Eva Tind

Jeg hørte Eva Tind på sidste års Bogforum, og det var en af grundene til, at hendes nye roman kom med på ønskelisten. Det var en god idé, for romanen er et interessant bud på en familieroman, der tager udgangspunkt i en af tidens mange nye familieformer.

En af de ting jeg bed mærke i, var hendes fremhævelse af, at romanen byttede rundt på gængse kønsroller. Pigen Sui vokser kun op hos sin far, Kai. Moderen Miriam er nemlig ikke bare 25 år ældre end faderen, hun også en succesfuld og internationalt anerkendt kunstner, der uden videre slår fast, at arbejdet kommer i første række. Det er sådan set ærligt nok. Da hun opdager, at hun er gravid, gør hun det klart for Kai, at han bliver eneforælder. Men det er stadig chokerende, da hun forlader Sui som spæd til fordel for en ny mand, der kan skaffe hende en soloudstilling på MOMA og en tilværelse blandt Tokyos elite.

Historien fortælles med udgangspunkt i 2010, hvor Sui fylder 18 og flytter hjemmefra. Hun vil være sig selv og tror, at hun kan leve med det åbne forhold, som hun har aftalt med kæresten Anton. Det viser sig dog at være sværere at leve med, da hans forhold til pigen Paris - igen byttes der rundt på kønsrollerne, i den græske mytologi er prins Paris en mand, der tager Helena med hjem til Troja – bliver stadigt mere alvorligt. Samtidig opdager hun en cyste i maven som måske/måske ikke er noget rigtig slemt.

Kai kan hun ikke tage hjem til, for han er havnet i identitetskrise efter hendes flytning. I mange år har hans livsindhold været lig med rollen som far og som medejer af en lille arkitektvirksomhed, og nu er der kun tomhed og et uforløst forhold til den kvindelige forfatter Jensen tilbage. Noget må gøres, og han beslutter at genoplive sin spirituelle side med en rejse til Indien. Her havner han i det mystiske minisamfund Auroville, der lyder som noget forfatteren har fundet på, men som er et virkeligt sted grundlagt af ’The Mother’ i 1960’erne.

Til gengæld kan Miriam opsøges på hendes kæmpe ødegård i Sverige. Her går hun på jagt, lever næsten som en eneboer og bruger en god del af sin formue på at opføre sit endegyldige værk, Robinia. Planen er at bygge en femten kilometer lang og fire meter høj mur rundt om verdens ældste træ. Muren skal stå til den selv går i opløsning og måske kan afsløre en helt ny biotop. Dagene går med irritation over Mathilde, der bor i en hytte på grunden, og med at holde de polske håndværkere på muren i sving. Men hvis man tror, at det bliver indledningen på en stor forsoning og et stærkt nyt forhold mellem mor og datter, bliver man slemt skuffet.

Positionerne er de samme, og i stedet for at bruge tiden på moderen, graver Sui ned i Kais familiehistorie. Han har en koreansk far, men har ingen kontakt haft til den del af familien, siden han var otte. Sui opdager, at bedstefaren har giftet sig igen og er flyttet til Marado, en lille sydkoreansk ø, hvor perlefiskeri er den vigtigste indtægtskilde. Og hvor det er kvinderne, der står for fiskeriet og forsørger familierne, fordi de fra gammel tid var undtaget fra at betale skat.

Jeg blev grebet af romanen og dens forstående blik på alle tre familiemedlemmer. Der er meget at være vred over, og de tre personer repræsenterer hver sin generation og hver sin overgang i livet. Sui skal være gøre sig fri og blive voksen, Kai skal finde sig selv på ny som noget andet end far og Miriam er optaget af alderdom, eftermæle – og død. Alligevel er det en glad og livsbekræftende roman. Personerne udfordres, men de har ballast nok til at stå prøvelserne igennem og komme ud på den anden side som hele mennesker.

Det er ret fint gjort, og selvom det er noget jeg truer med tit og ikke altid når at følge op på, så siger jeg det også om Eva Tind: Det her var min første bog af hende, men det bliver ikke den sidste.… (mehr)