En god bog, der var var præcis som forventet. Stærkt tema, enkelt sprog, hårde følelser - og særligt stærkt når man kender forfatterens skæbne. Men også distanceret, fordi bogen netop er så genkendelig og på sin vis sædvanlig, at jeg følte, jeg havde læst det hele før. ( )

Jeg hørte Transfervindue som lydbog, og det var svært at lytte til Maria Gerhardts oplæsning uden at tænke på, at hun nu ikke længere er her. Kort tid efter udgivelsen døde hun af den kræftsygdom, som i romanen er omsat til stærk og gribende kunst.

I Transfervindue er det meste af Nordsjælland omdannet til et gigantisk hospice for døende mennesker. Besøg er kun sjældent tilladt, og når en patient først har ladet sig indskrive, kommer hun ikke ud igen, med mindre hun ved et mirakel bliver helbredt. Hospicet kan ses som en utopisk fremskrivning af velfærdsstaten, både fordi den handler om at tage de dyreste boligområder fra samfundets rigeste for at glæde de døende, og fordi de isoleres fra deres familier og overlades til professionelle behandlere.

Inden for murene leves livet i dødens skygge, men selvfølgelig leves der. Der er tilbud om terapi og pleje, der er kortklubber og morgenbadning – tvunget! – og Maria har fundet sammen med den jævnaldrende Mikkel. Sammen ryger de cigaretter og iagttager livet med ironisk distance og fælles frustration over det åbenlyst uretfærdige i, at de skal tage afsked med livet i så ung en alder.

Livet på hospice kan virke tilforladeligt, men det er det ikke, og det er ikke uden grund, at undertitlen taler om ”de raskes fejl.” Det er selvfølgelig en fejl at isolere de syge fra samfundet, og i tilbageblik fortælles om sygdommens udvikling og om omgivelsernes reaktion. Om forholdet til kæresten, der i starten er optimistisk og klar til at kæmpe sammen, men som efterhånden trækkes ned. Om vennerne, der bliver færre og har svært ved at omgås hende naturligt. Om den indre vrede over de andres sundhed. Og aldeles hjerteskærende om forholdet til barnet, der afviser hende og drømmer om en rask mor. ”Det er helt naturligt,” siger hun til sig selv, men det bliver det ikke mindre smertefuldt af.

Romanen hviler på en spænding mellem den syges drøm om at undslippe de raskes fællesskab, hvor hun altid vil være uden for, og meningsløsheden i den isolerede tilværelse. Den er fortalt i et smukt og nøgternt sprog, der får poetisk flyvehøjde af den originale idé om det store nordsjællandske reservat / hospice. ( )