Martin Krasnik

Efter 11. september beslutter Martin Krasnik sig for at finde ud af, hvad det egentlig er, islamisterne tænker. Han har nemlig den opfattelse givet vis rigtig at de vestlige medier er fyldt med holdninger og karakteristikker fra islamisternes kritikere, men at vi faktisk ikke ved ret meget om hvad de selv tænker og mener. Ikke nok med det: For at følge deres selvforståelse i dybden vælger han enkeltpersoner ud til at repræsentere de forskellige retninger, og han lader den ene person sende ham videre til det næste mål for rejsen. Det fører ham til Iran, Hizbollah i Libanon, Pakistan og Saudiarabien omkranset af to ture til London og den europæiske islamisme. Resultatet blev bogen ’De retfærdige’, der udkom i 2005.
Det er ikke ukritisk afskrivning af holdningerne, for han konfronterer dem alle med terroraktioner, Israels ret til at eksistere, problemet med at gøre koranen til moderne lovgivning i form af Sharia, forholdet mellem demokrati og islam osv. Faktisk er det helt igennem forbløffende, hvilke spørgsmål han stiller disse mennesker lige op i ansigtet. Man mærker tydeligt, at det er journalisten, der er på arbejde her.
Af de fire steder er det interessant nok den iranske intellektuelle Muhammed, som han får det tætteste forhold til. Og Muhammed er på mange måder også den mest interessante person, fordi islamismen form ham er et selvstændigt valg, og fordi han kombinerer troen på de evige sandheder i islam med modernistisk sprogteori og forskning i engelsk litteratur. Hvordan de to ting kan kombineres forstår Krasnik ikke, og det gør læseren sådan set heller ikke. I det hele taget virker Iran langt mindre hysterisk med f.eks. kønsopdeling end Saudiarabien, hvor det aldrig lykkes at komme det mindste under overfladen, hvad Krasnik er sig bevidst om.
Pakistan og Hizbollahs Libanon er de steder, hvor islamismen virker mest direkte truende, og der er ingen tvivl om, at krigen og volden fremmer islamismen her.
Det er også tydeligt, at islamisterne her bygger deres gode folkelige ry på rent faktisk at være mindre korrupte og yde større social hjælp end statsmagtens systemer. Det bringer Krasnik frem til en af hans væsentlige pointer: Islam og islamismen fremstår mange steder som en progressiv ideologi, simpelthen fordi den tager lighed i underkastelsen, ganske vist, men alligevel og social retfærdighed alvorligt. Hvis man alligevel lever i et diktatur, hvorfor så ikke ønske et islamistisk diktatur, hvor korruption og andre urimeligheder nedkæmpes?
Der er naturligvis ingen garanti for, at de sociale problemer vil blive løst under islamismen, men når vesten støtter Mellemøstens diktatorer fra Mubarak i Ægypten over den saudiske kongefamilie til general Musharref i Pakistan, så er det ikke så sært, at de undertrykte befolkninger ikke kigger til vesten efter inspiration. (I øvrigt er der nok en tendens til at overvurdere Musharrefs betydning i kampen mod islamismen. Hvor militæret i Tyrkiet har forsvaret den sekulære tradition, så var det under ul Haq's militærdiktatur fra slutningen af 1970'erne, at Sharia for alvor blev en del af pakistansk lov, at koranskolerne blev fremmet mv.)
Bogen slutter på en dyster tone. Som den gode demokrat han er, opfordrer Krasnik naturligvis til fortsat kritisk dialog med islamisterne, men hans egen erfaring er også, at de ikke rykker sig af den grund. Håndsafhugning, stening af kvinder o.l. opfattes IKKE som et pinligt vedhæng fra traditionen, som det egentlig ville være bedst at undvære. Næ, det forsvares lige ud af posen.
På den anden side skal man selvfølgelig være forsigtig med at tro, at alle muslimer deler synspunkterne og er lige så faste i troen. Krasnik har jo bevidst valgt at gå efter velformulerede og ideologisk skolede repræsentanter for islamismen. Kommunisterne havde også altid ideologiske og velformede svar på alle kritikpunkter, men det betød jo ike, at de kunne overbevise alle eller bare flertallet, selv blandt socialisterne.… (mehr)