Montgomery Van Wart

Da jeg begyndte på lederuddannelsen, var det her en af de tre grundbøger, og mens jeg hurtigt fik læst og anmeldt Følelsesmæssig intelligens i lederskab og På sporet af en offentlig identitet, så har det taget længere tid at komme hele vejen igennem van Wart. Undervejs blev jeg irriteret, fordi der var så mange begreber og så urimeligt mange ting at forholde sig til som leder, men med tiden kom jeg også til at sætte pris på dens systematik.

Bogen er inddelt i to dele: Første del er en gennemgang af de mange ledelsesteorier, der findes, og anden del handler om lederens kendetegn, adfærd og de handlinger, der knytter sig til faget. Udgangspunktet er en definition af ledelse som en kompleks proces, hvor lederen hele tiden analyserer sin egen situation, udvikler sine ledelseskompetencer, tilpasser teknikker til konkrete situationer og opnår sine mål. Der er altså tale om en fleksibel og processuel forståelse af ledelse som et mangesidet fag, hvor der sjældent er ét rigtigt svar på de interessante spørgsmål.

Før ledelse blev et fag, blev der mest set på historiske forbilleder, når unge forsøgte at udvikle deres evner, og de dygtigste lederes evner blev anset for at være resultatet af særlige personlighedstræk. Fra Plutark og frem blev den aspirerende leder henvist til at studere historiens ”store mænd”. Det ændrede sig med Taylor og hans samtidiges forsøg på at forbedre først produktionsprocesser og så ledelse som sådan ved at studere det videnskabeligt. De første teorier var meget rationalistiske i deres tilgang. Det handlede om at finde den optimale tilrettelæggelse af arbejdet – så ville resultaterne følge efter.

Det er karakteristisk, at van Wart gennem bogen vender tilbage til Taylors og den tidlige teoris ideer. Arbejdstilrettelæggelse, organisering og optimering af processer er fortsat nøgleopgaver for alle ledere. Ikke at senere ledelsesteori ignoreres – for det gør den bestemt ikke. For van Wart er det ikke paradigmer, der afløser hinanden, men snarere arkæologiske lag, der ligger sig oven på hinanden og giver en stadig mere fintmasket forståelse af ledelse som fag og som disciplin.

Gennemgangen af ledelsesteori er koncis men ikke decideret kortfattet, og det er nok heller ikke muligt. Der er et væld af teoretikere og tilgange, som skal være repræsenteret i en grundbog, men om sagt kan det også føles overvældende. Selvom det hurtigt bliver klart, at f.eks. kultur og relationer spiller ind på produktivitet, så er de rationelle teorier dominerende frem til 1960’erne. Derefter bredes perspektivet ud. Der bruges f.eks. ganske meget plads – og noget skepsis – på transformationsledelse, der kan inspirere medarbejdere til at yde en særlig indsats, men uden at forholde sig til etikken i det, de laver. Men der er også kapitler om nye tilgange som etisk ledelse, kulturteori og feministisk ledelsesteori.

Indtrykket af de sidste tredive års teoridannelse er noget mere fragmenteret. Det skyldes nok både en reel fragmentering, og at det endnu er for tidligt at sige, hvilke teorier, der kommer til at overleve og gå ind i fremtidens ledelseskanon.

Anden del er mere handlingsorienteret. Med teorierne på plads vender van Wart sig mod den enkelte leder. Først undersøger han hvilke karaktertræk, der især kendetegner succesfulde ledere – igen en tilbagevenden til den tidligste ledelsesteori, selvom van Wart understreger, at personlighedstræk kan understøtte men ikke definere om en person bliver en dygtig leder – dernæst kigger han på de kompetencer en leder skal have, og på hvordan der hele tiden sættes mål og evalueres på effekterne.

De næste tre kapitler går endnu tættere på den daglige ledelsespraksis. Grundlæggende kan ledelsesopgaver inddeles i tre kategorier: Dem der retter sig mod opgaver (hvad skal vi løse? Hvordan gør vi det mest effektivt?) dem der retter sig mod personalet (rekruttering, coaching, konflikthåndtering osv.) og endelig dem der retter sig mod organisationen. Typisk vil en driftsleder være mest optaget af de første, mens koncernledelsen i sagens natur skal bruge meget tid på organisationsudvikling, men det understreges også, at alle ledere skal kunne agere på alle niveauer, og ser man tilbage på de sidste tredive års udvikling, så er der ikke mindst blevet stillet større krav til driftslederne. I takt med at organisationerne er blevet fladere og kravene til innovation er vokset, skal de også kunne arbejde strategisk.

Leadership in Public Organizations er en rigtig lærebog. Den føler sig som nævnt forpligtet på at give en fair introduktion til hele faget, og det viser sig også i opbygningen. Der vrimler med eksempler på dygtige ledere, og til hvert kapitel er der udviklet studiespørgsmål og opgaver. I starten var de også lidt irriterende, men det hører jo med til ideen om ledelse som et selvstændigt fag. Dermed følger også teoretiske uenigheder, et væld af delvist overlappende begreber og en følelse af at springe ud på dybt vand, når man skal manøvrere i det for første gang.

Van Wart er en systematisk guide i den jungle, selvom jeg har svært ved at svinge mig op til decidereret begejstring. Det er også lærebogens lod.… (mehr)