Simi Jan

Det er en stærk bog, Simi Jan har skrevet om sine fem år som korrespondent i Centralasien. Tre år med base i Islamabad i Pakistan og derefter to år i Kabul. Det var et hektisk liv, for regionen var proppet med drama og politisk ustabilitet, men det var også en personlig rejse tilbage til rødderne.

Simi Jans forældre er Pakistan, og i barndommen var hun ofte på besøg hos bedsteforældrene i Quatta. (Ikke nok med det: Hendes fars familie var oprindeligt fra Afghanistan.) Som journalist er det en kæmpe fordel, at hun taler sproget og har nemmere ved at leve sig ind i de lokale traditioner.

Det er sjovt at læse om livet som reporter i frontlinjen. Hvor tit har man ikke set Simi Jan tone frem på TV2 for at udlægge endnu et bombeangreb eller endnu en politisk forvikling? Det er interessant at få baggrunden – også for en af de reportager, som jeg husker tydeligst, selvom det langt fra var den mest dramatiske: En pakistansk modeuge, som blev afholdt på trods af ekstremistiske trusler.

Bogen har en fin afbalancering mellem det personlige og professionelle. Vi får nok at vide om manden Allan til at mærke det pres, livet som korrespondent også er for et forhold, men det er ikke det, det handler om. Vi får mere at vide om Simi Jans udforskning af sine egen baggrund og historie, men det bruges elegant til at fortælle historien om Pakistans udvikling, stammevæsenets betydning og pashtunernes voldsomme historie.

Ser man på bogens billede af udviklingen, så er den dybt deprimerende. Pakistan er mere voldeligt og uroligt i 2012 end i 2007. Benazir Bhuttos hjemkomst gav et kort håb, men det blev hurtigt slukket, da hun blev dræbt i et attentat. Hvorvidt det er sikkerhedstjenesten og militæret eller pakistansk taleban, der er den største trussel, står hen i det uvisse. Der er derimod ingen tvivl om, at volden eskalerer, mens den demokratiske regering er korrupt og svækket.

I Afghanistan er det næsten endnu værre. Forbitrelsen mod NATO-soldaterne og de civile ofre vokser hele tiden, og Taleban hyrer nye rekrutter og køber nye våben i samme takt, som de vestlige styrker slår til. Mest deprimerende er det, at den afghanske regering og de afghanske sikkerhedsstyrker kun gør små fremskridt. Mod slutningen af opholdet tager håbløsheden til blandt Simi Jans afghanske venner, og som læser er det svært at bevare optimismen. Er taleban light virkelig det bedste, vi kan håbe på, når de internationale styrker trækker sig ud?… (mehr)