Ça n’est pas du Warren Ellis. Pourtant, à lire le pitch, on croirait à une suite de la trilogie consacrée par l’auteur au statut même de super-héros, ce demi-dieu dont l’humanité se remet en question selon qu’il accepte ses pouvoirs ou pas. Avec un questionnement plus proche de Supergod que de No hero, Arcudi nous invite à une réflexion dont il a expurgé la plupart des préoccupations éthiques et politiques chères à Ellis : ici, c’est le facteur humain qui est prépondérant, et il insiste là-dessus dès les premiers mots, en choisissant de raconter l’avènement de ce héros hors du commun par le biais de son meilleur ami.

Ce pourrait être un récit de grandeur et décadence, sans autre morale que celle de la légende d’Icare, mais c’est autre chose. Et c’est davantage. Eric devient d’abord un super-héros, et son penchant pour les causes chrétiennes le pousse à sauver son prochain. Mais il est de plus en plus gêné pour en parler avec son frère et surtout avec son ami qui, s’il ne le comprend pas, profite d’abord de la notoriété d’Eric. Car les pouvoirs incommensurables de ce dernier ne font pas seulement de lui un héros, mais le mettent à part dans l’échelle humaine : ses pensées, ses envies, ses pulsions répondent à des stimuli incompréhensibles. Vaguement amusé par les mouvements populaires en sa faveur, il l’est nettement moins lorsque les politiques lui demandent de s’engager officiellement à leurs côtés. Et ce qui devait arriver arrivera forcément, au point que de dieu sur Terre devienne d’un seul coup, suite à un acte aussi odieux qu’inexplicable, l’ennemi numéro un de la race humaine. Un ennemi qu’aucune force terrestre ne peut abattre…

Refusant la dramatisation à outrance ou le spectaculaire, privilégiant des dialogues parfois poignants où l’incompréhension des proches reflète parfaitement l’état d’esprit d’un être qui ne parvient même pas à se définir, Arcudi parvient à mener sa barque avec intelligence et sensibilité. On pourra lui reprocher une fin un peu attendue, mais finalement d’une implacable logique, très marvellienne. Quant aux illustrations aux traits un peu grossiers, elles arrivent à mettre en valeur les expressions diverses sur les visages des protagonistes, l’encrage n’hésitant pas à en rajouter sur le sang (la puissance d’Eric est telle qu’il balaie une armée d’un revers de main).

Une excellente variation sur le thème. ( )

Senslessly violent.
"Life isn't fair - it's just fairer than death, that's all" -William Goldman

Exploring the real world consequences of super powers, Arcudi and Snejbjerg expertly reveal the story of super-being Eric Forster through the perspectives of his family and best friend. After a freak accident gives Eric extraordinary powers, he saves the lives of countless people, but quickly morphs into something far more menacing and destructive. Veteran comics scribe Arcudi deftly toys with the characters, slowly uncovering their pasts through a series of nested flashbacks. Snejbjerg's delicate art and brilliant storytelling enhances the script, bringing a vital emotional buoyancy to the tale. The duo successfully re-focuses superhero mythos squarely on the consequences of the decisions propagated by those in power. A God Somewhere ranks among the finest and perhaps the most powerful works of their respective careers so far. ( )

USA, Californien, ca 2015
Vi er kun statister i en andens historie. Sam Knowle og Eric Forster arbejder for pakkeudbringningsfirmaet UDS og benytter sig af en pause til at besøge Erics bror Hugh og hans kone Alma Talino. Sam er lidt lun på Alma. Eric forsøger at overtale Hugh til at være med på at købe en båd og det vil han faktisk godt. Sam og Alma er sorte, Eric og Hugh er hvide og de er allesammen i tyverne. De har været venner siden highschool. En dag rammer en eksplosion den etageejendom Eric Forster bor i. Mindst fyrre beboere bliver dræbt og flere sårede, men Eric får ikke en skramme. Han bliver indlagt alligevel, for han har ca 41 i feber og sygt mange hvide blodlegemer.
Men han har det fint og pludselig er hans hud ikke til at stikke i og da han hører at der stadig er folk levende begravet i ruinerne, skynder han sig tilbage. Nu i superhastighed og med superkræfter. Det kommer i tv og pludselig har hans liv ændret sig. Han har altid stået i skyggen af Hugh, der er klogere og har et bedre job og er gift med en smuk kone.
Eric hjælper politiet i starten og gør gode gerninger, men Sam er ikke så glad for at han begynder at sammenligne sig med Jesus eller Samson. Han bliver selvfølgelig enormt kendt, men for ham selv føles det "som om at jeg altid har burdet være sådan".
Kort efter bliver han træt af alle journalisterne og de nysgerrige og slår dem omkuld med en eller anden superkraft og flyver væk. Sam er lykkelig for at være midtpunkt i stedet for, men Eric dukker nu snart op igen og opfører sig mere og mere excentrisk. Hugh er sur og vil ikke være reservekendis. Eric og Hugh kommer op at skændes, da de ses for første gang tre uger efter eksplosionen og Eric bliver skuffet og flyver bort igen. Han mødes med borgmesteren Salmi og præsidenten Edward Vine, men skælder dem ud: "Verden regeres af en flok svage, dumme, gamle mænd. Mænd som ikke ved bedre end alle andre om noget som helst. Mænd. Bare mænd. BARE MÆND!"
Kort efter smadrer Eric næsten Hugh og voldtager Alma. Han går med politiet, fordi de lover at hente Sam. Da han kommer, fortæller Eric at han har haft en drøm om at han var Gud et andet sted i et mindre univers og kedede sig. Sam siger "Du er ikke nogen gud. Du er et forbandet uhyre." Eric siger pænt tak til Sam og bryder så ud af fængslet på en ret voldsom måde. Hæren skyder på ham med en tank og så bliver han bare mere sur. Fx piller han en kamphelikopter ned ved at smide folk op på den.
Sam undrer sig over at han ikke bare fløj væk, hvis han ville væk. Regeringen får vedtaget en lov, der erklærer krig mod Eric. Sam får et job ved Timely Magazine som insider meddeler ved hæren. Han bliver udstationeret ved en enhed, der har en Mobile Field Laser Unit. Teorien er at Eric har et slags kraftfelt omkring sig, der gør ham usårlig. Sam holder Hugh og Alma orienteret, men de er egentlig helst fri. Hugh sidder lammet i en kørestol og de forsøger at komme videre med deres liv.
Militæret sender et krydsermissil mod Eric, hvilket ødelægger alt omkring ham, men ikke gør nogen skade. Laseren skyder til gengæld huller i ham. Han bliver hårdt såret, men dør ikke. Senere bliver han fundet af Sam og et par andre journalister, som er blevet midlertidigt efterladt af militæret pgra problemer med et af køretøjerne. De er dumme nok til at fotografere først og så forsøge at kontakte militæret bagefter.
Bagefter snakker Sam (som er eneste overlevende af holdet) og Eric sammen. Eric synes ikke at mennesker er interessante, for når han ser på dem, ser han bare mindreværd og misundelse, had og grådighed. Insekter derimod er sjove, for han fatter dem overhovedet ikke!
Mens de snakker, destruerer Eric lige for sjov den hærenhed, der ellers var på vej. Til gengæld dirigerer han selv et par atommissiler direkte hen til sig. Og dermed forsvinder han. Resten af verden går sin skæve gang som altid.

Interessant historie. Der er også lidt Frankensteins uhyre over den. Et sted møder Eric en lille uskyldig pige, der viser ham sit tøjdyr Henry. Men det går pigen ilde. Historien er god og tegningerne fortæller den ganske glimrende.
John Arcudi har blandt meget andet også skrevet historien, der blev til filmen The Mask med Jim Carrey i hovedrollen. ( )

Superheltehistorier er der lavet masser af. Som regel kæmper de med superskurke og alligevel er der efter Stan Lee og Jack Kirbys nyskabelser i 1960’erne noget nær garanti for, at de er uhyre menneskelige. De har de samme problemer som os andre, lige fra vasketøj til kærestesorger. Men der er undtagelser, som anlægger en mere filosofisk tilgang til det.

Hvad ville det egentlig betyde, hvis der fandtes supermennesker iblandt os? Ville de være menneskelige, eller ville de tværtimod være så anderledes og så optaget af kosmiske sammenhænge, at mennesker og menneskeliv bliver dem ligegyldige? Det er det tema, der foldes ud i John Arcudi og Peter Snejbjergs Almægtig.

Sam har kendt brødrene Eric og Hugh siden highschool. Hugh er blevet gift med den smukke Alma, som i hvert fald Sam også har et svagt punkt for. De lever et ungt og ubekymret liv i Californien, indtil en voldsom eksplosion en dag ligger Erics ejendom øde – uden at der sker ham det mindste. Tværtimod får han hurtigt voldsomme kræfter.

I første omgang bruger han dem til at hjælpe andre mennesker, men snart mister han interessen for andre mennesker, der ikke har meget mere at byde på end biller insekter og andre lavtstående væsener. Eller det siger han i hvert fald. I virkeligheden opsøger han snart konfrontationerne med militæret og selv af en gud at være har en bizar glæde ved at splatte mennesker ud.

Peter Snejbjergs tegninger er virkeligt gode. Han fanger brutaliteten i kampene, og hans tegninger er en glimrende formidling af den voldsomme historie. I forordet skriver han selv, at den største udfordring var at fange glimtet i Erics øjne, da han opdager sig selv som forandret. Det lykkes fint nok. Der er noget ikke-menneskeligt over Eric, selvom det tydeligvis er den samme skikkelse som før eksplosionen.

Serien er et godt forsøg på at tage favntag med superheltegenren på en voksen måde, men det halter alligevel lidt. Erics heltetid er så hurtigt overstået, at vi ikke når at engagere os i ham, og derfor påvirkes man ikke så stærkt, da han bliver noget andet. Det er nemt at identificere sig med Sam, der desperat jagter svar, mens Eric fra det øjeblik han rammes af eksplosionen bliver fremmed og umenneskelig. ( )