "Den store frysebox", "Hvis du er i tvivl", "Lidt natmusik", "Credo".

Fortællingen er pakket ind i en historie om fortælleren, Peter Benton, som er journalist for Toronto Journal og på tur i det nordlige Canada for at skrive om udviklingen der. En pilot, Ed, tager ham med på ture til andre små pionerbyer og militærlejre. I en bar støder han på en gammel fordrukket mand, Grant Shepherd på næsten 75 år. Han hævder vi har været her før og at nordlandet før har været beboet af en højt udviklet menneskerace. Et par bøller generer den gamle mand og gør grin med ham. Peter og Ed lægger sig imellem. En barpige Mary takker dem. Senere fortæller Mary at Shepherd har set noget nordpå, men hun har lovet ikke at fortælle noget om det. Om aftenen, da hverken Ed eller Peter er der, genere bøllen Callaghan igen den gamle mand og slår ham ned. Politiet dukker op og tager den gamle med. Næste dag får Mary Peter med på at gå ned på politistationen og snakke med overbetjent Labelle, som ikke har noget godt ry. Det er med rette, for Labelle kræver 30 dollars, som han stikker i sin egen lomme, for at løslade en mørbanket og skrøbelig Shepherd. Og bøllen Callaghan sker der ikke noget med, for han var blevet "provokeret" til at slå. Mary og Peter får Shepherd hjulpet hjem og efter at have skændtes lidt med hans værtinde fru Cross, får de ham hjulpet i seng. Han kvitterer med at fortælle Peter om at han har fundet bevis for en tidligere krig. En kæmpemæssig frysebox og den er fuld! For 25 år siden kom han til Bylots Ø. Han var halvtreds og var bare draget efter at komme nordpå og se landet. Gennem hele vinteren var han draget af et fjernt bjerg af is og da foråret kom, drog han gennem ødemarken op til bjerget. På vej op mødte han en død mand. Eller i alt fald noget, der lignende en mand, men en hud som et bæltedyrs. Manden stod udenfor en hule i bjerget og indenfor lå seks mere. Alle syv så ud til at være døde i et splitsekund. Længere inde fortsatte en tunnel af is flere kilometer ind i bjerget. Selv sidegangene var så lange at han aldrig kom til enden af nogle af dem. Det hele var et automatisk lager i flere etager og på en eller anden måde drevet af solenergi. Mere avanceret end noget, dagens mennesker kunne. Og med fantastiske mængder af mad på lager. Han brugte mere end to måneder der. Og som sagt så udslettede en krig hele den gamle civilisation. Shepherd turde ikke andet end at bruge den gunstigste sommermåned til at komme tilbage til sin egen civilisation. Og i alle årene siden har han ikke kunne finde nogen, der ville tro op ham.
Peter tror heller ikke på ham. Dertil har han hørt for mange skrøner i sit liv som journalist. Men alligevel er han ved at tro på det. Shepherd fortæller ham med en døende mands sidste ord hvordan han sled sig tilbage fra bjerget og måtte skille sig af med næsten alt undervejs. Det eneste han stadig har er en pakke med madkoncentrat. Da Peter åbner den, bliver indholdet til noget grønt svagtduftende støv. Stepherd dør og fru Cross og Labelle deler de få ejendele.
Peter er blevet overbevist nok til at ville søge efter isbjerget og fryseboxen i håb om at kunne overbevise menneskene om at holde fred for at undgå en selvpåført udslettelse.

Over halvdelen af bogen går med at Peter kommer i kontakt med Shepherd. Gab! Og budskabet er at man skal afskaffe krig, når den næste vil blive ført på atomvåben. ( )

Written in 1962. This wasn't nearly as much fun as Smith and Jones. This book is very moralistic/simplistic anti-nuke. It might have been better in 1962. Monsarrat is a competent writer but the book dragged for such a short book.