Jens Blendstrup

Luskefisefortællinger er en kort bog, fyldt med sjove anekdoter fra en opvækst i en forstad til Århus. Sådan føles den ikke nødvendigvis, når man læser den - eller som jeg gjorde: hørte den i forfatterens egen glimrende indlæsning – for hele vejen er det både sjovt og skævt, og så er bogen pludselig slut.

Der var ikke altid en klar sammenhæng mellem episoderne, og jeg havde svært ved at slippe den tanke, at bogen er “overskudsmateriale” fra Blendstrups tidligere selvbiografiske bøger som Gud taler ud og Bombaygryde.

Heldigvis er sproget skarpt, og det er erindringsglimtene, der fører hovedpersonen Jens og hans kammerater med navne som Michael, Lille-Finn, Fimse og Heino fra 10-års alderen til puberteten og opdagelsen af piger som PIGER, også. Der er nogle virkeligt sjove detaljer som børnelokkeren med legetøj i sine fire kummefrysere (der sker aldrig noget alvorligt, ellers kunne det ikke bagatelliseres), et attentat på et sagesløst toilet i en kælder og en overraskende alliance med en flagermuskoloni til en lilleputfodboldkamp.

Men der er også alvorlige ting på spil. Heinos far er først fraværende, fordi han sidder i fængsel, og så fordi han blive skilt fra moderen. Den lokale vognmandsvirksomhed går stille og roligt neden om og hjem på grund af et mislykket ejerskifte. Og så kan Jens’ forældre altid skrue op for pinligheden, når han mindst har brug for det.

Blendstrup åbner bogen med en konstatering af, at vi aldrig holder op med at være børn. Voksne er i virkeligheden bare børn med alt for stive kroppe og ubehjælpsom udklædning, og budskabet synes at være, at vi kan nå samme ligefremme begejstring, hvis bare vi kunne komme i kontakt med vores indre barn. Det kan man være enig i eller ej.

Luskefisefortællinger er en bagatel, men det er en underholdende bagatel og glimrende selskab på en mellemlang biltur.… (mehr)

Bombaygryde overraskede mig positivt. Jeg havde forventet, at den var sprogligt underfundig og fyldt med grotesk humor, og det var den. Men Blendstrup har også en alvorlig og gribende udviklingshistorie at fortælle, så morsomhederne bliver aldrig trættende – heller ikke efter side 200.

I 1988 er Leif Balleby 18 år gammel. Vi er i den kolde krigs efterår, men territorialforsvaret lever stadig i bedste velgående og dermed også den almindelige værnepligt. I et års tid isolerer samfundet unge mænd på kaserner, så de kan blive klar til at forsvare fædrelandet og i øvrigt lære hinanden af kende på tværs af geografiske og sociale skel.

Nå, ja, næsten alle. Leif er egentlig en af de heldige, der har trukket frinummer. Men så taber han et spil matador til sin far, Uff, der som straf melder ham som frivillig. Afrejsen til Bornholms Værn sker prompte.

Det giver selvfølgelig anledning til morskab på forsvarets bekostning. Leif er en stor fan af Soldaterkammerater filmene, og deres humor er bestemt tilstede i bøgerne, selvom virkeligheden i 1988 er noget mere barsk. Når befalingsmændene skejer ud er følgerne fatale. Millo er narkoman, ikke bare glad for bajere. Og slagsmålene med de lokale fiskere gør nas.

Men det er en opdatering af Soldaterkammeraternes univers – ikke en afvisning af det. Gruppen FINDER sammen på tværs af sociale skel, Leif BLIVER mere moden og uafhængig. Måske vidste Uff alligevel, hvad han gjorde, da han meldte ham?

Leif har nemlig i den grad brug for at blive voksen. Hjemmet domineres totalt af den lettere vanvittige far, mens moderen er veg og glider af på alle konflikter. Resultatet er blevet en mand uden indre kerne, for Leif prøver hele tiden på at passe ind i omgivelserne og regne ud, hvad der nu er rigtigt at mene.

Se f.eks. begrundelsen for, at han ikke vil fortælle kammeraterne om sin elskerinde: ”Han vil ikke have Elsie trukket ind i noget spil. Og han vil frem for alt ikke ud at skulle forsvare hende. Han er så bange for, at han kommer til at svigte hende ved at trække i land.” (139)

Eller som en af hans kammerater bemærker, da Leif kommer med nogle virkeligt opfindsomme undskyldninger for at være på springtur: ”Ja, men det holder altså ikke i retten, siger Petersen. – Hvis jeg må sig noget ærligt, Leif, så er et af dine virkelig store problemer, at du har virkeligheden imod dig. Det er det, du har.” (224)

Sådan er det med Leif. Han ville egentlig klare sig meget godt, hvis det ikke var for den lille detalje med virkeligheden. Men den kan jo også være svær at undgå.

Efter et års overgangsritual slippes rekrutterne ud i friheden igen. Et helt og harmonisk menneske er der vel ikke blevet ud af Leif, men som læser er man lidt mere fortrøstningsfuld på hans vegne end da bogen startede. Det har i hvert fald været spændende at følge ham.… (mehr)