K@åre Dybvad

Urbaniseringen har stået højt på den politiske dagsorden de sidste 4-5 år, men yderområdernes problemer er samtidig et skoleeksempel på, at politisk opmærksomhed ikke i sig selv forandrer noget. Det har nemlig mest drejet sig om snak og småinitiativer, der undermineres af en generel centraliseringstendens.

Nu har Kaare Dybvad så sat sig for at undersøge hele problemstillingen til bunds, og det er der kommet en velskrevet og spændende debatbog ud af. I tre dele analyserer han, hvordan ”Udkantsdanmark” bliver etableret som retorisk figur og realitet, hvordan provinsen er afgørende for den danske økonomi og for sammenhængskraften, og han peger på, hvordan en effektiv regionalpolitik kunne se ud.

Når man taler om yderområder, så er der realiteter og opfattelser på spil. Realiteterne er slemme nok: Befolkningen bliver ældre, antallet af tomme huse vokser og de sociale problemer flytter i høj grad på landet – simpelthen fordi mennesker på overførselsindkomst også kigger på, hvor de kan få mest for pengene. Men det er påfaldende, at diskursen tegner billedet endnu skarpere op: Når hovedstadens journalister drager på tur, så kan de KUN se faldefærdige huse, og når filmmagere eller forfattere placerer deres historier ude i landet står karikaturerne i kø. Interessen er beskeden for at skildre provinsen som hele samfund, hvor der både er store udfordringer og et flertal af aktive borgere, der passer deres arbejde.

Der er ingen tvivl om, at der sker en generel urbanisering – også i Danmark. En af bogens svagheder er, at den ser provinsen som én masse, mens billedet hernede fra Lolland er noget mere nuanceret. Det er én ting at bo uden for de store byer. Det er noget andet også at bo uden for pendlingsgrænsen til de store byer. Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at skævvridningen i løbet af de sidste ti år også er resultatet af bevidste valg: Politiske reformer har centraliseret beslutninger og arbejdspladser i Danmark – og hver eneste reform har samlet institutioner i færre enheder, og disse enheder er altid blevet placeret tættere på de største byer end tidligere. Og hvis der endelig har været eksempler på det modsatte, som f.eks. udflytningen af SKAT til Ringkøbing, så undermineres det efterfølgende at embedsmænd, der grundlæggende har det bedst med at ting ligger ét sted, og at det sted skal være centralt.

Resultatet er tab af arbejdspladser, som er vigtige for provinsen. Ofte er det offentlige arbejdspladser, der forsvinder, men på sigt underminerer det også muligheden for at have private arbejdspladser. Det skyldes bl.a. at det danske arbejdsmarked er meget kønssegregeret, og når der ikke længere er offentlige arbejdspladser i et område, bliver det svært at få familier til at flytte til.

Den nødvendige provins
Hvis det er bogens første hovedpointe – at den nuværende centralisering er politisk besluttet – så er den anden hovedpointe, at det er skidt for dansk økonomi. Væksten i byerne sker især i serviceerhverv, uddannelse og administration, og selvom nogle af dem er eksportrettede – f.eks. spilindustri, turisme og shipping – så er dansk økonomi stadig dybt afhængig af industrivirksomheder og fødevareproduktion. Den foregår især i provinsen, hvor et stærkt netværk af praktiske uddannelser og knopskydning på eksisterende virksomheder sikrer innovation og nye arbejdspladser. Dybvad argumenterer for, at provinsens industri sagtens kunne klare sig uden storbyernes erhvervsservice – den er afledt og kunne købes i udlandet, hvis det var nødvendigt – mens det omvendte ikke er tilfældet.

Man skal selvfølgelig passe på med omvendte karikaturer, og industrivirksomheder har også brug for serviceydelser og specialiserede kompetencer, der kun findes i de største byer. Men det er velgørende med respekt for de store værdier, der skabes i helt almindelige virksomheder ude i landet. (En af Danmarks store uomtalte udfordringer er den lave produktivitetsvækst i København. Her er der gang i hjulene, men slet ikke så meget, som der burde være, når man ser på den enorme tilførsel af ungt talent fra resten af Sjælland og udlandet.)

Argumentet om den overlegne provins overføres også til uddannelsesområdet og integrationsområdet, og her bliver tonen måske lidt skarpere end tallene kan bære. Hovedpointen er, at de forpligtende fællesskaber gør det nemmere at integrere udlændinge og sikre uddannelse til ufaglærtes børn. Det er givet vis rigtigt, men jeg er ikke så overbevist om, at de samme mekanismer ikke også gør sig gældende i de store byer. På nogle områder er forstadslandskabet jo bare et konglomerat af små provinsbyer, der tilfældigvis er vokset sammen. Men man kan i hvert fald konkludere, at de mindre samfund som minimum klarer opgaven mindst lige så godt som de store byer.

Endelig er der så udligningsproblematikken. Hvorfor skal byerne betale for at holde hånden under urentable yderområder? Her tager Dybvad virkelig fat om nældens rod. Sagen er nemlig, at den kommunale udligning kun er én af de mange måder værdi flyttes rundt mellem landsdelene. Hvis man indregner værdien af statslige arbejdspladser, som alle betaler til, men som er placeret ujævnt mellem landsdelene, og tilskuddene til den kollektive trafik, som det især er de store byer, der har gavn af, så bliver regnestykket et helt andet. Opgjort på den måde er det faktisk provinsen, der bidrager til Københavns (og i mindre grad Østjyllands) udvikling med små 20 mia. kr. om året.

Hvis jeg skulle tilføje endnu et aspekt til den analyse, så skulle det være uddannelsesinvesteringerne. Hvert år sender en kommune som Lolland 200 unge til de store byer for at blive uddannet, og det er åbenlyst, at mange af dem ikke vender tilbage igen. Det er fint nok, for unge skal selvfølgelig forfølge deres drømme og have den uddannelse, de har lyst til og brug for. Men kommunen har altså investeret på den gode side af 1 mio. kr. i hver eneste af dem (børnehaver, kulturtilbud, skole, sundhedstjeneste osv.) når de rejser. Omvendt får de store byer hvert eneste år tilført et stort antal nye borgere, som kun mangler den sidste uddannelse og ellers har et helt arbejdsliv foran sig.

En aktiv regionalpolitik
Der er som sagt stort fokus på udkantsproblematikken i Danmark, og nogle har sikkert indtryk af, at der sættes voldsomt mange initiativer i gang. Men de er små, og alt for ofte griber de ikke fat i de strukturelle problemer.

(For et par år siden blev der udgivet en bog om problemet, hvor der blev slået på, at det især er ildsjælene, der skal skabe udvikling i landdistrikterne. Ildsjæle er vigtige alle steder, men det er altså ikke ildsjæle, der kan eller skal løse strukturelle problemer. Og det forventes de selvfølgelig heller ikke at gøre i de store byer. Hvem ville f.eks. drømme om at lade det være op til ildsjæle at løse trængelsproblemerne på Køge Bugt motorvejen?)

En sammenligning med lande som Norge, Sverige og Storbritannien viser da også, at de danske tiltag er yderst beskedne. I Norge varieres beskatning og andre strukturelle forhold, så det bliver interessant at flytte til yderområderne og drive virksomhed der. I Sverige er der meget større fokus på at sikre decentralisering af uddannelser og erhvervsrelevans på nye uddannelser, så regionale arbejdskraftbehov bliver opfyldt. Og i Storbritannien er der sparet milliarder på at flytte statslige arbejdspladser til provinsen. Det har givet større regional balance, men det har også sparet rigtig mange penge, for hovedstaden er næsten altid det absolut dyreste sted at løse en opgave.

Der er altså masser af knapper at trykke på, og de præsenteres i bogens sidste kapitler. Da jeg først læste dem, var jeg lidt skuffet over, at de ikke var mere originale. Man havde ligesom hørt alle forslagene før, og alle, der arbejder med området, har oplevet, hvordan de rutinemæssigt er blevet fejet af bordet.

Men jeg har skiftet mening, efterhånden som jeg har fået tænkt over det: Sagen er faktisk, at vi godt ved, hvad der kan skabe reel forandring og en mere balanceret udvikling. Løsningerne findes, og det er først og fremmest et spørgsmål om politisk vilje, om de bliver til noget. I et demokratisk samfund er det en god konklusion, at det er vore politikere, der i sidste ende bestemmer, hvad det er for et Danmark, vi skal have i fremtiden.

Udkantsmyten er som sagt en velskrevet, lettilgængelig og dybt interessant debatbog. Jeg håber, at mange andre får lyst til at læse den og blive lidt klogere på, hvad det er, vi er ved at gøre ved vores land i øjeblikket.… (mehr)