Cette première enquête ressemble fort à une présentation (à postériori, écrite en 1949 alors que les premiers datent de 1931) des personnages. Et même si Maigret n’a pas toujours été vieux, Madame était déjà une « bonne grosse mémère ».

Une enquête dans laquelle Jules (tout jeune et pas encore commissaire (juste secrétaire)), va s’en prendre plein la figure. Une sorte de clé pour la compréhension de son fatalisme ultérieur.

Une enquête où les coupables resteront possiblement impunis… Mais comment le prouver ? Et ils sont si riches et si bien vus en société… ( )

Maigret, que se halla en los inicios de lo que será su muy fructífera carrera en el cuerpo de policía y ocupa el puesto de secretario en una comisaría de barrio, se ve metido de lleno en una investigación. Pero los principales implicados pertenecen a la aristocracia y tienen en sus manos todos los elementos precisos para hacer que el inexperto y poco refinado policía eche tierra encima del asunto. Sin embargo, ni la amistad de los aristócratas con sus jefes ni todo el lujo y el esplendor de los encopetados personajes son capaces de apartar al tenaz inspector del camino que cree justo.

Frankrig, Paris, 1913
Indeholder "1. Fløjtespillerens vidnesbyrd", "2. Richard har løjet", "3. Fatter Paumelles omgange", "4. Den gamle herre fra Avenue du Bois", "5. Maigrets største ambition", "6. En lille famillefest", "7. Fru Maigrets latter", "8. En der tier, en der taler for meget", "9. Frokost i det grønne".

Jules Amedée François Maigret er under vingerne af chefen for Sûreté, Xavier Guichard, som har kendt hans far.
Det er den femtende april 1913 sent om natten og kommissariatssekretær Jules Maigret på 25 år tager imod en anmeldelse fra en fløjtespiller ved navn Justin Minard. Maigret er 25 år gammel, nygift og kommet ind ved politiet for fire år siden.
Justin har set og hørt en kvinde råbe om hjælp fra et vindue i huset på Rue Chaptal 17A. Meget kort efter bliver vinduet smækket i og der lyder et skud. En bil. en Dion-Bouton holdt i nærheden, men kørte da skuddet lød. Justin bankede straks på døren til 17 A men blev brutalt afvist af en hushovmester ved navn Louis Viaud.
Maigret tror på Justins forklaring og begiver sig straks ud til huset, selv om han godt ved at det beboes af nogle folk, der er højt på strå, som omgås hans chef, politikommissær Maxime Le Bret, privat. Det er familien Gendreau-Balthazar, som sælger deres Balthazar-kaffe over hele byen og er blevet hovedrige på det. Richard Gendreau tager imod Maigret og nærmest slæber ham rundt i hele huset og viser at der hverken er skudhuller eller lig at se.
Maigret borer mere i sagen og finder ud af at dynastiets grundlægger, Hector Balthazar, var sur på alle sine arvinger og har lavet et kompliceret testamente. Hector har købt et slot i Anseval og har ambitioner om at hans efterkommere skal blive adelige ved at gifte sig ind i den stedlige greves familie. Maigret spekulerer over det skud, Justin hørte. Ramte det nogen? I givet fald hvem? Han finder hurtigt ud af at Richard Gendreau stak ham en løgn på i alt fald et punkt. Richard fortalte at hans søster Lise Gendreau var på slottet i Anseval, men faktisk var hun blevet forklædt som en af tjenestefolkene. Maigret diskuterer sagen med Le Bret, der både deler oplysninger og maner til den yderste forsigtighed. Maigret spørger til om Le Bret kender greven af Anseval, for Bob d'Anseval er kendt af sædelighedspolitiet og er tæt på kredse der handler med narko og prostituerede. Faktisk holder sædelighedspolitiet hånden lidt over Bob i håb om at han kan lede dem til større fisk. Maigret fisker videre men det er ved at gå galt. Han finder en Dédé som har meget med Bob at gøre. Bobs kæreste Lucile.er der også og hun græder hver gang hans navn bliver nævnt. Dédé har gennemskuet Maigret og får ham drukket godt fuld og derefter er planen at aflive ham, men det lykkes ikke helt. Maigret får alarmeret politiet og de arresterer Dédé og hans kumpaner.
Maigrets overordnede er ikke begejstret for hvad Maigret har gravet frem. Maigret formoder at Richard Gendreau har skudt Bob Anseval ned i søsteren Lise Gendreaus soveværelse. Det kunne blive en god skandale. Lise Gendreau er arving til en formue og hun lod til at være ret ivrig efter at føje en adelstitel til sit navn. Félicien Gendreau-Balthazar, Richards far, er også medvidende i at der bliver ryddet op og at Lise bliver forklædt som tjenestepigen Marie.
Maigret får lov af Le Bret til at forhøre Lise Gendreau om nødvendigt. Til gengæld er tjenestepigen Germaine smuttet for ham. På stationen afhører han Dédé og Lucile, men de er ikke ret meddelsomme. Det går op for Maigret at hele politisystemet spænder ben for ham. Ingen vil have opklaret Bobs død og ingen vil have famiien Gendreau anklaget for noget som helst. Maigret synes at det er et bundråddent system og at han er blevet holdt for nar.
Le Bret og de højere herrer har sendt folk ud at grave i haven ved Gendreaus hus og i haven finder de liget af Bob. Hushovmesteren Louis får skylden eller måske æren, for det ender med tre linier i avisen om en indbrudstyv, der er blevet skudt. Maigret holder sengen dels for at pleje et sår i hovedet og dels for at pleje sin sårede ære. Men han tager dog tilbage på jobbet efter nogle få dage. Dédé er interesseret nok i ham til at byde på lidt aftensmad i Bougival udenfor byen og giver ham sin version af hvad der er foregået. Dédé har presset 50000 franc ud af Richard Gendreau for at holde kæft, men han har tænkt sig at det godt kunne blive til mere med tiden. Dédé og Maigret er enige om at det nok var Lise Gendreau, der skød. Og at det nok var et uheld. Og at hun er en kold fisk. Men motivet til at hun ville giftes med Bob var den gamles testamente. Hvis Lise inden hun fyldte 21 blev gift med en Anseval, så ville hun få alle aktier i firmaet mod at betale Richard en passende ydelse. Ellers ville aktierne blive delt med 51 procent til Lise og 49 til Richard.
Maigret har en lidt dårlig smag i munden, men lader sig alligevel flytte over til Quai des Orfèvres og kriminalpolitiets udrykningshold under kommissær Barodet.
Som en pudsighed nævnes at han 22 år senere igen støder på Lise Gendreau, der nu har et italiensk adeligt efternavn og nogle problemer med sin datter, der er stukket af til England med en tvivlsom mand, der har fremskaffet en vielsesattest.

Ganske fornøjeligt tidsbillede med et indblik i hvordan de rige lever livet og kan bøje loven. ( )

På Bokmässan kom jag bland annat över ett parti med några av Georges Simenons Maigret-böcker, däribland Maigrets första fall. Möjligen borde jag inte börjat med denna, eftersom den uppenbart inte var den som skrevs först: det hänvisas ofta till framtida vanor hos mannen som här bara är kriminalassistent vid ett poliskontor, och som en natt får motta ett vittnesmål av en flöjtist som råkat gå förbi ett hus och genom ett öppet fönster fått höra ett pistolskott och ett rop på hjälp.

Huset visar sig tillhöra en familj som gjort sig rik på kaffehandel, och Maigret får snart en lektion i praktiskt polisarbete: undersök, men orsaka för allt i världen ingen onödig skandal i en fin familj där din kommissarie umgås. Ohövliga rikemän, deklasserade grevar, spetsbovar i getskinnspäls och tavernaägare som bjuder på calvados kantar utredningen, som till slut mynnar ut i en förklaring som gör att det hela förklaras, men inte sonas.

Maigret är, trots personliga egenheter, inte någon utredare av den osannolikt skarpsinniga sorten, utan nöter sulor och munläder minst lika mycket som hjärnceller. Trots att det sker mord, hans överordnade vill att allt skall täckas upp och att han hamnar bland prostituerade och småskurkar tycks det hela ändå ganska snällt: den typ av bok som kan placeras intill en solstol på någon semesterort. ( )

A solid Maigret. Though many people don't, I have a fondness for prequel novels in long series. Fun stuff. This one was a little more straight ahead than some others, no convoluted plot happenings. Narrator was good. It might have been better if there was a french speaker narrating the book in english with the accent to make it sound more authentic, but this narrator did a fine job. ( )