Mette Moestrup

Fortælleren har lige taget et hvidt rum i besiddelse. Hun skal bruge det til at arbejde i, men det bliver mest et rum for at udleve en eksistentiel krise, hvor både hendes fortid og hendes nutid er på spil.

Sådan ser situationen ud i Mette Moestrups første roman fra 2009.

Fortiden først: Oldemoderen har boet i en gammel vandmølle, som fortælleren og resten af familiens kvinder – der er ingen mænd i familiekrøniken – er tæt knyttet til. Dog ikke mere, end at den har fået lov til at forfalde i tyve år og nu er blevet jævnet med jorden. Alligevel påvirker det hende voldsomt, og i tankerne udforsker hun barndommens oplevelser på ny.

Det kan også hænge sammen med hendes nutid. Selvom det hvide rum er et arbejdsværelse i et atelier, så er det også lidt en flytning fra kæresten Morten. Deres forhold knirker. Han er psykisk ustabil og truer i en sms med at begå selvmord. Hun virker til gengæld helt ude af stand til at handle eller tage initiativ til at gøre noget ved problemerne.

Det kunne for så vidt være udmærket. Sproget af fint, og der er mange gode passager i bogen. ”Det er,” siger jeg, ”som om hjernen leder efter det billede, øjnene plejer at sende til den. Ellers om om øjnene leder efter det billede, hjernen plejer at sende til dem.” (s. 61) Sådan beskrives mødet med den nedrevne vandmølle, og det er jo en elegant måde at beskrive det indviklede spil mellem sanseoplevelser og erindringer.

Men fortælleren / Moestrup har også en vane med at understrege bestemte ord og sætte fraser som mine egne øjne i kursiv og at liste de nævnte personer og de understregede ord op efter hver af de 68 tekstbider, og de fleste fylder kun ½-1 side. Hvis der er en dybere mening, gik den hen over hovedet på mig. Jeg opfatter det mest som stilistisk krukkeri. Det skabte hele tiden afstand til bogen og hovedpersonen, der aldrig rigtig krøb ind under huden på mig.… (mehr)