Dopotutto, io sono un giapponese che non beve sake'!
Chomp
Chomp
Gnam
Gnam
(182) ( )

Guardo a destra: una tigre. Guardo a sinistra: una tigre. Davanti a me un otoro: com'è buono!

Quasi aforismi o haiku. Brevi, intensi, gustosi. Istantanee (polaroid) in cui il resto del mondo sparisce e rimani solo con il tuo cibo.

Det er svært at anmelde en bog, når man i tvivl om, hvad det egentlig er man har med at gøre. Er det en samling af grafiske småfortællinger? Er det en guide til det japanske køkken? Er det en fortælling om ensomhed midt i den pulserende storby? Måske er det lidt af det hele tilsat en dosis af Dan Turélls velkendte mantra om at holde af hverdagen.

Vi ved ikke, hvad han hedder og kun meget lidt om, hvem han er, hovedpersonen i Jiro Taniguchi og Masayuki Kusumis Den ensomme gourmet. Han arbejder med import af europæiske varer, han drikker ikke alkohol, og så lurer der en trist historie kærlighedshistorie et sted i baggrunden. Meget mere røbes ikke i de atten små kapitler, der hver især er navngivet efter en japansk ret og det sted, hvor den bliver spist.

Ofte er han melankolsk eller ligefrem trist, når vi møder ham i starten af en historie. Han er altid sulten, og som oftest føler han sig lidt udenfor, når han går gennem gaderne og leder efter et godt sted at spise. Måske føler han sig fremmedgjort i Akihabara, teknologikvarteret i Tokyo, eller han leder forgæves efter en restaurant, som han har besøgt mange år før. Måske er det lidt akavet at spise på værtshuse uden at drikke alkohol, eller måske er det bare lidt underligt at komme ind på et stamsted, hvor alle kender hinanden.

Men så er der jo maden. Kombinationerne kan virke underlige, men gourmeten er parat til at lade sig forføre af smagen. Han holder simpelthen af mad, og når han spiser lader han sig forføre af smagene mens tankerne går på langfart. Når historien er slut, er han altid mæt og i bedre humør.

Jiro Taniguchis præcise blyantstreg er perfekt til at gengive de forskellige steder og retter. Der er en del gentagelse i gourmetens ansigtsudtryk, men det underbygger den underliggende fortælling, der hylder hverdagens glæder. På den måde minder bogen mere om Manden der går tur end om Min fjerne barndomsby eller Min fars dagbog, der er drevet af en dramatisk historie.

Den ensomme gourmet var fornøjelig at læse, og som oversætter Mette Holm pointerer i indledningen, så er det en fin introduktion til det japanske køkken. Når det er sagt, så sker der ikke alverden, og bogen er ikke på niveau med Taniguchis mesterværker. ( )

Me ha parecido un libro bastante disfrutable. Lo seria aún más si tuviese el bagaje cultural que necesitas para entenderlo totalmente, ya que habla de muchos tipos de combinaciones de comida que aquí no acabamos de conocer. El libro no tiene una trama, sinó que se centra en explicar situaciones relacionadas con el momento de comer del protagonista, y a partir de los diferentes lugares que va visitando para comer, vamos descubriendo un poco más de la personalidad del protagonista. ( )

Une succession d'histoire courtes, chacune associée à un plat japonais pris dans un quartier différent de Tokyo. Le personnage principal, solitaire donc et parfaitement nostalgique, utilise sa pause déjeuner d'une manière presque religieuse. Pour le passionné que je suis du Japon et de sa cuisine, c'est une BD très alléchante et un écho à plein de souvenirs agréables. ( )