Henrik Juul Jensen

Der er mange gode intentioner i Støj og stilhed, der tager livtag med nogle af tidens store spørgsmål. Vi husker jo godt de mange flygtninge, der kom til Danmark i kølvandet på krigen i Bosnien, men efter de mange andre krige og flygtningekriser har vi lidt glemt dem og de ting, som de havde med i bagagen. Desværre formår bogen ikke at forløse historiens potentiale.

Bogens fortæller er en ældre mand, der sidder på sit hotel ved havet i Kroatien. Han skal tydeligvis forestille at være en klassiske macho antihelt, der skriver i korte, desillusionerede sætninger. På terrassen møder han Andreas Ask, der er tidligere bedemand og nu bor i en hytte på stranden og driver rundt som vagabond. Det er Andreas, der fortæller historien om Nada, der flygtede til Danmark i 1992, gravid med sønnen Kiko, der kommer til verden i en flygtningelejr i Danmark.

Andreas møder hende til et job som kirkesanger, og han falder straks for hendes stemme og hendes skønhed. Andreas er antropolog, men han har aldrig rigtig fået job som sådan. Istedet er han kommet i bedemandsbranchen, og han har også en fortid som jazzmusiker og en nutid som kvindebedårer. Det sidste dropper han for at være sammen med Nada, og da de flytter sammen, bliver han far til Kiko – men i længden kan de ikke holde skyggerne fra hendes oplevelser i Bosnien på afstand.

Jeg troede ikke på fortælleren som person, og jeg tror heller ikke på Andreas. Jeg kan ikke mærke ham, og hans skæbne interesserer mig i ikke. Romanens bedste historie handler om Nada. Hendes liv i Sarajevo, hvor hun var gift med musikeren Zlatan, og hendes dramatiske flugt ud af byen er spændende, og skildringen af hendes undrende møde med Danmark og det hårde liv på asylcenteret er troværdig.

Som helhed var det ikke en stor læseoplevelse. Der er for mange klicheer og for lidt konsistens i sproget, og der var for mange af personerne, som jeg ikke troede på - heller ikke selvom romanen skulle være baseret på en sand historie.… (mehr)