Antoine Sénanque

> Babelio : https://www.babelio.com/livres/Senanque-La-grande-garde/234503
> BAnQ (Le devoir, 1 déc. 2007) : https://collections.banq.qc.ca/ark:/52327/2812024
> Psychologies magazine : https://fr.calameo.com/books/0000483785bc16b3d04fd

> Bienvenue à bord des hôpitaux de Paris. Antoine Sénanque, auteur de Blouse, paru en 2004, embarque à nouveau son lecteur dans l'univers qu'il connaît, le monde médical. Ce roman est une plongée brutale dans les cales de l'hôpital, cargo fantôme suspendu entre la terre des vivants et le royaume des morts : au bloc de neurochirurgie. Dans la tête et les viscères des chirurgiens. Car les dieux du bistouri sont des êtres humains, faillibles, effroyablement faillibles...
Le livre, écrit à l'arraché, dans l'urgence, commence comme une comédie, mordante. Il met en scène les «mesquineries hospitalières», les rivalités de chefs notamment ; campe des portraits de chirurgiens entrés en médecine sans avoir la foi ; décrit les crimes des jeunes médecins classés sans suite ; brosse le tableau des «hocheurs de tête», ces praticiens qui entourent le patron sans jamais risquer un diagnostic. Quant aux malades, ils sont les figurants de cette pièce en deux actes - bien qu'ils en soient aussi l'enjeu.
—(Astrid de Larminat - Le Figaro du 5 avril 2007)

> Après Blouse (Grasset, 2004), son premier livre, un récit sur son activité de médecin - il est lui-même neurologue -, Antoine Sénanque s'essaye, dans La Grande Garde, au roman avec pour cadre exclusif le service de neurochirurgie de La Pitié-Salpêtrière, à Paris...
Epuisement, jalousie, conflit de pouvoir, faute, tout s'entremêle, s'entrechoque. On est au bout de la nuit et rien ne sera plus comme avant. Peu de romans ont su aussi bien dire la tension qui règne dans un bloc opératoire, les rapports de pouvoir dans un service de chirurgie, la vie à l'hôpital. La grandeur d'un médecin.
—(Florence Noiville - Le Monde du 27 avril 2007)… (mehr)

Hvad sker der, når en mand i vore dage hævder at se jomfru Maria? I første omgang bliver han sendt til psykolog og neurolog for at finde ud af, om der er noget alvorligt i vejen!

Det er i hvert fald tilfældet for Pierre Mousange, 50+, enkemand, dyrlæge og ikke-praktiserende katolik. Hvorfor ham? Det virker absurd, og det bliver ikke bedre af, at det første møde finder sted 1. april Det er næsten en tand for tykt.

Pierre har stort set officielt affundet sig med, at livet gået i stå efter konens død 10 år tidligere. Hans bror og svigerinde arrangerer dødsdømte stævnemøder, når den dårlige samvittighed og trangen til at hjælpe ham videre tager overhånd, men det meste af tiden går med vennerne Felix og Tû, der også er strandet i deres liv.

Synerne vælter denne ordnede tilværelse. Snart kommer Pierre i kontakt med nye mennesker som den syge alternative behandler Mariette, fader Baugin, der elsker Marilyn Monroe film og ikke mindst Rose. Det er hans sekretær, som han endelig får øje på.

Antoine Sénanque har skrevet en livsbekræftende og ikke mindst morsom bog om livets små mirakler. Pierre er en rendyrket kyniker. Han opfører sig pænt, men i sit stille sind tænker han sit om f.eks. omfavnelser mellem mandlige venner: I hans øjne en overfladisk, amerikansk hilseform, hvor en tilsyneladende intimitet dækker over homofobisk angst for at berøringen også når skridthøjde.

På et tidspunkt siger Baugins filosofiske biskop, at syner kun regnes for ægte, hvis de følges op af et mirakel. Det skal ikke røbes her, om der faktisk sker mirakler. Pierres genopstandelse til livet er i hvert fald under alle omstændigheder mirakuløs.

Ser Pierre jomfru Maria, eller det en projektion af hans indre behov? Som han selv siger, er det i sidste ende et spørgsmål om tro.… (mehr)