Bogen fra 1999 er et af Grass’ sidste skønlitterære værker, og den kan både læses som en serie på 100 noveller – én for hvert år i det 20. århundrede – og som en sammenhængende fortælling i 100 kapitler om Tysklands historie og om Günther Grass selv. Jeg hælder nok mest til det sidste, selvom forlagsteksten præsenterer den som en novellesamling.

Alle kapitler har titel efter årstallet, og de er alle sammen 3-4 sider lange. Den første handler om bokseropstanden i Kina, som fortælles som en erindring fra en af de tyske marinesoldater, som kejseren personligt sendte af sted. I den sidste lader Grass moderen genopstå fra de døde, blidt skælde ham ud og i øvrigt give ham sin velsignelse til de mange historier, som han altid har fortalt, og hvor grænsen mellem sandhed, fantasifuld overdrivelse og løgn har været svær at finde.

Som oftest betyder hvert kapitel også en ny fortæller og et nyt perspektiv, men der er enkelte undtagelser, som er værd at hæfte sig ved. For det første er der de to verdenskrige. Den første genfortælles gennem et møde mellem Ernst Jünger og Erich Maria Remarque mange årtier senere. De to forfatter har med I Stålstormen og Intet nyt fra Vestfronten forfattet de to væsentligste bøger om krigen, som de selv så mange år senere opfatter forskelligt: Remarque er fortsat pacifist og optaget af rædslerne. Jünger er anerkender grusomheden, men ser selv nu, efter endnu en krig, fronterfaringen og kammeratskabet som noget positivt. Den anden fortælles endnu mere originalt: En gruppe journalister, der har gjort tjeneste som tyske krigskorrespondenter, mødes til et veteranttræf på Sild, og samværet tvinger dem til at genopleve forløbet endnu engang. Det er samtidig en besk kritik af det vesttyske efterkrigssamfund, hvor også journalister på nazisternes side blev indrulleret i forbundsrepublikken som nyttige borgere, selvom fortidens tænkning hang ved.

Det gælder for det andet i de tre kapitler om ungdomsoprøret, hvor fortællerrollen er lagt i hænderne på en tysk professor, der mange år senere ser tilbage og undrer sig over, hvorfor han valgte at forlade den radikale studenterscene i Berlin og i stedet drog vestpå for at blive elev af Heidegger. Dermed antydes det, at opbruddet omkring 1970 trods alt blev definerende for det senere Tysland. Og så er der de kapitler, hvor det er Grass selv, der fortæller historier fra sit liv: Om Bliktrommens udgivelse, om arbejdet for Willy Brandt og om valget i 1998. Det virkede ret selvovervurderende at lade så mange år udgå fra lige netop hans oplevelser.

Blandt 100 fortællinger vil der være gode og mindre gode imellem, og dem der fungerer bedst, er når Grass vælger en overraskende og gerne lidt perifer vinkel på sine emner. Jeg var f.eks. ret begejstret for 1924, hvor Zeppelin som en del af krigsskadeerstatningerne skulle flyve et splinternyt luftskib til USA og overlade det til amerikanerne. Fortælleren er en matros, der føler sig fristet til at sabotere skibet, men som alligevel undlader at gøre det, fordi han vil være med til at vise, hvad tysk ingeniørkunst er i stand til. 1920, derimod, er en kedsommelig revanchistisk festtale i anledning af samlingen af de tyske jernbaner i et selskab. Det virkede lidt for nemt.

Andre perler er 1951, hvor en kvinde skriver til folkevognsfabrikkerne fra DDR for at få udleveret en folkevogn, som hendes mand har samlet mærker til under Hitlertiden – mere blind for de politiske forhold, kan man næsten ikke være. Eller 1974, da Günther Guillaume – DDR-spionen der havde bragt Willy Brandt til fald – sidder i sin fængselscelle og ikke ved, hvem han skal holde med, da Vesttyskland og Østtyskland mødes i en fodboldlandskamp.

Grass formår at fange udviklingen fra år til år, og når man læser kapitlerne fra f.eks. et årti, får man en god fornemmelse af stemningen i perioden. I forhold til de faktiske begivenheder er Per Øhrgaards liste over omtalte begivenheder en stor gevinst. Når jeg alligevel er lidt forbeholden over for bogen, skyldes det en del historiers ringere kvalitet og forfatterens lidt irriterende ide med at sætte sig selv i centrum. ( )

PB-7

This was a decent concept that was executed adequately, but overall it was hard to immerse oneself in this melange of memories, experiences, and transitions. There is one part per each year in this past century. There are ups and downs, exploits and famous happenings along with the seemingly mundane. Overall, a decent experience, just not one that fully connected- for me.

3 stars. ( )

https://nwhyte.livejournal.com/3299324.html

I had read both The Tin Drum and the autobiographical Peeling The Onion previously; My Century is different from both in that it is straight non-genre narrative, but telling short snapshots from every year from 1900 to 2000, mostly (though not all) with different protagonists. There are some odd choices - the second war is told in flashback by journalists reminising in the 1960s; the Holocaust is barely mentioned buring the war but intrudes on a Frankfurt wedding in 1964; reunification is recounted as experienced through election results. I think the reader is expected to be familiar with a lot of details of twentieth-century German history that a lot of people may not know so well.

But at the same time, if (against the author's expressed preference) you take the book as a sequence of 100 short stories with some internal links, rather than as a single novel, I think it works very well, with a lot of voices from various levels of society reminding us that a nation is made up of people,and so is its history. Some of the more memorable narrators are women - the actress early on, the Berlin survivor of 1946, the post-reunification Treuhand boss. It's not at the level of the other books by Grass that I have read, but I found it thought-provoking all the same. ( )

This is a book about the individual in and through time. It is a staggering technical achievement. Each year is represented as a beautiful Flash piece, with an authentic voice, layered themes, a pertinent subject (such as technology, social events, politics, sport) and a strong story. The cumulative impact of the approach is to demonstrate time both from the perspective of the situated individual and the omniscient god simultaneously. As time passes, the nature of this book changes. Reading it will differ depending on when it is read and on when the reader was born. An extraordinary work of art. ( )