Man skal ikke læse Malte Burups debut fra 2017 for historiens skyld. Vi følger en mand i rødt undertøj, der hører en lyd fra en lejlighed, sparker døren ind, finder en død mand og rør ved en kulørt billet i hans lomme – hvorefter han bliver suget ind i en mystisk drømmeverden. Her følger han forskellige spor, skifter fra det ene sceneri til det næste og deltager i noget mærkværdig dialog uden at han selv eller læseren bliver klogere af den grund.

Nej, hvis man skal bruge tid på Uvisheden, så skal det være på grund af billedsiden. Mens hovedpersonen er simpelt tegnet, så er der intet simpelt over brugen af former og slet ikke over den farvepalet, som Burup bringer i spil. Vi følger hovedpersonen til dekadente sexklubber, ned i underjordiske tunneller og ud i mystiske landskaber, og alle steder præsenteres i enkle former og voldsomme flader af farve, der ikke rigtigt hører til i f.eks. en skov, men som alligevel passer sammen, og som man ikke kan lade være med at kigge på og fordybe sig.

Jeg er sikker på, at Uvisheden kan læses som en fortolkning af myter, af menneskets undertrykte drifter eller af andre aspekter af U(nderbe)vis(t)heden. Det er fint nok. Jeg anbefaler, at man bare bladrer i bogen, nyder farverne og kompositionerne og lader være med at bekymre sig for meget om, hvad det rent faktisk betyder. ( )