Jeg kendte godt navnet Lola Baidel, men jeg havde aldrig for alvor overvejet at læse hende, før jeg hørte en udgave af Skønlitteratur på P1, hvor Nanna Mogensen interviewede hende om forfatterskabet, og om hvad der var sket med hende, efter hun gled ud af den litterære opmærksomhed en gang i 1980’erne. Baidel var brudt igennem ti år før, hvor hun blev præsenteret som en ”skrivende servitrice” og både repræsenterede et arbejderperspektiv og en fornyet (kvindelig) interesse for privatlivet.

Det fik jeg lyst til at kigge nærmere på, og valget faldt på Du skal passe din have fra 1979. Digtsamlingen er udgivet på det lille forlag Klitrose, hvor Baidel var den store sællert, og de 48 sider er sat med en font der minder om skrivemaskineskrift. Der er altså ikke meget udstyr til at hjælpe poesien på vej. Samlingen er opdelt i mindre afsnit, der alle indledes med citater fra Profeten af Kahlil Gibran, som jeg ikke kendte i forvejen.

Digtene kredser først og fremmest om kærlighedens veje og vildveje. Andre tematikker berøres også – f.eks. det hårde live som tjener i restaurationsbranchen, hvor arbejdsgiveren kræver ”Smil”, og hvor der ikke er den store forståelse for det hårde slid med tunge bakker eller urimelige gæster. Men de fleste og de bedste digte handler om spillet mellem mand og kvinde, altid set fra et kvindens perspektiv. I det enkelte digt kan der trækkeses på en traditionel, passiv kvindelig position, som f.eks. i Prioritering:

”Jeg er så nem
især for dig
du behøver knap se på mig
før jeg kan bestå geleprøven” (s. 33)

Rollen som objekt er en mulighed og et valg, ikke noget, der bundet til kvindeligheden som sådan. I andre digte er det jeg’et, der aktivt begærer manden og hans krop, hvis hun da ikke kyndigt manipulerer ham til at tro, at han bestemmer. Fortællerstemmen kan også optræde som den erfarnee elskerinde, der sætter sin partner fri, som f.eks. i Faktotum:

”Med en kokkepiges ukrukkede bevægelser
slår jeg bunden ud af dig
…
Atter vendt og strøget
og forsynet med et klaps i enden
får du en hånd at holde i
til du har lært at gå selv” (s. 40)

Som det fremgår er Baidels sprog enkelt og ligefremt. Faktisk så enkelt og ligefremt, at det vel var naturligt nok, at den næste generation af lyrikere vendte sig mod det og arbejdede sig i en mere symbolsk retning. Det skal dog ikke tage noget fra Baidel, der i sine bedste digte skriver smukt og genkendeligt om kærligheden:

”VAGTSKIFTE
Nu
da jeg har forladt dig
er der andre der kysser dig
Jeg håber det er smukke kvinder
med sjæl og hjerte
så deres kærtegn
vil bevare dine øjne ømme og blide
som jeg husker dem
og elsker dem” (s. 7)

Det er ikke alle digtene, der har samme kvalitet, men når Baidel er bedst så formår hun at skrive en erfaring frem, der nok fremstår forførende enkelt, men som samtidig føles ægte og interessant. Det er univers, hvor mænd og kvinder mødes, forelsker sig og går videre i livet uden at det nødvendigvis udløser traumer. ( )