V Cornelins (1898–1985)

Victor Cornelins liv er en så fantastisk historie, at man næppe ville tro på den, hvis man fik den fortalt i romanform, og den er samtidig et vidnesbyrd om, hvor enormt meget verden har forandret sig gennem de sidste hundrede år. Det er ikke uden grund, at Cornelins selv har givet bogen undertitlen 'Mit livs eventyr'.

Cornelins blev født i 1898 på den danske ø og koloni St. Croix i Vestindien. Faderen forsvandt tidligt, så han levede de første år hos sin fattige moder med et par små søskende. Der var intet usædvanligt i at være sort på St. Croix og heller ikke i at være fattig og sort, for godt nok var slaveriet ophørt, men ligestillingen i sukkerkolonien var begrænset. Selvom det ikke fylder meget i dansk bevidsthed i dag, så var danskerne fuldblods deltagere i den store europæiske civilisationsmission, der skulle hæve de lavere racer til et højere niveau, samtidig med at det blev grundigt slået fast, at de VAR underlegne.

Det var også budskabet ved den store koloniudstilling i Tivoli i 1904, som fremviste folkeslag fra de mange og vidt spredte dele af det danske rige. Desværre gik billetsalget dårligt, så der blev bestilt et par "negerbørn" til udstillingen. Derfor blev Victor og den lidt yngre pige, Alberta, hentet på St. Croix og transporteret til København. Cornelins mener selv, at udstillingen var en parentes, og at planen hele tiden var at uddanne dem til lærere, der kunne vende tilbage og virke på hjemøen, men Birgit Freisleben har siden vist, at det kun var et dække. Det primære var udstillingen.

Man forstår godt, at Cornelins selv oppe i årene holdt fast på forklaringen, for den var nemmere at leve med og den blev profetisk for hans liv i Danmark, der netop kom til at stå i undervisningens tegn. Smerten over at være reduceret til en udstillingsgenstand gjorde stadig ondt, da han satte sig til tasterne mange år senere:

"i mit senere liv som lærer for hvide børn var det ofte min opgave at gøre udflugter til zoologiske haver men børnenes iver efter at komme hen til abeburet såvel som deres åbenlyse morskab over de springende og hvæsende smådyr derinde huede mig ikke.
Jeg huskede alt for tydeligt, da jeg selv sad bag tremmerne!!!" (S. 27)

Efter udstillingen fulgte en opvækst delt mellem plejefamilier og skolegangen i Det Kongelige Vajsenhus. Det var stadig en barsk opvækst, men Cornelins havde tydeligvis et betydeligt selvværd og fandt sig ikke i hvad som helst, og selvom folk vedblev at stirre på ham på gaden, så fik han gode kammerater på skolen - hvor mange nok kendte til det at være udenfor - og han mødte voksne, der i ham så en intelligent og musikalsk dreng, som de gerne ville hjælpe på vej og knytte sig til.

Tidligt fik han også forbindelse til en sommerferiefamilie på Lolland, hvor han blev accepteret og en del af miljøet i Avnede øst for Nakskov.

Cornelins havde utvivlsomt et optimistisk sind, og han havde aldrig fået et godt liv, hvis han havde ruget over alle den modstand, der også var. Alligevel er det overraskende, hvor mange (hvide) mennesker, der lader ham knytte sig til dem i de unge år, og da han blev voksen og kom i kontakt med amerikanere bemærkede han selv, at de havde flere fordomme om sorte end de danskere han levede iblandt til hverdag. Som den eneste sorte i næsten alle situationer var han mere et særtilfælde end en trussel mod det hvide samfund og dets privilegier.

Cornelins starter på seminariet for at vende hjem til St. Croix som lærer, men undervejs kommer 1. verdenskrig og salget af øerne til USA på tværs. I stedet bliver han i Danmark, og forbindelserne til Lolland bliver igen nyttige. Han får en samtale om et vikariat på Byskolen i Nakskov, og da han hurtigt viser, at han kan holde styr på ungerne, overvinder han ret hurtigt forældrenes og skolevæsenets skepsis. Nakskov var en international og progressiv by, men mon ikke hans jævnlige besøg i byen under opvæksten og bekendte med indflydelse også har gjort sit til at tøjle skepsissen?

Lykkeligt var det i hvert fald, for Cornelins blev en skattet lærer og viceskoleinspektør på stedet de næste 55 år, hvor han især gjorde en stor indsats for byens musikliv som korleder og underviser på musikskolen. Nakskov havde vel også den helt rette størrelse til både at være anonym og en velkendt del af gadebilledet. Han blev gift og fik tre børn, og efter en personlig krise i midten af 1930'er opdagede han Oxford-bevægelsen og senere Sudan-missionen, som han lagde mange kræfter i. Som foredragsholder rejste han landet rundt for at skaffe midler og opmærksomhed, og det gjorde ham efterhånden til et hyppigt indslag i den offentlige debat.

Cornelins’ erindringer er spændende læsning, fordi hans liv på én gang er både usædvanligt og almindeligt. Der er jo ikke noget mærkeligt i at unge lærerkandidater finder sig til rette med arbejdet i en mindre provinsby, at de bliver vigtige ressourcepersoner i lokalsamfundet, eller at de finder et kald, som de vier deres fritidsliv til. Men Cornelins fortælling om dette almindelige og lykkelige liv har kant, fordi den hele tiden suppleres med fine iagttagelser fra det udefra-perspektiv, som han også kunne anlægge.

Som nakskovit er det naturligvis særligt interessant at læse hans erindringer, men det særlige blik på det Danmark, vi alle er rundet af, gør bogen værd at læse for de fleste - også selvom det ikke er stor litteratur.… (mehr)