Johan Nørgaard Pedersen

Sabotage i Viborg er Johan Nørgaard Pedersens debut på stort forlag, men han har allerede haft en længere karriere med undergrundsudgivelser bl.a. om politimanden Bill Nash. Pedersen er selv fra Viborg, og bogen er inspireret af den lokale modstandskamp, der fokuserede på jernbanesabotage – målet var at forsinke og vanskeliggøre de tyske transporter til og fra Norge – og efterretningsvirksomhed.

Bogen åbner med en dramatisk afsporing i februar 1944, og det fører selvfølgelig til optrapning af de lokale kampe. Tyskerne opruster med mere bevogtning og skærpet efterforskning, og på den anden side bliver latinlærer John Andersen fra Finderup bedt om at sætte sig i spidsen for den lokale sabotagegruppe, der er blevet kraftigt decimeret.

Vi følger opsamlingen af leverancer fra England og arbejdet med at hindre en ny togtransport fra Hanstholm mod syd. Det hele kulminerer i et dramatisk slag i marts 1944, hvor gruppen endnu engang saboterer jernbanelinjen, mens Gestapo allerede er i hælene på dem. Kampene på jorden suppleres endda med et luftslag mellem britiske og tyske kampfly, men det hjælper ikke meget: Modstandsgruppen bliver dræbt eller fanget, og vi følger de overlevende til de tyske koncentrationslejre, hvor der kun er minderne og det desperate håb om redning til at holde dem i live.

Billederne er tegnet i enkle stregtegninger, der fungerer udmærket i de voldsomme kampscener, men som kommer til kort i personskildringen. Kvinder græder eller ser modige ud, mændene er sammenbidte i forskellig aftapning. Samtidig skifter tekstningen konstant størrelse, så det visuelle indtryk bliver rodet.

Historien er dramatisk og ligetil, men den fangede mig ikke rigtigt. Det gør ikke så meget, at den fortælles udelukkende med modstandsfolkenes briller, men personerne udvikles for lidt til at man for alvor kan identificere sig med dem. F.eks. erklærer kuréren Gudrun John sin kærlighed og bliver afvist på en enkelt side – men vi har stort set ikke set dem sammen før, så forelskelsen bliver bare et postulat. Pedersens energi er tydeligvis i de dynamiske kamp-, sabotage og forfølgelsesscener, men denne læser ville have foretrukket, hvis der var blevet brugt flere sider på at bygge historien op.… (mehr)