Camilla Stockmarr

Der er noget typisk, ja næsten klichéfyldt over familien i Camilla Stockmarrs roman fra 2012. Jeg mener, det er jo ikke første gang, vi hører om venstreorienterede idealister, der forlader storbyen og kaster sig over utopiske projekter på landet. Men det gør ikke så meget, for historien er velfortalt.

Fortælleren er Phønix, der sammen med søsteren Nefer, moderen Hannah og faren flytter til en forladt vandmølle i Sverige i 1970’erne. Det er faderen, der spontant har købt ejendommen for pengene fra sit studielån, ligesom han har købt en gammel svensk brandbil – som viser sig ikke at være så praktisk som forventet. Han er kort sagt en fantast, men han er også en kærlig far, og hans gå-på-mod er ukueligt. Han kaster sig ud i istandsættelsen af møllen, han bygger en af de typiske verandaer, som naboerne i Småland er ved at smide ud, og han har planer om at genoplive møllens gamle savværk.

Parallellerne til Bonderøven er oplagte, men her er der ingen mulighed for at supplere indtægten med TV-programmer og foredrag, så familien må leve på en sten. Det generer ikke Phønix, og det generer ham egentlig heller ikke, at naboerne morer sig over familiens i deres øjne skøre projekter. De har nemlig også stor sympati for ”akademikerens” vindende væsen og hans projekter, der jo også er en hyldest til deres kultur.

Den smukke natur og familien er rammen om en lykkelig barndom, men fra starten står det klart, at katastrofen lurer lige under overfladen. Næppe er de ankommet til møllen, før faren får den tåbelige ide at kravle ned i en dyb brønd, fordi han har tabt sine briller derned. Han redder kun livet, fordi en af naboerne kommer forbi. Phønix og de andre ser mest farens energi, men han er også en plaget sjæl, der har mere end svært ved at indpasse sig i samfundet. Længe går det, lige, men tilværelsen vipper på en knivsæg. Det er romanens styrke, at man hele tiden mærker den lurende katastrofer og alligevel kommer til at holde meget af personerne og tror på, at projekterne vil lykkes for dem.

Udflytterne er en medrivende fortælling om en drengs opvækst og et familie, der insisterer på at forfølge sine drømme om en anden tilværelse. Det er ikke nogen lang roman, men den er måske alligevel lidt for lang, for jeg mistede lidt interessen for handlingen efter kulminationen på plottet.… (mehr)