Ulla Loge

For mange på min alder vil Berlinmurens fald altid være det definerende øjeblik. Jeg voksede op i skyggen af den kolde krig og med solid angst for et atomragnarok. Verden var delt i to, og det var den så eftertryggeligt, at det var svært at forestille sig noget andet. Der var Gorbatjov og reformbevægelser i Østeuropa, jovist, men at den kommunistiske verden fra Prag til Vladivostok skulle kollapse virkede helt og aldeles usandsynligt.

Tyskerne oplevede opdelingen helt tæt på, og også i Østtyskland var der en oplevelse af, at virkelige forandring var umulig. Ulla Loge, født i Neubrandenburg i 1979 og i dag bosiddende i Berlin, fortæller om tiden fra foråret 1989 til murens fald i november, og det var netop den periode, hvor fornemmelsen af, at intet kunne ændres blev til en oplevelse af, at folket havde magten, og at staten blot var en papirtiger.

Historien udspiller sig i østtysk provinsby, hvor hele DDR-samfundet er repræsenteret. Der er gymnasieeleven Karla Leupold, der er gerne vil være journalist, men som kommer galt af sted, da hun skildrer 1. maj fejringen i en kollage af ikke-heroiserende fotografier. Der er hendes far Leonard, der skriver taler for den lokale Stasi-leder, og som hun bliver rasende på, da han skriver en ideologisk formfuldendt undskyldning på hendes vegne. Han forfalsker endda hendes underskrift, så vant er han blevet til at bestemme på andres vegne.

Men der er også de helt almindelige arbejdere Rudolf og Hedwig, der ikke har store tanker om revolution, men som alligevel bliver optændt af håbet om at se familien i Vesttyskland igen. De starter trabien og sætter kursen mod Ungarn og derfra videre til Østrig. Der er aktivisterne Gudrun og Arno, der begge er medlemmer af den lokale aktionsgruppe, der først kræver adgang til at overvåge optællingen af stemmer til valget og siden er med til at arrangere protester og demonstrationer. Aktionsgruppen er realistisk skildret, inklusiv en Stasi-meddeler.

Og så er der Susanne Kulik på 9 år, der bare drømmer om at blive tryllekunstner.

Bogen er ikke så meget en udfoldelse af personernes individuelle historier som en skildring af et helt særligt år, hvor ingen forstod de kræfter, der var sat fri, før de var kommet ud af kontrol. Det skete samtidig med, at folk levede deres almindelige liv, og hvor absurde situationer – som at østtyske asylansøgere fra den tyske ambassade i Prag blev kørt gennem DDR midt om natten for at skjule statens skam – måske ikke adskilte sig så meget fra livet i øvrigt.

Tegningerne er holdt i enkel stil, der passer fint til bogens generelle tone. Vi er helt nede på jorden, og selvom der sådan set sker voldsomme ting (angiveri, næsten-tab af en ønsket fremtid, flugt til vesten) så fremstilles det afvæbnende og ud fra en viden om, at det endte godt. Men det handler selvfølgelig også om, at DDR i 1980’erne også var blevet et etableret samfund med et på mange måder udramatisk hverdagsliv.

Murens fald og de begivenheder, der førte dertil, vil blive ved med at generere nye fortællinger. Det er kun godt, for det er en historie, som det er vigtigt at huske på, men det er også klart, at ikke alle bøger om et emne kan være mesterværker. Jeg var i godt selskab med Ulla Loges personer, og perspektivet var interessant, så jeg kan bestemt anbefale bogen, men det er mere et bidrag end en hjørnesten.… (mehr)